Da David brændte igennem

1 Comment

I morgen fylder David Byrne 60. En så god en anledning som nogen til at mindes dengang, han og Talking Heads i 1977 stemplede ind i rockhistorien med lige dele punket kantethed og poetisk følsomhed. 

Det begyndte som en minimalistisk blanding af Stax- og Motown og amerikansk bubblegum-pop, og så alligevel ikke. For hvad var det for noget med de der olietønder fra Trinidad og så den sanger, der ikke var spor sort, men så hvid, som man kun kan være, når man lever om natten, og som sang, som om nogen var efter ham.

David Byrne var ankommet for at blive, med et budskab, der var lige så meget løgn som virkelighed, men vi vidste det, og vi kunne ikke modstå det, som det blev lanceret af Talking Heads’ hektisk pulserende rock: »Love, love, is simple as 1-2-3 …« Og på næste sang konstaterer han med slet skjul skadefryd »it’s not yesterday anymore …« Sandelig ikke. Talking Heads tog årstallet som titel på et afsminket debutalbum, der midt i disco-forlorenheden satte sig for at erobre dansegulvet tilbage til bænkevarmerne og sende de flotte piger tilbage i fav- nen på de kloge, men kejtede drenge. Et så utopisk projekt, at man skal være intellektuel nørd for at give sig i kast med det.

Det var David Byrne. På Rhode Island School of Design, hvor han bl.a. studerede Bauhaus-arkitektur, endte han med selv at gå, før han blev smidt ud, efter at han på et konceptkunst-kursus under en optræden havde barberet hår og skæg af, akkompagneret af en trækharmonika, mens en nummerpige viste tilskuerne stikordskort skrevet på russisk. Her mødte han parret Chris Frantz og Tina Weymouth. Han spillede aftenskoletrommer, hun så cool og smuk ud på den der franske 60’er-facon. Og så spillede hun en bas, der lød som hjerteslaget hos en fugl, når man holder den i hånden, angst og levende. Først havde de et løsere samarbejde, der af og til kaldte sig The Artistics, af og til The Autistics.

Så flyttede de sammen i et slummet atelier og kaldte sig det, de ikke kunne løbe fra, de var: Talking Heads. De passede samtidig – mere eller mindre – deres job som reproassistent på et reklamebureau (Byrne), stik-i-rend-dreng i et designfirma (Frantz) og ekspedient i den dengang eksklusive modebutik Henri Bendel’s (Tina, selvfølgelig). Med den computerkyndige arkitektstuderende Jerry Harrison fik de professionel assistance. Han havde spillet seriøse keyboards hos Jonathan Richman i The Modern Lovers.

DET KUNNE Byrne & co. også have kaldt bandet. De lød skrøbelige, men sultne nok, og uden den punkede råstyrke, der var drivkraften på den nye New Yorker-scene omkring klubben CBGB. Her ’fødtes’ Patti Smith, Television, new wave-rockens svar på The Byrds, og punkpionererne Ramones, mestre i numre under to minutter. Den kortfattethed så Talking Heads som en kunstnerisk udfordring. Tiltalende for dem var det også, at den spilletid dengang nogenlunde svarede til deres spilletekniske kompetence. Endnu havde de ikke mod til at lade Byrne slapstick-optræde som performance-kunstner – det kom som bekendt senere.

Til gengæld spillede han en determineret guitar, der ikke overlod noget til fantasien. Det man hører, er det, man får: Nærmest en stammende, febrilsk udgave af rytmeguitarspillet hos soulgiganter som James Brown og Sly Stone, og selv så tidligt ikke uden ambition om også at få plads til afrikanske juju-rytmer, men hele tiden helt i hak med Frantz’ tørre stortromme. Det swinger. På trods. Mest på »Psycho Killer«, som netop handler om en sådan. I hvert fald én, der er det i fantasien, fordi han ikke føler sig hjemme i en verden, hvor »we are vain and we are blind. I hate people when they are not polite …« og hvor:

I can’t seem to face up to the facts
I’m tense and nervous and I can’t relax
I can’t sleep cause my bed’s on fire
Don’t touch me I’m a real live wire
Psycho killer, q’est-ce que c’est? Fafafafafafa
Better run run run run run run run away …

Sangen blev et (lille) hit. Måske fordi så mange blege nørder nød at kunne lege Otis Redding (»fa fa fa fa fa fa«) og samtidig ride med på new wave. Eller også simpelthen fordi ingen havde lydt sådan før.

DET HER var ikke sange, der ville redde verden eller lulle os ind i købt lykke, som om det var den ægte vare. Det her var nærmest anti-sange. Konkrete, funktionelle, metaforløse, designet til kollegieværelser, grimme formicaborde og usikkerheden hos den generation, der kom for sent til ’68 og ikke var så vilde med at lade en sikkerhedsnål gå gennem kinden. Charmerende og snurrigt beskrevet på ‘Don’t Worry About The Government’, der kunne være en sang til en Disney-tegnefilm. Den handler om at være tilfreds med det, man har, for det vil være ublu at bede om eller forvente sig mere: »Don’t worry about … don’t worry about me«, synger Byrne, men så det ikke er til at misforstå, at det netop er, hvad vi skal. Det er en sang om den tikkende fare ved al praktisk konformitet.

En dag kan kæden ryge af, men så er det jo godt, man har sine forældre, ikke … På ‘Pulled Up’ hylder Byrne sine forældre for altid at have været der til at samle ham op, når han er faldet, men det vi hører, er en fyr, der kvæles i forståelse, og som faktisk gerne vil prøve at falde, og gerne dybt. Og gerne noget med kvinder: »Every sentence I use, refer to women and their names …« synger han et andet sted.

De er svære at stille noget op med, kvinderne: »Watch out now, baby, because I am in love with you, if you don’t love me, I don’t know what to do …« betror han hende på ‘Who Is It’. Men når Byrne så kommer ind under huden, både på sig selv og hende; når han er lige ved at have hende der, hvor han har læst, at man skal holde hende fast, falder han i den intellektuelle fælde og siger noget klogt, når hun bare vil høre det, hun plejer:

Oooh, oooh, I’m living in the future
I feel wonderful, I’m tipping over backwards
I’m so ambitious, I’m looking back
I’m running a race and you’re the book I read … so: Feel my fingers as they touch your arms
I’m spinning around and I feel alright
the book I read was in your eyes
ooh ooh, ooh ooh, ooh ooh …

Til gengæld synger han de ord, så hun tro ham: Dét siger han ikke til de andre piger.

Jeg ved godt, at Talking Heads senere lavede en række plader, som var rigere i klanglig tekstur, med verdensmusik og shows, som gav ekstra dimension og den slags, men med debutalbummet fik den gryende postmodernisme sine børnesange. Vi andre fik en musik, der gennemskuede rocken og samtidig selv blev en fornyende del af den. Samtidig er det her, det brænder på for Byrne første gang. Og her bandet brænder igennem uden det filter, der altid opstår, når berømmelsen sætter ind.

Uanset hvor meget man fylder sit hoved med at tænke på at undgå det.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    CAPAC » David Byrne – 6013. maj 2012 - 12:55

    [...] To sjæle en tanke: Medens jeg har skrevet på ovenstående har Torben – selvfølgelig – markeret dagen på sin egen facon. [...]

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top