Da Huey var breaking news

På billederne fra dengang i 80’erne ligner Huey Lewis noget, man i dag ikke kan tage alvorligt. Det korte, voksede hår, den ærmeløse t-shirt og den mandige hage får ham til at ligne en mellemting af en livredder i ’Baywatch’ og en light, guitarløs udgave af Bruce Springsteen. Når han da ikke ser ud som herover, som en birolleindehaver i ‘L.A. Law’, datidens store advokatserie.

Kritikerne affærdigede ham da også som yuppie-rock, altså substitut-rock for alle de nyrige, der troede lykken lå i et creditcard, og som aldrig selv kunne drømme om at svede igennem – undtagen i fitnesscentret. Enhver der har oplevet Huey Lewis live ved, at billedet lyver.

I dag fylder han 60 og er stadig på landevejen med det orkester, han bliver med at kalde The News, selv om musikken i sin genreforelskede fusion af soul, doo wop, 60’er-pop og britisk pub rock altid har været alt andet end ny. Endnu et tegn på, at Lewis aldrig har været uden hverken humor eller selvironi.

Huey Lewis And The News er et bodegaband, der blev verdensberømt ved lige dele hårdt arbejde og tilfældigheder. Oprindeligt var Lewis alias Huey Anthony Gregg III sanger i countryrockorkestret Clover, som i 1976 tog rejsen fra San Francisco til London i håbet om et gennembrud. Nick Lowe producerede deres debutsingle, Lewis spillede mundharpe på både Lowe og hans Rockpile-kammerat Dave Edmunds’ soloplader, og Clover minus Lewis backede Elvis Costello på dennes debutalbum ’My Aim Is True’.

Trods to albums i eget navn lykkedes det imidlertid ikke for Clover at finde noget firkløver i England.

Hjemvendt til The Bay Area gik det bedre. Nyheden om gruppens dynamiske sceneoptræden sikrede dem en kontrakt, og det tredje album, ’Sports’, solgte stille og roligt til platin, hjulpet på vej af MTV-venlige videoer, som, lige som musikken, ikke tog sig selv alt for højtideligt. ’Heart And Soul’, ’If This Is It’ og ’The Heart of Rock & Roll’ hittede, og Lewis’ opskrift på en succes virkede så idiotsikker, at andre lagde sig i slipstrømmen. Mest tydeligt Ray Parker Jr., som brugte Lewis’ ’I Want A New Drug’ som forlæg for temaet til filmsuccessen ’Ghostbusters-. Sagen blev forligt i 1984 uden at komme for retten.

Året efter nød Lewis på en helt anden måde godt af en film. Til den nye Michael J. Fox-film ’Tilbage til fremtiden’ skulle producerne bruge en ny sang. De behøvede ingen fokusgruppeundersøgelse, men bare et kig på hitlisten for at se, at den ville være Lewis være den rette til at skrive og synge. Han kunne bare ikke få sig smølet færdig. Først i ellevte time dukkede han op med  ’The Power Of Love’.

Lewis medvirker selv i filmen. Som gymnasielæreren, der afbryder Fox’ filmband, da de er til audition for et skolebal. »Jeg er bange for at I spiller alt for højt,« siger Lewis inden Fox skal til at synge selve verset. Det var der en grund til. Oprindelig skulle Fox i filmen have sunget ’The Power Of Love’ ved netop den audition, men da teksten endnu ikke var skrevet, blev man nødt til at improvisere.

Filmhittet blev fulgt af en række rappe, mundrette poprocksange. ’Stuck With You’ gjorde ’The Power Of Love’ tricket efter og endte på toppen af hitlisterne. Og ’Hip To Be Square’ ramte tidsånden, selv om en del ude på dansegulvet vist overhørte ironien.

Da 90’erne ankom, behøvede Lewis ikke nogen til at fortælle sig, at hans storhedstid var ovre. Selv om han af og til dukker lige velholdt og solbrændt, bl.a. som skuespiller (bl.a. i Broadway-musicalen ’Chicago’, sammen med Gwyn Paltrow i 2000-filmen ’Duets’ med en hitsingle i Smokey Robinson-sangen ’Cruising’ til følge samt diverse tv-film), har han ladet sig førtidspensionere, og turnerer nu kun fordi det er sjovt. Og stadig med sine gamle nyheder.