Nu er mytologi som bekendt til for at blive mistroet. Men det er da rigtigt, at det første nummer på Loaded nærmest kommer brasende ind i hovedet på en som en cold turkey, efter Nico, Chelsea Hotel,White Light/White Heat og Andy Warhol. ‘Who Loves The Sun’ er en fuldmoden, flerstemmigt sunget, quasi-californisk countryrocker i tidens efterspurgte Crosby, Stills & Nash-snit. Og så er den poppet, uforskammet iørefaldende endda. Den synges tilmed ikke af Onkel Lou, men af Doug Yule, som afløste Reeds ærkerival, John Cale, i 1968. Chokket fortaber sig dog et par takter ind i første omkvæd. For hvad er nu det? Det er jo endnu en sang om mismod og ensomhed; en blues, forklædt som pop. Pyha, det lettede:

Who loves the sun
Who cares that it makes plants grow Who cares what it does
Since you broke my heart

Who loves the wind
Who cares that it makes breezes Who cares what it does
Since you broke my heart

Who loves the sun PaPaPaPa
Who loves the sun PaPaPaPa

Not everyone PaPaPaPa
Who loves the sun

DET MÅ det også have gjort for Atlantic Records’ stifter, Ahmet Ertegun, da han hørte sangen – hvis han da ikke lyttede så nøje efter teksten. Han havde skrevet pladekontrakt med Velvet Underground, fordi han håbede at kunne få dem til at hitte omsider, og, sagde onde tunger, fordi han ad den vej håbede at få Andy Warhol til at designe omslaget til det næste Stones-album, Sticky Fingers. Det sidste lykkedes.

Det gjorde det første ikke, selv om Reed holdt, hvad han – næsten – havde lovet Atlantic-bossen: Ingen direkte referencer til stiknarkomani og obskøn sex. Ertegun havde ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok. Det, han puttede penge i, var nemlig en gruppe i opløsning, og selv om det, som kritikeren David Fricke har sagt, kan være svært at fatte for nutidens sortklædte kritikere, så betød Velvet Underground nul og prut i 1969-70, selv hvis man talte undergrunden med.

Det var et band med fremtiden bag sig, og en komponerende og syngende kapelmester, der konstant ledte efter nødudgangen. Lou Reed var ikke den eneste. Guitaristen Sterling Morrison var begyndt at tænke på et liv efter rocken og var i gang med at universitetsuddanne sig i engelsk litteratur. Trommeslageren Maureen Tucker var højgravid og prøvede, men kunne faktisk ikke nå ind til trommerne på grund af maven, så hun gik på barsel. Det overlod scenen til Doug Yule og Reed, to inkompatible størrelser, som dog prøvede at holde en slags væbnet våbenhvile, for måske var dette allersidste chance for et kommercielt gennembrud. At bandet ville ende som prototype for punk og tidlig new wave, havde Reed måske på fornemmelsen, men han kunne ikke bruge det til noget henne hos købmanden.

DET ER den nu-eller-aldrig nerve, der gennemsitrer de fleste sange på Loaded, og som overskygger, at Dougs broder, Billy, spiller alt for konventionelle trommer, og at Doug selv kun gør det lidt bedre på sko-magerbas. Sangene er Reeds bedst realiserede inden Transformer: Han synger dem, så Mick Jagger burde have betænkt sine manerer, og så det er til at høre, hvor Bowie fik Ziggy Stardust fra, og sangene sparkes det afgørende ekstra stykke ud over rampen af hans uforudsigelige energiudvekslinger med Sterling Morrison på guitarer, der spiller rytme og lead samtidig, imod og med hinanden. Når de da ikke etablerer en sej, stilskabende tæthed som på ‘Sweet Jane’, det guitarriff der siden har kickstartet karrierer fra John Mellemcamp til Nikolaj Christensen. Vi er i drømmenes asfalterede mekka, New York, og vi kunne være i den umondæne halvdel af »the wild side«:

Standing on the corner,
suitcase in my hand
Jack is in his corset, and Jane in her vest, And me I’m in a rock’n’roll band Hah! Ridin’ in a Stutz Bear Cat, Jim
You know, those were different times!
Oh, all the poets they studied rules of verse And those ladies, they rolled their eyes

Sweet Jane! Whoa! Sweet Jane, ohoha! Sweet Jane!

Arketypisk, langtidsholdbar Lou, også selv om den psykedeliske intro og korarrangementet til slut angler lidt for meget efter at blive hørt af radiostationernes playlisttilrettelæggere. Og som en naturlig forlængelse ‘Rock & Roll’ om et barns opdagelse af meningen med livet:

Ginny said when she was just five years old
There was nothing happening at all
Every time she puts on a radio
There was a nothin’ goin’ down at all, not at all
Then one fine mornin’ she puts on a New York station You know, she couldn’t believe what she heard at all
She started dancin’ to that fine fine music

You know her life was saved by rock ’n’ roll

Reed har selv senere sagt, at denne fængende sang handler om hans opdagelse af rock, men den handler om den choklignende erkendelse, enhver oplever, når der pludselig ud af noget så upersonligt som en højttaler kommer et afhængighedsskabende alternativ til mors og fars musik, ja, mors og fars liv.

Reed, der engang selv skrev doowop, er dog fuld af veneration for traditionen, som illustreret på den vidunderlige ‘I Found A Reason’, hvor han med usædvanlig og ubetinget mildhed erklærer sin kærlighed, ikke kun til sin elskede, men til småsentimental 50’er-pop; filatelister vil i refrænet genkende koret fra 1958-hittet ‘Chanson D’Amour’ med Art & Doty Todd! Lige så melodiøs, men nok så desillusioneret er den afsluttende, psalmiske ‘Sweet Nuthin’, en slags ‘I Shall Be Released’ med omvendt fortegn. Sjældent har udsigtsløshed og nihilisme klinget så rent: »Oh, sweet nuthin’, she ain’t got nothing at all …« Følelsen af ikke at høre til, måske i branchen, måske i livet, i hvert fald i Velvet Underground, iklædte Reed stålblå akkorder, ‘Train Round The Bend’, som er hans Chicago-blues, hans ‘Mystery Train’, men toget kører ikke med hans elskede. Det kører med ham, væk fra et liv, han har udlevet, og mod noget nyt.

I DAG ER det ikke til at høre, at Velvet Underground stort set ikke var et band under indspilningerne, som sled sig gennem fire-fem måneder og næsten lige så mange hovedrystende producere. På et tidspunkt gik det op for Ertegun, at han havde lagt skinner ud til et tog, som ikke længere gad køre. Og inden Loaded udkom, havde Lou Reed forladt Velvet Underground og var taget hjem til sine forældre, hvor han skruede ned for radioen og renskrev breve for sin fars revisorfirma. “Tag nu det kursus i maskinskrivning,” sagde min mor, da jeg gik i high school. ’Det er altid rart at have noget at falde tilbage på.’ Hun fik ret,” fortæller han i teksthæftet til det retrospektive bokssæt Between Thought And Expression. Han smækkede ikke med døren. Han gik bare efter en koncert, og selv om han siden lagde afstand til Loaded, må han have indset sangenes potentiale.

Halvdelen af hans soloalbum to år senere bestod nemlig af sange fra de sessions, der blev til Loaded, og fra samme fjernlager kom Transformer-hittet ‘Satellite Of Love’, mens der på Berlin er et par melodier, som også blev indspillet i de dage, hvor nogen troede, Velvet Underground kunne komme op i lyset som popstjerner.

Da pladen skulle markedsføres, var pladeselskabets prioriteringer ændret. En Atlantic-medarbejder har siden fortalt, at han havde fået til opgave at ’sælge’ debutalbummet med Emerson, Lake & Palmer til tidens vigtigste anmelder, den senere Springsteen-producer og -manager, redaktør Jon Landau fra Rolling Stone. Pr-manden havde også medbragt Loaded på datidens hippe medie, et kassettebånd, og spillede kun den for Landau, stik mod alle ordrer.

En begejstret Landau satte Lenny Kaye til at anmelde. Kaye, senere bl.a. Patti Smith-guitarist, producer og rockarkæolog, blev lige så begejstret. I Rolling Stone nr. 76 havde han nogle relevante indvendinger mod den rodede lyd, men mente ellers, at hvis det ikke lykkedes pladeselskabet at score et par Top 40-hits med så indlysende gode sange, så måtte man revurdere selskabets opbygning og strategi.