Da Poul Borum mødte Bob Dylan

Steffen Brandt, Benny Holst og Sebastian var ikke først med at oversætte Dylan. En af de mest slidte bøger på mine reoler er, som man kan se herover, Ny amerikansk poesi. Bogen kom på Gyldendal i 1969, og i den introducerede og oversatte Poul Borum en række amerikanske lyrikere, fra Robert Bly over Denise Levertov og Sylvia Plath til John Ashbery og … Bob Dylan.

Borum kastede sig kyndigt og frygtløst ud i tekstnære oversættelser af sangerens greatest hits. Et arbejde, hvis ekstra succeskriterium var, at de faktisk skulle kunne synges.

Her er et par eksempler:

Kom, godtfolk og skidtfolk
kom alle som en
for vandene stiger og tiden er sen
og snart er I våde
til marv og til ben
Er der nogetsomhelst
I vil redde
må I hellere svømme
før I synker som sten
Det er TIDERNE DER SKIFTER

og:

Du blir stenet når du prøver at være god,
de stener dig fordi du er imod
de stener dig når du går hjem
bare fordi du ikke er en af dem
Men lad vær og føl dig trist og sær
stenet, stenet blir enhver

samt ikke mindst:

Hvor det regned allerførst
Og jeg var ved at dø af tørst
så jeg kom til dig
din forbandelse gør ondt, men størst
er smerten i mit bryst
Jeg kan ikke bli’
og det er fordi

der er langt fra dit til mit
så vi må hellere gå hver til sit,
Og når vi ses igen
og præsenteres af en fælles ven,
så lad som om du ikke kendte mig
da jeg sulted og verden tilhørte dig…

Bogen kan fås antikvarisk og ikke kun værd at anskaffe sig for Dylan-oversættelserne, men fordi den uden falbelader placerer Bob Dylan som en ligemand i amerikansk efterkrigstidslitteratur. Uden at musikken forstummer af den grund. Snarere tværtimod.

Nobelpriskomiteen må bestå af blinde og døve.