Da Ray Charles tog på landet

Det var Ray Charles’ brandvarme sommer for 50 år siden, i 1962. Hans omsorgsfulde, men alligevel originale og stildannende adoption af Don Gibson’s ‘I Can’t Stop Loving You’ red højt på radiobølgerne. Det var renlivet country, men det var også renhjertet soul og den kombination betød hitlistedominerende pop. Fem uger på toppen af Billboards Hot 100 blev det til juni-juli, og i England fortrængte sangen Elvis og ‘Good Luck Charm’ fra førstepladsen. Plus det løse. Ikke mindst herhjemme, hvor ‘I Can’t Stop Loving You’ blev en landeplage.

Min mor anede ikke, hvem Ray Charles var. Hun vidste ikke engang, at han var sort endsige blind, da hun købte pladen og sled den op det år.

Singlen, som udkom i USA i februar, blev senere samme år fulgt op hele to lp’er med samme slags indhold. Fællestitlen var den bevidst corny Modern sounds in country and western music.

Charles havde i efteråret 1961 bedt en af sine producere og arrangører, Sid Feller, om et overblik over de bedste countrysange fra den sidste snes år. Feller ringede rundt til musikforlæggerne og havde hurtigt samlet en pulje på cirka 250 sange. Han tog de fyrre af dem og lagde dem over på et (spole)bånd. Charles gennemlyttede og valgte de to gange tolv sange, der kom til at illustrere, hvad han mente med modernisering af det, der for mange stod som den mest traditionsbetingede og -tyngede populærmusik overhovedet.

Hans nye pladeselskab, ABC, var ikke vild med ideen, ja, en del executives troede, det var en joke, da de første gang hørte om projektet – en neger, der synger country!

Joken endte helt på Ray Charles’ side.

Okay, der er en del af sangene på begge albums, som enten lyder lidt for Disney-ficerede eller som noget Sinatra kunne have sunget, men for det meste illustrerer de, hvad Ray Charles mente, da han udtalte: “When I sing ‘I Can’t Stop Loving You’, I’m not singing it country-western. I’m singing it like me” (YouTube-link). Og det var til at høre, at han som ung havde spillet klaver i det, han kaldte et hillbillyband.

Gennem musikken løber samtidig en understrøm, som hverken min mor eller titusinder andre opfattede dengang, men som er blevet tydeligere med årene. Politisk kunne man kalde den. Eller humanistisk. Her kom en sort sanger og tog et medejerskab til country-genren, selve lydsporet til de reaktionære sydstatshvide kræfter, som i de år kastede et apartheid-ramt USA ud i en ideologisk borgerkrig, der gav sig konkrete voldelige udslag. Ray Charles mindede os om, at country jo dybest set er den hvide mands soulmusik. Og som sådan ikke langt fra den blues, Charles og hans jævnaldrende i de år gjorde endnu mere rytmisk.

Det var et vældig modigt projekt, Ray Charles lykkedes med. Et forsøg på forbrødring, som jo bar frugt. Fordi det viste en anden vej end den, der blev banet af vandkanoner og stenkast.

I 1998 udsendte Rhino det fornemt annoterede bokssæt, The complete country & western recordings 1959-1986, som samler de to første albums samt Ray Charles’ yderligere udforskning af mellemlandet mellem soul og Nashville. Et must for enhver pladesamling, som jeg godt ville have foræret min mor, mens tid var.

PS: ‘I Can’t Stop Loving You’ startede i øvrigt sit evige liv som en b-side. Don Gibson indsang den i 1957, men foretrak ‘Oh, Lonesome Me’ som a-side. Lidt af en single. Året før Ray Charles opdagede sangen, havde Roy Orbison indspillet den uden at afvige fra countrynormen. Men senere gjorde også Elvis sangen til sin.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK