You are here: Home / Musik / Da Shelley tilbad Johnny
Da Shelley tilbad Johnny
3. april 2012 // Kommentarer slået fra
I denne uge for 50 år siden overtog Shelley Fabares førstepladsen på Billboards Hot 100 fra Connie Francis, mens Roy Orbison og Elvis kæmpede om de næste placeringer. Shelley Fabares sang ‘Johnny Angel’, en sang om at være så meget i den syvende himmel over sin ugengældte kærlighed til Johnny, at han nærmest gestalter sig som en levende engel. Sangen var helt typisk for en tid, som stod i den hvide middelklassesmags tegn og den stod godt til drømmen om velklippede forstadsplæner og frisurer:
(I’m in heaven,) I get carried away. (I dream of him and me, and how it’s gonna be.) (Other fellas) call me up for a date, But I just sit and wait, I’d rather concentrate, ‘Cause I love him (‘Cause I love him). And I pray that someday he’ll love me. (Da-da-doom da-da-doom.) And together we will see how lovely heaven will be.
Til gengæld var baggrunden for sangens succes næsten helt moderne. Den nabodattersøde Shelley spillede nemlig med i en af tidens mest populære sit coms, The Donna Reed Show. Tv-produceren Tony Owen fik den ide, at hun skulle indsynge en sang, som skulle indgå i serien. Der var bare den hage ved ideen, at Shelley aldrig havde sunget før. På den anden side var hun en pæn pige med samlede knæ og søndagsskolesmil. “Jeg var,” som hun senere huskede, “ikke opdraget til at sige nej.” Og da Owen ikke var typen, der accepterede et nej som svar, endte Shelley Fabares i studiet. (læs CAPAC om sangskriveren).
Der fik hun god hjælp af bl.a. guitaristen Glen Campbell, bassisten Carol Kaye og trommeslageren Hal Blaine samt ikke mindst et englekor, bestående af The Blossoms med bl.a. Darlene Love, som dog ikke skruer meget for soul’en.
Eksponeringen i showet gavnede også Shelleys medspiller i serien, Paul Petersen, som fik et Top 10-hit med sin samtidige debut, ‘My dad’. Shelley fulgte succesen op med ‘Johnny Loves Me’, en sequel, som nåede til nr. 21. Ikke at forveksle med hollandsk-svenske Suzies landeplage i 1963.
Efter den kortvarige karriere som hitmager blev Shelley Fabares faktisk mindre tækkelig. Hun kunne ses i (ærbar) bikini i tre Elvis-film, og blev i juni 1964 gift med pladeproduceren Lou Adler (Jan & Dean, Mamas & Papas m.fl.), men selv om hun blev den første kunstner på hans selskab, Dunhill Records, gik resten af karrieren med talrige optrædener i tv-serier.
Senere indspillede The Carpenters sangen – hvem ellers? (YouTube-link)
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
