Dancing In The Street
VARMEPLADE 4:
Det var varmt i Detroit, Michigan, Motortown of the USA, ulideligt, kvælende varmt, også denne julidag – også i The Snakepit, pladeselskabet Tamla Motowns lille, overbefolkede studie, der i løbet af 14 år pumpede hundredvis af hits ud til den nye, selvbevidste amerikanske ungdom, som via JFK og Martin Luther King havde fået nyt selvværd, troen på, at de betød noget, og bevidstheden om at musikken var deres egen.
Det var endnu en arbejdsdag/nat i den tilrøgede Snakepit, og den lille æske kogte som sædvanligt. James Jamerson kiggede op fra gulvbassen, nikkede, Benny Benjamin bankede den første trommehvirvel ned på bånd – og kampråbet gjaldede:
»Calling out around the world are you ready for a brand new beat?«
Det var vi, og mens transistorradioen under dynen derhjemme i Vissenbjerg langsomt smeltede ned, solgte jeg min sjæl til Berry Gordy jr. & co., og jeg har aldrig bedt om at få den tilbage. Den kælne sofistikerede missekat Diana Ross blev fejet af banen af 23-årige Martha Reeves og hendes kødeligt sexede, upolerede og snerrende løvinde.
Når hun siger der skal danses i gaderne, så bliver der danset i gaderne. Man skulle i øvrigt være mere end almindeligt træagtig for at sige nej til hendes inklination. Der var, som hun senere sang, nowhere to run…
Blæsersektionen maner til samling med en skarphed som kirurgens skalpel, og det slæbende, men alligevel så fremadskubbende Motown-beat tvinger folk på gaden – jo, vi har forstået budskabet.
Og millioner af evigt unge hører det stadig. Kun én ting er mere sikkert end at John Lennon intonerer »So this is Xmas« når butikkerne starter julesalget i oktober. Det er, at du hører »Dancing in The Street« hver sommer. Alle asfaltbørns nationalmelodi.
Martha Reeves & The Vandellas: »Dancing In The Street«. 1964. Tid: 2.38
Af Ebbe Rossander
