Dancing In The Street

1 Comment

VARMEPLADE 4:

Det var varmt i Detroit, Michigan, Motortown of the USA, ulideligt, kvælende varmt, også denne julidag – også i The Snakepit, pladeselskabet Tamla Motowns lille, overbefolkede studie, der i løbet af 14 år pumpede hundredvis af hits ud til den nye, selvbevidste amerikanske ungdom, som via JFK og Martin Luther King havde fået nyt selvværd, troen på, at de betød noget, og bevidstheden om at musikken var deres egen.

Det var endnu en arbejdsdag/nat i den tilrøgede Snakepit, og den lille æske kogte som sædvanligt. James Jamerson kiggede op fra gulvbassen, nikkede, Benny Benjamin bankede den første trommehvirvel ned på bånd – og kampråbet gjaldede:

»Calling out around the world are you ready for a brand new beat?«

Det var vi, og mens transistorradioen under dynen derhjemme i Vissenbjerg langsomt smeltede ned, solgte jeg min sjæl til Berry Gordy jr. & co., og jeg har aldrig bedt om at få den tilbage. Den kælne sofistikerede missekat Diana Ross blev fejet af banen af  23-årige Martha Reeves og hendes kødeligt sexede, upolerede og snerrende løvinde.

Når hun siger der skal danses i gaderne, så bliver der danset i gaderne. Man skulle i øvrigt være mere end almindeligt træagtig for at sige nej til hendes inklination. Der var, som hun senere sang, nowhere to run…

Blæsersektionen maner til samling med en skarphed som kirurgens skalpel, og det slæbende, men alligevel så fremadskubbende Motown-beat tvinger folk på gaden – jo, vi har forstået budskabet.

Og millioner af evigt unge hører det stadig. Kun én ting er mere sikkert end at John Lennon intonerer »So this is Xmas« når butikkerne starter julesalget i oktober. Det er, at du hører »Dancing in The  Street« hver sommer. Alle asfaltbørns nationalmelodi.

Martha Reeves & The Vandellas: »Dancing In The Street«. 1964. Tid: 2.38

Af Ebbe Rossander

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top