I en hektisk periode i 1964-65 så det ud, som om de nærmeste konkurrenter til lyden fra Liverpool kom fra Tottenham i form af Dave Clark Five, en mere primitiv udgave af The Beatles, men med et ekstra punch, der gjorde enhver transistorradio til en koncertsal. ’Glad All Over’, gruppens sjette single siden pladedebuten i 1962, sparkede i januar med fodstampende energi ’I Want To Hold Your Hand’ ned fra den engelske hitlisteførsteplads, og få måneder senere blev efterfølgeren ’Bits And Pieces’ nummer to samme sted.
Central i lyden var Dave Clark, som ikke sang. Det lod han keyboardspilleren Mike Smith om. Clark slog trommer. i bogstaveligste forstand. Den fhv. stuntmand, som i morgen fylder 70, havde i filmbranchen lært, hvor vigtigt det er at have styr på sit eget produkt. Derfor indså han, i modsætning til Lennon-McCartney, tidligt nytteværdien af at eje alle rettighederne til de sange, han skrev.
Gruppen opløstes i 1970. I mellemtiden havde han dannet eget selskab for at kunne styre udgivelsen af gruppens bagkatalog. Clark erhvervede sig siden genudsendelsesretten til det ikoniske britiske tv-show, ’Ready Steady Go!’ Et lukrativt tiltag med alle de nye formater, der siden kom til.
I 1986 skrev Clark (og Jeff Daniels) science fiction-musicalen, ’Time’. Den gik i to år. Cliff Richard spillede, til at begynde med, hovedrollen. Sin vane tro konceptuerede Clark musicalen, så den siden blev til et all star-spækket album med Julian Lennon, Dionne Warwick og Freddy Mercury samt en bog. Nu om dage er musikken på iTunes. Naturligvis.
Det kan nemlig godt være, at Dave Clark holder sig væk fra verden, men han ved godt, hvad der foregår i den. Og mon ikke han på vej til og fra banken nynner sin gennembrudsmelodi…
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
