De bar striktrøjer før Lund

3 Comments

Picture-33

I dagens udgave af Politiken mindes jeg Liam Clancy. Her er en lidt længere version af samme nekrolog:

Sarah Lund har ikke patent på at brande sig selv ved hjælp af striktrøjer. Det trick blev allerede opfundet tidligt i 60’erne af The Clancy Brothers, hvis yngste og eneste overlevende medlem, Liam Clancy, er død, 74 år gammel, af en arvelig lungesygdom.

Sammen med sine brødre og Tommy Makem var han i en menneskealder turnerende ambassadør for den irske sangtradition og gjorde sange som ”The patriot game”, ”Jug of punch” og ”The leaving of Liverpool” kendte.

Som millioner af deres landsmænd søgte sønnerne i Clancy-klanen lykken i USA i 50’erne. Liam Clancy kom senere over dammen end sine brødre, tilskyndet af folkloristen og millionærarvingen Diane Guggenheim Hamilton, men hun viste sig at være interesseret i andet end hans stemme. Interessen var ikke gensidig.

Oprindelig ville Liam være skuespiller, men da han fandt ud af, at han som musiker kunne tjene fire gange så meget på at spille halvt så længe var karrierevejen udstukket. Først skulle hans brødre dog have aflagt den amerikanske accent, som de til Liams forundring og irritation meget hurtigt havde tillagt sig. Den stod ikke så godt til den irske oprindelighed, der blev deres varemærke.

Efter at have spillet irske pubs tynde i New York og omegn kom de i 1961 på et afbud til at spille 16 i stedet for de berammede tre minutter i det landsdækkende Ed Sullivan Show, datidens mest effektive tv-reklamesøjle (bare spørg Elvis og Beatles). De ramte en tone i tiden med deres sentimentale, robuste og revolutionære sange. Om det var imod den engelske kolonimagt eller det imperialistiske Amerika kom ud på et for deres nye studentikose publikum. De udstrålede en etnicitet, der på sin vis var lige så autentisk overbevisende som den, der uden anden sammenligning i øvrigt gjorde Harry Belafonte til et navn på den samme scene. Clancy Brothers hang ud i boheme-bydelen Greenwich Village og øvede stor indflydelse på folk som Tom Paxton, Paul Simon, Leonard Cohen og især en ung Bob Dylan, som meget senere kaldte Liam Clancy den bedste ballade-sanger, han har hørt. Vel at mærke ballade i den oprindelige betydning som en fortællende sang.

The Clancy Brothers mødte allerede tidligt kritik for at være “professionelle irere” med al deres djærvhed og sømandssweatere, men selv om de senere blev slået i hartkorn med The Dubliners, var de ikke nær så fadølsjoviale og folkemindesamlingsagtige. Faktisk blev The Dubliners startet i 1962, inspireret af Clancy Brothers, der fik irerne til at genopdage deres sangtradition. De havde kant og blev det arvesølv, grupper som U2 og The Pogues langt senere gav en rock-overhaling. Og selv om man sagtens kan indvende, at ingen af Clancy-brødrenes mange plader helt indfangede den atmosfære, de kunne skabe på en scene, ringer Liams smukke baryton stadig igennem som de kirkeklokker, der gennem århundreder havde kaldt øboerne til samling mod englænderne.

Midtvejs i 70’erne gik bandet i opløsning, og Makem og Liam Clancy fortsatte for sig selv med succes, men brødrene genforenedes på en scene i 1996. Liam Clancy efterlader sig hustru, to søstre, fire børn og otte børnebørn – helt i den gamle irske tradition. Og et skab af striktrøjer.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

3 Comments

  1. comment-avatar
    CAPAC » De værste julepladecovers8. december 2009 - 12:36

    [...] utilsigtet morsomme pladecovers. Her er The Clancy Brothers iført striktrøjer (apropos Torbens minderune). Det er dog langt fra det værste [...]

  2. comment-avatar
    Chopstick8. december 2009 - 15:20

    Det tjener til Tordenbillens ære, at den sweaterbårne kvartet hermed er (gen-)anbragt i sin rette ‘oprindelige’ sammenhæng i modsætning til The Telegraphs fjantede omgang med musikhistorien, hvis afgørende pointe – overkropsbeklædningen – afslører et manglende kendskab til musikindustriens drivmidler og -kræfter. Med andre ord: Uden Clancy Brothers ingen Van the Man, Chieftains og celtic revival. Et perspektiv, som en nekrolog værdig.

  3. comment-avatar
    Torben Bille8. december 2009 - 16:58

    Jeg bukker og takker.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top