MIDT I EN BEATTID

DET VAR HELT på sin plads, at Angelique Kijo ved åbningskoncerten var med til at sparke VM i Sydafrika i gang. Kynikere kunne indvende, at der var noget charterkulørt, jubeloptimistisk over hendes optræden. Vi andre så farverigdom, stolthed og fremtidstro udfolde sig, da hun lovsang det forenende i Afrikas mangfoldighed, levendegjort af hende selv som en moderne udgave af den Miriam Makeba, hvis sange hun som teenager blev populær på at synge hjemme i Benin.

Angélique Kpasseloko Hinto Hounsinou Kango Manta Zogbin Kidjo står der på sangeren og sangskriverens dåbsattest. Den blev udstedt i dag for 50 år siden i Cotonou, den største by i det smalle land, klemt inde mellem Togo og Nigeria. Kulturelt er Benin en smeltedigel. Lige som mange andre afrikanske stater. Og det kan høres i Kidjos musik, der omfavner og inklinerer for James Brown, Jimi Hendrix, zouk og makossa, rumba fra Zaire, samba, salsa, gospel, jazz og den dansante electropop, der står godt til både sololie og Ibiza.

Men hun ender aldrig med at lyde som en turistreklame. Hun accepterer ingen grænser, og demonstrerer det selv ved at mestre fire sprog, fon, fransk, yoruba og engelsk, ligesom hun kan synge på spansk.

I 1983 SÅ det politisk så broget ud i Benin, at hun fortrak til Paris. Der fandt hun sin mand, bassisten og komponisten Jean Hébrail, og kom med i fusionsbandet Pili Pili. Tre albums senere var det tid til en solodebut, som blev hørt af Chris Blackwell, manden, der introducerede vestlige pladekøbere for Bob Marley og Jimmy Cliff. På ’Logozo’ fra 1991 medvirkede stjerner som Branford Marsalis. Det blev fulgt op af ’Ayé’ og ’Fifa’, hvor Carlos Santana spillede med. Senere plader har vekslet mellem at udforske nye områder som brasiliansk musik (’Black Ivory Soul’) og hælde nyt vand på gamle afrikanske rødder (’Fifa’ og dette års ’Oÿö’), suppleret med et utrættelig turneliv. Noget, der for Kidjo ikke ’bare’ handler om at optræde, men om at knytte kontakter. Hun er en eminent netværker, fordi hun er så modtagelig for ind- og udtryk og så lidt fordomsfuld.

Det hidtil mest fuldbragte eksempel er 2007-albummet ’Djin Djin’. Produceret af Bowie-produceren Tony Visconti synger hun med Alicia Keys, Peter Gabriel, Ziggy Marley og kaster sig ud i Ravels Bolero og synger Stones-sangen ’Gimme Shelter’ med Joss Stone uden at man et øjeblik er i tvivl om, at dette er hendes show. Hun har bare overskud til at træde et skridt tilbage for at give andre plads. Det er en ret enestående plade. Af en ret enestående kunstner, som midt i travlheden med at lave musikalsk hverdag om til fest selvfølgelig også har tid til at skynde sig langsomt.

HUN SPONSORERER videreuddannelse for udvalgte afrikanske piger, agerer som UNICEF’s Goodwill-ambassadør, indspiller sange, hvor indtægterne fra downloads går til stivkrampevaccinationer af mødre eller gravide samt fungerer som frontfigur for en række andre projekter, der bl.a. skal fremme ligestillingen i Afrika.

Hvis det ikke var fordi, jeg risikerede at blive irettesat af et nedgørende elevatorblik fra hende, kunne jeg fristes til at udbryde: »Hvor er du dejlig, Angelique!«

Illustration: Udsnit af omslaget til albummet Oyaya, 2004.

Se mere på www.kidjo.com