Dengang George hørte Chiffons

Jeg har læst et sted, at havde det ikke været for George Harrison ville The Chiffons og ‘He’s So Fine’ være gået i glemmebogen. Det er noget sludder. I denne uge for 50 år siden anede kun få amerikanere, hvem der var hvem i The Beatles. De vidste for den sags skyld heller ikke, hvem der var hvem i The Chiffons, men det var ligesom hele konceptet bag de mange pigevokalgrupper, der dannede highschool-lydsporet til petting og sværmerier.

Til gengæld kunne de fleste synge med på ‘He’s So Fine’, hvis debutsingle nåede toppen af Billboards Hot 100-liste 30. marts 1963, lå der i fire uger og solgte mere end en million eksemplarer (link til YouTube). Sangen var skrevet af den sorte sangskriver, Ronnie Mack, som præsenterede den for The Tokens. Gruppen, der havde hittet med ‘The Lion Sleeps Tonight’, arbejdede som producerteam og talentspejdere for Capitol Records, og kunne høre sangens hitpotentiale med det samme. Det var der ikke så mange andre, der kunne. Til at begynde med. 12 pladeselskaber sagde nej, da The Tokens tog på salgsturne, inden Laurie Records sagde ja, og tak tilmed.

Ronnie Mack havde fundet The Chiffons alias forsangeren Judy Craig, Barbara Lee, Patricia Bennett og Sylvia Peterson, doo wop’ende deruda’ i kantinen på deres lokale skole på Upper Manhattan. Han brugte dem til demoinspilningen, og The Tokens fandt ikke, der var grund til at skifte stemmer, men endte med selv at spille alle instrumenter på den rumbainspirerede single, fordi de ikke havde råd til studiemusikere. Det fik de til efterfølgeren ‘One Fine Day’…

Begge sange er gode, bandsat iørefaldende udtryk for tidens plisserede teenagekultur, som åbnede sig for uindviede, hvis man kunne kodeordet ‘doo-lang. doo-lang’. The Chiffons nåede sidste gang Top 10 i USA med ‘Sweet Talking Guy’ i 1966.

Og Ronnie Mack? Det lyder som et stykke triviallitteratur, men mens ‘He’s So Fine’ lå nummer 1, døde han. Det viste sig, at han led af lymfekræftsygdommen Hodgkin’s Disease, men havde holdt det hemmeligt til det sidste. The Chiffons overbragte ham en guldplade på hospitalet, siges det.

Og så tilbage til George Harrison:

Da ex-beatlen hittede med ‘My Sweet Lord’ ved indgangen til 1971, skruede The Tokens op for bilradioen. Den sang havde de hørt før. De eller rettere deres fælles ejede musikforlag, Bright Tunes, anlagde sag mod bl.a. Harrisongs, ex-beatlens selskab med påstand om plagiat. Subsidiært at Harrisons indtægter på sangen skulle indefryses indtil retten havde talt.

At de havde en oplagt sag er indlysende, navnlig da Harrison erkendte, at han kendte til ‘He’s So Fine’, da han, i øvrigt i København, skrev ‘My Sweet Lord’, men det amerikanske retsvæsen er for folk med tålmodighed, penge og evne til forhaling. Derfor faldt der først i 1976 faldt der dom for, at Harrison ‘ubevidst’ havde efterlignet Macks melodi, men stadig krænket dennes og Bright Tunes Music’s copyright. Straffen for det blev fastlagt til rundt regnet halvanden million dollars. Det var en del penge dengang. Læs evt. domsudskiften her.

Under forhandlingerne om vilkårene for udbetalingen af det beløb viste det sig, at den gamle, fyrede Beatles-manager, Allen Klein, i 1978 havde købt Bright Tunes af The Tokens. De juridiske mellemregninger er ret langhårede, men gik blandt andet ud på, at Klein etisk skulle behandle sin tidligere klient ordentligt. Summa summarum: I 1981 sanktionerede retten, at Harrison kunne slippe ud af sin copyrightkrænkelse ved af Klein at købe Bright Tunes (og dermed ‘He’s So Fine’) for det samme beløb, som Klein havde givet for forlaget – 587.000 dollars. Restbeløbet forsøgte Macks arvinger at komme i betragtning til. Uden held, og i 1998 blev der endeligt lagt låg på sagen.

Som en ironisk krølle på historien indspillede The Chiffons faktisk i 1976 deres version af ‘My Sweet Lord’. I et arrangement, der – sikkert ufrivilligt – får sangen til at fremstå som helt original (link til YouTube).

Krænkeren selv følte sig hele livet krænket af dommen, men udtrykker i selvbiografien I Me Mine ærgrelse over, at han ikke tænkte på at ændre en eller to toner his og pist, “for det ville jo ikke have haft nogen effekt på sangens feeling…”.

I 1976-sangen ‘This Song’, og ikke mindst videoen til, satiriserede George Harrison over forløbet. Han skrev, sagde han senere, det nummer som et forsøg på “at uddrive den paranoia omkring sangskrivning, som var ved at opbygge sig i mig.” Som Harrison besværgende synger: “This tune has nothing Bright about it…”.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK