Det var samme sæson, hvor Bruce Springsteen var The Boss, men Madonna Louise Veronica Ciccone skulle snart gøre ham rangen stridig som en alt andet end stylet starlet. Hun var fra starten en stilethæl lige i fordommene på de feminister, der endnu ikke var begyndt at gå i fisseflok og sende fem@il, og som derfor lå noget underdrejet i en periode, hvor holdning tabte mere og mere terræn til underholdning.

Madonna brugte sit udseende og undskyldte det ikke, men man skulle stå meget tidligt op, hvis man skulle vinde en diskussion med hende om, hvor vidt hun ikke bare risikerede at udstille sig selv som en kliché af de mest lumre. Enhver, der lagde omslaget til side og hørte sangene, blev offer for hendes drilske, dobbelttydige og danselystne pop.

Madonna synger om at være en ung,frigjort kvinde i tiden for jakkesættenes genopstandelse, forbrugerrismens guldalder, yuppie- 80’erne. Det kan godt være, at sangene slægter de sene 50’eres pigepopgruppepop en del på, men Madonna er ikke ligeglad med, hvem hun går i seng med. For hende gør det faktisk noget, at de ikke kun har et hjerte, men en bankkonto af guld. Ja, skulle hun vælge, tror jeg fattigrøven ville tabe. Hun vil have respekt og tilbedelse på en og en samme gang – og overskuddet behøver ikke kun være menneskeligt:

Some boys kiss me some boys hug me I think they are ok
If they don’t give me proper credit
I just walk away

They can beg and they can plead
but they can’t see the light, that’s right ’cause the boy with the cold hard cash is always Mister Right …

Alligevel lignede hun meget længe en af den slags piger, der, som de jaloux konkurrenter af samme køn tørt formulerede det, »ikke kommer sovende til succesen«. Født i Michigan i en søskendeflok på seks med en fader, der var bilmekaniker, og en moder, der dør, da Madonna fylder seks, har hun alle mulige grunde til at ville noget mere.

Hun flytter til New York med hele sin katolske baggrund med ambitioner om at blive danser under Alvin Ailey, prøver sig selv af som nøgenmodel og soft porn-skuespiller, men det bliver på diskotekernes dansegulve, hun træffer sine mest givtige bekendtskaber.

Efter at have spillet trommer i sit eget band, slår hun sig sammen med eks-kæresten Steve Bray, en ferm sangsmed, og får i ’82 en række club-hits med sange, der kombinerer pop, den døende disco og et strejf af new wave. Debutalbummet lyder mest som demobånd på stort budget, men tændsatsen er aktiveret, og med Nile Rodgers som producer og subtil guitarist og synclavier-spiller kommer Madonna for alvor i omdrejninger på Like A Virgin.

Året før havde Rodgers stået bag David Bowies kommercielle gennembrud, Let’s Dance, og hans elegante, meget lidt opulente, men alligevel klangbevidste stil fra tiden med Chic giver Madonna fylde og afsæt til noget større. Hun kan sin new wave og sine Blondie- og ABBA-plader. Han og hans makker, Bernie Edwards, kan basgangen til snart sagt ethvert Motown-hit, især ‘I Can’t Help Myself’.

Selv om det er de hurtige pophits – og de ledsagende, stilskabende videoer – samt ikke mindst den pågående, meget eksplicitte titelsang, der flytter Like A Virgin op i superstarstratosfæren og giver den nyåbnede non-stop tv-kanal MTV sin eksistensberettigelse, er det sange som dramatiseringen af soulgruppen Rose Royce’s ‘Love Don’t Live Here Anymore’, der viser, at Madonna er andet end en fræk, rapkæftet bemærkning. Hun synger den ballade som aspirerede hun til at blive en kvindelig parallel til Levi Stubbs fra Four Tops. Der er hjerte og smerte og ikke spor sentimentalitet. Ham, hun besynger, ved ikke, hvad han går glip af, men det kan han høre på den smarte ‘Dress You Up’. (YouTube-link) Det kan godt være, at fyrens tøj er lavet i London, men hun kan klæde ham på i noget meget mere holdbart: »Gonna dress you up in my love all over your body …« Hvem siger nej til at dele prøverum med Madonna?