Dengang Madonna ejede verden

12 Comments

Jeg har endnu ikke hørt den nye Madonna-plade, men der var engang, hvor det virkede, som om hun var på vej til at overtage popverdensherredømmet. Sexidol, forretningskvinde og sangskrivende sanger i en og samme krop. Dengang hørte jeg Madonna.

Hver generation sine teenageidoler. På et tidspunkt, hvor Britney Spears vel var ved at blive indkørt i sin børnehave, viste Madonna sin smukke navle for en hel verden og fulgte gennembrudssinglerne ‘Borderline’ og den smittende ‘Holiday’ op med sit andet album Like A Virgin.

Som hun ligger der på silkelagenet, promenerende en silikonefri barm, corsage med indbygget oplevelsesgaranti, eyeliner på overarbejde i et ’kom bare an, mand’-blik, tylskørt, og glacébehandskede hænder, der piller ved et bæltespænde med sloganet Boy Toy, ligner Madonna en lip-glosset overtydeliggørelse af enhver mands våde drøm om kalenderpigen, der pludselig bliver levende – kun for ham. Det ville være dumt at fornægte onaniværdien i det pladeomslag, men for den, der kunne lytte, viste det sig hurtigt, at Madonna også handlede om noget andet og mere.

Det var samme sæson, hvor Bruce Springsteen var The Boss, men Madonna Louise Veronica Ciccone skulle snart gøre ham rangen stridig som en alt andet end stylet starlet. Hun var fra starten en stilethæl lige i fordommene på de feminister, der endnu ikke var begyndt at gå i fisseflok og sende fem@il, og som derfor lå noget underdrejet i en periode, hvor holdning tabte mere og mere terræn til underholdning.

Madonna brugte sit udseende og undskyldte det ikke, men man skulle stå meget tidligt op, hvis man skulle vinde en diskussion med hende om, hvor vidt hun ikke bare risikerede at udstille sig selv som en kliché af de mest lumre. Enhver, der lagde omslaget til side og hørte sangene, blev offer for hendes drilske, dobbelttydige og danselystne pop.

Madonna synger om at være en ung,frigjort kvinde i tiden for jakkesættenes genopstandelse, forbrugerrismens guldalder, yuppie- 80’erne. Det kan godt være, at sangene slægter de sene 50’eres pigepopgruppepop en del på, men Madonna er ikke ligeglad med, hvem hun går i seng med. For hende gør det faktisk noget, at de ikke kun har et hjerte, men en bankkonto af guld. Ja, skulle hun vælge, tror jeg fattigrøven ville tabe. Hun vil have respekt og tilbedelse på en og en samme gang – og overskuddet behøver ikke kun være menneskeligt:

Some boys kiss me some boys hug me I think they are ok
If they don’t give me proper credit
I just walk away

They can beg and they can plead
but they can’t see the light, that’s right ’cause the boy with the cold hard cash is always Mister Right …

synger hun på ‘Material Girl’ om hende, der lever i en »material world«. Og hun synger med en lillepiget helium-stemme, der forfører, luller til ro for så at hamre sine pointer hjem med bløde, men præcise knytnæveslag. Her er en kvinde, der vil vinde. Og som var karrierebevidst fra starten. For som hun selv senere sagde: »Min drivkraft her i livet har været denne frygtelige angst for at være middelmådig.«

Alligevel lignede hun meget længe en af den slags piger, der, som de jaloux konkurrenter af samme køn tørt formulerede det, »ikke kommer sovende til succesen«. Født i Michigan i en søskendeflok på seks med en fader, der var bilmekaniker, og en moder, der dør, da Madonna fylder seks, har hun alle mulige grunde til at ville noget mere.

Hun flytter til New York med hele sin katolske baggrund med ambitioner om at blive danser under Alvin Ailey, prøver sig selv af som nøgenmodel og soft porn-skuespiller, men det bliver på diskotekernes dansegulve, hun træffer sine mest givtige bekendtskaber.

Efter at have spillet trommer i sit eget band, slår hun sig sammen med eks-kæresten Steve Bray, en ferm sangsmed, og får i ’82 en række club-hits med sange, der kombinerer pop, den døende disco og et strejf af new wave. Debutalbummet lyder mest som demobånd på stort budget, men tændsatsen er aktiveret, og med Nile Rodgers som producer og subtil guitarist og synclavier-spiller kommer Madonna for alvor i omdrejninger på Like A Virgin.

Året før havde Rodgers stået bag David Bowies kommercielle gennembrud, Let’s Dance, og hans elegante, meget lidt opulente, men alligevel klangbevidste stil fra tiden med Chic giver Madonna fylde og afsæt til noget større. Hun kan sin new wave og sine Blondie- og ABBA-plader. Han og hans makker, Bernie Edwards, kan basgangen til snart sagt ethvert Motown-hit, især ‘I Can’t Help Myself’.

Selv om det er de hurtige pophits – og de ledsagende, stilskabende videoer – samt ikke mindst den pågående, meget eksplicitte titelsang, der flytter Like A Virgin op i superstarstratosfæren og giver den nyåbnede non-stop tv-kanal MTV sin eksistensberettigelse, er det sange som dramatiseringen af soulgruppen Rose Royce’s ‘Love Don’t Live Here Anymore’, der viser, at Madonna er andet end en fræk, rapkæftet bemærkning. Hun synger den ballade som aspirerede hun til at blive en kvindelig parallel til Levi Stubbs fra Four Tops. Der er hjerte og smerte og ikke spor sentimentalitet. Ham, hun besynger, ved ikke, hvad han går glip af, men det kan han høre på den smarte ‘Dress You Up’. (YouTube-link) Det kan godt være, at fyrens tøj er lavet i London, men hun kan klæde ham på i noget meget mere holdbart: »Gonna dress you up in my love all over your body …« Hvem siger nej til at dele prøverum med Madonna?

Verden stod i kø for at komme til. Og skulle de senere år blive vidne til noget så sjældent som et sexsymbol med fuld råderet over sit eget udtryk og sin egen karriere. Madonna tog med Like A Virgin mødommen på de forhold i musikbranchen, der kan forkortes ’hold kæft og vær smuk’. Madonna har altid mestret kunsten at smide bukserne offentligt, uden at man er i tvivl om, at det alligevel er hende, der har dem på.

Hvem husker Lady Gaga om tyve år?

Get into the groove, igen!

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

12 Comments

  1. comment-avatar
    capac23. marts 2012 - 15:28

    Jeg tabte interessen for the material girl med albummet Like a Prayer (den med duften af patchouli olier og det direkte henvisning til Stones’ Sticky Fingers). Har hun lavet noget interessant siden dengang?

  2. comment-avatar
    Torben Sørensen27. marts 2012 - 20:33

    Tror nu nok at Lady Gaga er husket om 20 år…..Hun er yderst talentfuld.

    Having said that….ja Madonna er et ikon og som midt 50 årig stadig ret HOT……er ikke en stor fan men kan godt se, at hun hun gennem 30 år har været både lækker og talentfuld….fed blanding:-)

  3. comment-avatar
    Torben Sørensen27. marts 2012 - 20:36

    Capac…jeg er ikke ekspert på Madonna-området men “American life” lød ret anderledes da den udkom….hun har haft sine øjeblikke siden “material girl”

  4. comment-avatar
    capac28. marts 2012 - 10:08

    @Torben Sørensen: Jeg lytter – og lærer! :)

  5. comment-avatar
    Torben Bille28. marts 2012 - 10:10

    @Torben Sørensen: Ok, så har vi en aftale om at tales ved i 2032:-)

  6. comment-avatar
    arne schiøtt28. marts 2012 - 21:14

    Inden hun pladedebuterede var hun korsangerinde på diverse indspilninger. Mest kendt er nok one-hit-wonderet “Born to be alive” med Patrick Hernandez!

    Hvor han blev af vides ikke, men det er da gået meget godt for kor-pigen!

  7. comment-avatar
    arne schiøtt29. marts 2012 - 12:39

    @Torben Sørensen: I disse dage har Dylan 50 års jubilæum for sin første plade og rygtet siger at der kommer en ny i år. Jeg tror ikke at mange, om nogen, af nutidens kunstnere, stadig spiller og udsender plader om 50 år. Det skyldes en ny type lyttere som zapper rastløst rundt i musikkens verden, illoyale og hele tiden på jagt efter det sidste nye!

  8. comment-avatar
    Torben Sørensen29. marts 2012 - 20:42

    Arne…Tror Bruce overhaler ham hvad de 50 år angår…Jeg så (desværre) Dylan for første og eneste gang i Boxen i herning sidste år…..han lignede og lød som en, der døde for 25 år siden….de værste kondertpenge jeg nogensinde har spildt

  9. comment-avatar
    arne schiøtt30. marts 2012 - 11:52

    @Torben Sørensen. Når jeg taler om nutidens kunstnere, mener jeg dem som debuterer i disse år. Springsteen er netop en da dem som har kvaliteten og som har bevist det ved at være fremme i mange år!

    Med hensyn til Dylan bliver mange nok skuffet når de ikke møde en ung grønskolling som spiller akusitisk guitar, men en voksen mand som spiller rockn´roll, sammen med et fasttømret band. jeg skal nok spare dig for en forklaring af Dylans genialiet, da det vil være lige som omsonst, som hvis jeg prøver at forklare mit et-årige barnebarn storheden ved at læse Keruacs,Ginsberg og Burroughs! Det er nemlig med Dylan som med kinesisk: Enten forstår man det, eller ej! Og nu vi er ved at profetere er jeg ikke i tvivl om at om hundrede år vil de fire største musikalske kunstenere være Beethoven,Mozart,Dylan og Miles Davis. Springsteen vil muligvis være huske som en mangemilionær, som yndede at fremstå som “den lillle mands” musiker, samtidig med at han ved flere lejligheder, på bedste amerikanske vis, truede med at fyre sin ansatte hvis de organiserede sig i en fagforening!

  10. comment-avatar
    arne schiøtt30. marts 2012 - 11:59

    @ Torben Sørensen: Må jeg lige tilføje at Dylan nok havde svære ods i mod sig i Herning, da publikummet primært bestod af pensionister som var kommet for at høre Mark Knopfler og hans Giro-413 muzak-band, og derfor blev blæst bagover da den 70 årige Dylan var så fræk at divertere med Rock´n´roll!

  11. comment-avatar
    Torben Sørensen30. marts 2012 - 19:09

    Arne…jeg vil lige sige, at jeg er stor Dylanbeundrer så der er ikke noget ondt blod der…han har skrevet nogle af de aller bedste sange jeg nogensinde har hørt…på plade er han genial og har været det i 40-45 år….live er det sgu lidt af en underlig oplevelse

  12. comment-avatar
    Torben Sørensen30. marts 2012 - 19:14

    Arne…ups…jeg misforstod din besked fra 29. marts 12.39…jeg er enig..Ingen af nutidens kunstnere vil lave musik om 50 år….Men som du siger har verden jo også ændret sig og nutidens/fremtidens musiklyttere har bare ikke evnen til at holde fast i en specifik kunstner i mere en 5 minutter….I dag er det “hvis din nye single er ringere end den foregående så finder jeg bare noget andet at dyrke”…for megen X Factor/stjerne for en aften og for lidt substans

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top