MIDT I EN BEATTID

Ronnie James Dio, en af heavy metal-genrens store vokalister, døde i går, 67 år gammel, efter et halvt års kamp mod mavekræft.

Der findes få musikgenrer, som er så nemme at gøre grin med som heavy metal. Musikkens bombastiske selvhøjtidelighed, al denne indbildske poseren og flirten med en tegneserieagtig verden, mørkere end denne. På sæt og vis legemliggjorde sangeren Ronnie James Dio al dette, men samtidig kunne han med sin vibrato-ladede stemme synge så mørkets magter blev til at tro på, uden at Dio et sekund glemte, at han var på og at dette også skulle være sjovt. En sværere kombination end som så.

Dio var amerikaner af fødsel, men skulle nå rockberømmelsen via sit arbejde som forsanger i to arketypiske og ærkeengelske bands, Richie Blackmore’s Rainbow og Black Sabbath. Han voksede op med efternavnet Padavona i New Hampshire, spillede oprindeligt trompet og rockabilly i 50’erne, men skiftede til guitar og begyndte at træde i karakter som sanger.

I 1969 spillede han en tidstypisk blanding af rock og folk i et band, der under navnet Elf fra 1972 endte med at indspille tre ikke særligt signifikante album, alle produceret af Deep Purple-bassisten Roger Glover, for hvis gruppe Elf havde varmet op.

På den måde kom Padavona, som nu kaldte sig Dio efter en kendt gangster, i kontakt med guitaristen Richie Blackmore. Han var ved at starte for sig selv. Blackmore hyrede Elf som backing, kaldte den nye konstellation Rainbow og fik en forsanger med i købet (som fik sit eneste pophit som vokalist på Glovers 1974-sang ’Love Is All’). Efter tre plader og konstant personalegennemtræk blev det åbenlyst, at Dio var for tydelig en konkurrent til den egensindige Blackmore.

Samtidig havde Black Sabbath, sortekunstens musikalske meste, fyret Ozzy Osbourne. Han drak for meget, selv for et band, der gik til yderlighederne. Dio behøvede ikke gå til audition. Han var teknisk set en langt bedre sanger, men udstrålede ikke samme nærmest Boris Karloff-lignende gru som forgængeren, og kom desuden ind i bandet på et tidspunkt, hvor det i realiteten havde påbegyndt en lang, sej, men forudsigelig dødskamp. Alkohol og magtkampe er ingen sund konstellation. Dio tabte til guitaristen Tony Iommi.

Med sig tog han trommeslageren Vinnie Appice, bror til Vanilla Fudge-trommeslageren Carmine. Og med det nye band, der bare bar hans kunstnernavn, fik Dio omsider en platform, han selv havde defineret. Undervejs blev der kastet en del djævlehorn, for nu at nævne det håndtegn, Dio om nogen gjorde populært i de kredse. En halv snes album senere – og en kortvarig genforening med Black Sabbath – kunne det dokumenteres, at han aldrig havde været helt så kreativ som han selv troede. Dio var effektiv, traditionalistisk heavy metal, tro mod genrens arketyper, men også uden den uberegnelige vildskab, der er dens tredje krydderi.

I 2008 genforenedes Dio med Iommi og andre Sabbath-medlemmer i Heaven And Hell, som turnerede, viste, at Dio hverken havde tabt hår- eller stemmepragt og udgav en cd. Dio efterlader sig hustruen Wendy, som også var hans manager, samt adoptivsønnen Daniel, som har valgt et mindre stormomsust erhverv end sin far. Han er meteorolog.

Lad os kaste nogle djævlehorn i mindet om hans far…