En hitmaker hitter de 70

7 Comments

Jørgen Krabbenhøft har aldrig lignet en popstjerne, men altid sunget som en, og i en gylden periode midt i 60’erne dementerede han og hans band, The Hitmakers, at danske grupper ikke kunne synge.

I dag runder den i enhver forstand runde mand 70. Lad os Ventures-vippe med guitarerne og glæde os over, at han aldrig helt efterlevede titlen på sit største hit, ’Stop The Music’.

Historien om Hitmakers er i mangt og meget den arketypiske historie om vejen fra jazz over pigtråd til pop og rock. Smedelærlingen Krabbenhøft var blevet uhelbredeligt ramt af rockbacillen, da han overværede Tommy Steeles koncerter i København i 1957.

Fem år senere stod han, uden dog at vinde, i finalen i en Cliff-konkurrence, men havde inden da med sine Hitmakers spillet på ungdomsklubber i København og omegn. Lyden fra de rigtige hitmagere i Liverpool nåede også gruppen, som trådte ud af Cliffs skygge og blev husorkester i Jomfruburet på Strøget i København med en noget mere dynamisk stil. Fra 1963 kom bassisten Bjarne de la Motte og trommeslageren Torben Sardorf med. Det gav bandet et boost.

Sardorf, hvis bror Jimmy var med til at starte The Beefeaters og hvis far var kapelmester for et danseorkester, var en Vesterbro-dreng med organisationstalent og en effektiv, men elegant stil. Lige som i Liverpool var der også i København mangel på gode trommeslagere. Sardorf var dengang en af de få, der mestrede en trommesolo. Allerede i mellemskolen på Nørrevold skole havde han spillet i orkester, bl.a. med den senere klassiske guitarist Ingolf Olsen.

Sardorf endte ad mange omveje i tidens største lokale navn, The Cliffters, som da var uden Johnny Reimar, men stadig havde guitaristen Mogens ’Django’ Petersen. Sardorf faldt ikke til i bandet, men bestemt heller ikke igennem, så da Jørgen Krabbenhøft ringede og tilbød et job i Hitmakers, fordi deres trommeslager – kortvarigt – kom med i The Defenders, tøvede Sardorf ikke med at sige ja på sit Ludwig-trommesæts vegne.

I november 1963 var Hitmakers hurtigt ude og indspillede en ganske gedigen udgave af ’I Saw Her Standing There’. Den krøb en enkelt uge ind i bunden af den Top Tyve, Ekstra Bladet dengang kørte som et alternativ til den trods alt mere pålidelige på P3.

Datidens store eksportmarked for de tidligste danske grupper var Finland. Ingen turnerede deroppe som Hitmakers, der i januar-februar 1964 mobiliserede al deres musikalske sisu for at holde til at spille to vinterdybfrosne måneder i træk med kun fem fridage. Men på samme måde som The Beatles var et andet orkester efter Hamburg-strabadserne, således kom også Hitmakers hjem fra Finland meget sammenspillede, især satte deres vokalharmonier en ny lokal standard. I journalist Søren Lands hovedopgave fra 2004 husker Krabbenhøft:

»Det var glad musik. Kanon musik, en helt ny lyd og en hel ny tid. Men det, vi var mest vilde med, hvad angår Beatles, var vokalharmonierne. Vi var gode til arrangere vores stemmer, og der skilte vi os ud fra f.eks. Defenders og Peter Belli & Les Rival, som så til gengæld var bedre musikere«.

Hitmakers havde fået ny manager, Niels Wenkens, som var begyndt at arrangere en række koncerter under navnet ’Top i Pop’. Her blev Hitmakers fast ingrediens. Ved koncerterne kunne man også høre og danse til navne som Defenders, Sir Henry, svenske Spotnicks (som siden skulle få en trommeslager ved navn Jimmy Nicol), Jerry Williams og Peter Belli. Og Hitmakers oplevede et par gange at spille til privat party for prinsesse Benedikte, som i fødselsdagsgave af gruppen fik overrakt et eksemplar af deres single. Avisudklippet fortæller, at hun er Hitmakers-fan. Hun står nu mere, som om hun ikke ved, hvor hun skal gøre af sig selv.

Via Wenkens endte The Hitmakers med at spille ved Beatles-koncerterne i K.B. Hallen 4. juni 1964. Historien om, hvordan de af Paul McCartney blev bedt om ikke at spille ’Long Tall Sally’ ved aftenens andet show er legendarisk. Det samme er bandets betydning for den danske musik, der stadig hed pigtråd, men absolut var ved at komme op på beat’et.

Inspirationen fra Liverpool blev hos The Hitmakers senere suppleret af amerikanske navne som Association og Grass Roots, der kom med i et repertoire, der var mere forfinet end Defenders, og som derfor står sig bedre på plade, men på en scene tabte lidt nuancer, fordi datidens PA-systemer blev produktudviklet for åbent tæppe.

Ligesom Defenders fik Hitmakers et kortvarigt folkeligt gennembrud med de lalleglade, pladeselskabskalkulerede elektrificeringer af Giro 413- og revytraditionen, som fulgte i kølvandet på de lige så Beatles-inspirerede Donkeys’ stilskabende succes med ‘Ved Landsbyens Gadekær’, men Hitmakers forsøgte i 1967 at bryde med sin skæbne ved at skifte navn til The Floor.

Det Johnny Reimar(!)-producerede album First Floor er en glemt dansk perle, fuld af charmerede naiv pop-psychedelia og uforløste ambitiøst arrangerede, men ofte fremragende melodier i slægt med både The Zombies og (engelske) Nirvana.
 Men da skrev vi 1967, velouren på jakkereverserne var blevet blankslidt, og studenterne og de halvstuderede havde stjålet rocken, og dermed reduceret dens uskyld til levebrødsnostalgi for en ny generation af suppe, steg & is-musikere.

Efter musikken trak Krabbenhøft sig ikke bare tilbage og levede af sine minder og sine renter. Sådan spillede elguitaren ikke herhjemme. Han blev tjener, gemytlig og dygtig, men aldrig servil, og da han overtog Cafe Lindevang på Frederiksberg lignede det et perfekt match. Og det blev det. Hans smørrebrød var lige som hans stemme – højt belagt og bestående af lutter gode råvarer. Og så trak det ikke fra, at han kunne kende forskel på K.B. og FCK….

For få år siden blev han på det alvidende, aldrig krydstjekkende internet erklæret død. Til den oplysning kom han med denne kommentar: »Til alle jer, som har udtalt jer om min død, vil jeg sige, at det er stærkt overdrevet. Jeg lever i bedste velgående, og nyder mit otium. Jeg ved ikke, hvordan sådanne rygter opstår, men jeg har det godt, og det har vi alle 4 i Hitmakers.«

Hvor godt de har det, kan man forsikre sig om, når The Hitmakers senere i år er med til at fejre 50 året for dansk pigtråd ved en gallakoncert 3. november i Falconer.

Vil man forvisse sig om Krabbenhøft og gruppens kvaliteter skal man opstøve, låne, stjæle vol. 2 af Sonet/Universal-serien Dansk Pigtråd: The Hitmakers – the complete 1963-68. Og den nyligt udsendte bog er også mere end et kig værd.

Se meget mere på www.sardorf.dk

Foto: Torben Sardorf

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

7 Comments

  1. comment-avatar
    Christel Krabbenhøft21. april 2012 - 11:08

    Tak for de pæne ord om min far. Han blev fejret hele dagen – og natten :-)
    /Christel Krabbenhøft

  2. comment-avatar
    Torben Bille21. april 2012 - 12:08

    Du må hilse mange gange. Jeg har hørt, at vi næsten er i familie:-)

  3. comment-avatar
    Christel Krabbenhøft21. april 2012 - 12:13

    Din hilsen er videregivet :-) Men din sidste kommentar kræver en uddybning?

  4. comment-avatar
    Ulla Smedegaard22. april 2012 - 21:40

    Sikke da en sød artkel du har skrevet på min bror Jørgen Krabbenhøft´s Fødselsdag d.20.4.2012
    Takker mange gange, og er stolt af ham.

    Venlig hilsen Ulla Smedegaard ( søster )

  5. comment-avatar
    Poul Nowack24. april 2012 - 10:08

    Flot skriv om Jørgen Krabbenhøft. Han har fortjent et klap på skulderen for sin gode sangindsats gennem årene. Og nu vi er ved de små “klap”, får du Bille også lige et, for dine altid spændende og meget informative artikler. Bliv endelig ved!

  6. comment-avatar
    Torben Bille24. april 2012 - 10:09

    Tak. Jeg kan nok ikke lade være. Gamle cirkusheste, du ved…

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top