El-guitaren intonerer anelsesfyldt, et mildt pedalvibrato bringer mindelser om danseskole og The Shadows, men også om Ennio Morricone. Og så med en tone midtvejs mellem ’banke banke på’-høflighed og en tysthed som en birkeskov en højsommernat sangeren Jens Unmack og de første linjer: »Nu tændes himlens dybe glød og natten kommer fløjsblød de drømmende går snart til ro på mælkevejens stjernebro …« Og Love Shop har åbnet butikken med drømme om en anden virkelighed til salg på alle hylder.
Sangen, »En Nat Bliver Det Sommer«, blev en overraskende radiolandeplage sommeren 1990, hvor de debuterende Love Shop satte Viborgvej i alle provinsbyer på rocklandkortet.
Efter en periode, hvor punken og senere nyrocken kørte kamikazekurs mod indbildt weltschmerz og fotogen tristesse, bød Love Shop et nyt årti velkommen med en ny, poetisk tone, som så ved nærmere eftersyn påkaldte sig noget langt ældre, traditionsrigt dansk.
»En Nat Bliver Det Sommer« kunne have været skrevet af Klaus Rifbjerg eller Anders Bodelsen, en klangkulisse til Den Kroniske Uskyld, en ode til de lyse nordiske nætter, en besyngelse af mørket som den renselsesproces, der skal få os igennem til den anden side. Og Unmacks skolede, rytmisk reciterende stemme fremkalder det ene billede efter det andet af en verden, hvor småt er godt og hvor hjerte ikke har noget imod at rime på smerte så længe længsel ikke rimer på fængsel: »En fjern og fin musik giver dig alt du aldrig fik …«
En sang, der næsten er for god til at være sand, og hvad er det med det der milk train, som doesn’ t stop here anymore? Er det Ole Lukøje på gennemfart eller hvad? Den slags spørgsmål kan man ikke stille ret meget dansk rockmusik. Det er måske en af grundene til, at det brede publikum altid har haft det med Love Shop som de fleste af os har det med den danske sommer – vi tør ikke helt tro på den, når den er der.
LoveShop: En Nat Bliver Det Sommer. 1990. Tid: 5.04
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Flot beskrivelse af en helt utrolig smuk sang