En ordentlig bamse er død

Nu er der tomt på Vimmersvej. Med Flemming Bamse Jørgensens pludselige død, 63 år gammel, nytårsnat af et hjertestop, har dansk populærmusik mistet en af sine lettest genkendelige stemmer og figurer. Lige så markant som både Peter Belli og Kim Larsen. Og halballerne bliver aldrig de samme uden Bamse og hans venner.

Bamse slog igennem i 1975 som bredstribet, kolonihavehyggende ekshippie med sangen om hende, der rendte rundt med numsen bar. Han har selv sagt, at han som en af de få i den genre overlevede Dansktoppens nedlæggelse. Og i mange år var hver ny plade med Bamses Venner en balancegang mellem genuin forsamlingshus-folkelighed og så en ærkedansk rock-stil, der skyldte amerikanske forbilleder som ikke mindst Bob Seger en del. For nu at sige det pænt.

Og sprogligt var hans undersættelser af amerikanske hits på højde med Shu-bi-dua. Dog med en udpræget svaghed for det karlekammerlumre. F.eks. blev Creedence-sangen ’Bad Moon Rising’ i hans mund til ’Jeg så en slemmer dreng med rejsning’. Men han gav også nyt liv til Easybeats-klassikeren ’Friday On My Mind’, som blev til ’Fredag I Mit Blod’. Og han fordanskede Elvis Costello.

Bamse voksede op til tonerne fra Rolling Stones og Animals, røg sig skæv til de intellektuelle Procol Harum i anlægget foran rådhuset i hjembyen Århus, og begyndte at tage elbasspillet alvorligt efter at have forsøgt sig i 50’erne på trompeten. Mødet med Elvis fik ham til at blæse på trompeten.

Bamses pigtrådsorkester hed først Les Marques, siden Lee Perkings. Bassisten blev forsanger, fordi sangeren ikke måtte rejse så langt som til Hamburg og klubben Top Ten for sin kone. Det var på disse job, Bamse grundlagde respekten for musikken som håndværk og levebrød. Det var her, han lærte at spille fem gange tre kvarter pr. aften for et stadig mere fadølsdumt publikum.

I 1969 blev Flemming Bamse Jørgensen både uddannet som smed og indkaldt som soldat. Han kom i tambourkorpset. Et par år senere bekostede han selv indspilningen af singlen ’Blodtud’. Den blev i 1975 fulgt op af debutalbummet ’Bamses Venner’ med kommende evergreens som ’Vimmersvej’ og ’Jeg har kun tre tænder’. Siden er fulgt mere end 25 plader. Ikke alle lige nødvendige. Bamses Venner var også en levevej, og man bliver træt af det højt belagte hele tiden, selv om Bamse helt oplagt hele livet kæmpede med vægten og sukkersygen.

Han kæmpede også for at blive taget alvorlig af rockpublikummet. Han ville ikke kun blive husket som 80’ernes Gustav Winckler. Derfor begyndte han sideløbende med hverdagen i Bamses Venner at udsende soloplader.

De viser ham hvilende i sig selv som en slags poppens ældre statsmand, fuld af værdighed, varme og den vemod, der altid har klædt hans stemme. Bamse var ingen kylling. Især 1999-albummet Stand By Me, produceret af Jan Sivertsen, står markant som et vellykket forsøg på at croone sig ud af forsamlingshusforudsigeligheden.

I ledsagehæftet til cd’en fortæller Bamse, at sangene er valgt med hjertet. Det kan høres, men alligevel kunne man have ønsket sig et endnu dristigere valg. Duetten med Trine Rein på Cindy Laupers ‘Time After Time’ lyder lidt for formaliseret, og sange som ‘Sometimes When We Touch’ og ‘I’ll Never Get Over You’ lyder lidt for meget som et forsøg på at gøre ham til en kvindelig Jette Torp. Men, men, men … at synge sig ind på ‘Wind Beneath The Wings’, så man glemmer originalen og 117 cocktail-lounge-kopier siger alt om, hvor meget han investerer af sig selv her.

Han udfordrer den konstante risiko og faldlem ved disse sange, som er blevet så bedøvende kendte – mange af dem er gået over i udødeligheden som elevatormusik og underlægning til deodorantreklamer og charterpassagersnak.

Bamse tager sikkerhedsbæltet af, og redder ikke så få af sangene. For helvede, hvor er det en fornøjelse at høre hans orgel-løse udlægning af  ‘A Whiter Shade Of Pale’ i telepatisk dialog med Kontra Kvartetten! Bamse synger som om han ved, hvad den sang handler om. Han giver mystikken nyt liv.

Hans seneste album bærer titlen Tæt På. Det kom han på de fleste, men der var aldrig noget leflende over ham. Han var både ydmyg og vidende om sit eget værd.

Senest stiftede Danmark bekendtskab med den musikalske og menneskelige varme, som altid har gjort Bamse til kollegaernes kollega. Det skete, da han ledede sit kor til sejr i All Stars-konkurrencen i 2009.

Udover den stemme, der forekommer så udødelig og dansk som rugbrød, sommerpiger, Dannebrog og det fodboldspil (og klubben AGF), der havde hans hjerte, vil Flemming Bamse Jørgensen blive husket som den, der gjorde alt for at få jerntæppet mellem finkultur og folkelighed til at ruste.

Se også Jyllands-Postens Uffe Christensens nekrolog med link til fin portrætartikel af Poul Blak.

Erik Jensen rister også en rune i Politiken.