En sjæler af de sjældne

Det kan som bekendt være svært at sige farvel, ja, op til flere sange handler om aldrig at sige farvel. Mick Hucknall har haft et af sine største hits med Cole Porters ’Ev’rytime We Say Goodbye’, så da han i 2008 annoncerede, at han ville markere sit band, Simply Reds 25 års jubilæum i 2010 med at takke af som sanger, sangskriver og flammende rødhårede frontfigur, faldt det ham naturligt allerede i 2009 at lægge ud på en afskedsturne.

Den bragte ham bl.a. til Horsens, men der blev åbenbart ikke krammet igennem, så til november gentager han farvelkysset i Arena Fyn, en måned før han i London trækker stikket endeligt ud på Simply Red efter mere end 50 millioner solgte plader.

Fra midt i 70’erne til et godt stykke ind i det nye årtusind var den i dag 50-årige Hucknall et af de bedste britiske bud på det, man kalder ’blue-eyed soul’. Han synger med så megen elegance og overlegen stilfornemmelse, at det er svært at forestille sig, at han faktisk startede som punker. Den lokale dj, som var opvokset hos en alenefar og en tante og havde forsøgt sig på art college, dannede, inspireret af Sex Pistols, hjemme i Manchester Frantic Elevators. Siden han efter nogle forgæves singleudspil opløste det band i 1984, er det kun gået opad for ham.

Med elevatordrengene havde han indspillet en af sine egne kompositioner, ’Holding Back The Years’. Den genindspillede han til Simply Reds debutalbum, ’Picture Book’, og fik den udsendt som single i 1985. Det skete der heller intet ved. Et halvt år senere blev den genudsendt, og alle gode gange tre endte den øverst på hitlisterne i det USA, som ellers huser alle Hucknalls forbilleder, fra Marvin Gaye og Bobby Blue Bland til Smokey Robinson og Al Green.

Ja, i 1989 lykkedes det faktisk Hucknall at gentage kunststykket, da hans fornemme udlægning af Harold Melvin & The Blue Notes-klassikeren ’If You Don’t Know Me By Now’ blev nummer 1 i USA og nummer 2 i England. 90’erne gjorde Simply Red til stjerner – før der gik inflation i begrebet. Albums som ’Stars’ og ’Life’ røg over disken med samme fart som friske fish ’n’ chips og holdt sig længere. Et ’greatest hits’-album med Hucknall og hans band er stadig en god gave at give kærestens i-pod.

Efterhånden havde der længe været sådan et gennemtræk af musikere, at det stod klart, at Simply Red var lig med Mick Hucknall. Musikalsk virkede konceptet måske lige lovligt fastlåst. Vi kunne godt have undværet en flad fortolkning af Hollies-hittet ’The Air That I Breathe’ lige som reggaenumre som ’Night Nurse’ ikke gik ind under huden på samme måde som når Hucknall lukkede op for den stadig lige overraskende autentiske soulstemme på Sam & Dave-sjældenheden ’Ain’t That A Lot Of Love’ og Stylistics-sjæleren ’You Make Me Feel Me Brand New’.

Det lå derfor lige for, at Hucknall i 2008 tog forskud på den solokarriere, der nu venter, med en vellykket ajourføring af Bobby Blue Band. På albummet ’Tribute To Bobby’ klædte det Mick Hucknall at skrue bissen lidt mere på, uden at jeg tror, han bliver smidt ud af nogen kvindes soveværelse af den grund. Dertil er han for meget en sjæler af de sjældne.