En tjekket flipper tjekker ud

6 Comments

DET VAR IMOD Leif Rodens lidt reserverede væsen at lade sig omfavne og slet ikke af folkelig yndest, men i en håndfuld år fyldte hans distinkte stemme godt op på den indre i-pod hos danske hippier, hvad enten de var det på fuld tid eller kun i weekenden.

Efter en kort forgæves kamp mod kræften sov sangeren, sangskriveren og bassisten stille ind i morges, 62 år, omgivet af sin kone Jane, sine tre børn, Max, Frederik og Andrea og få, tætte venner. Og mens jeg skriver dette, okkuperer Alrune Rod cd-afspilleren med albummet fra 1973, det med sangen om ham, der blev udstillet i en kiste af glas, »skønt han helst havde set sin aske spredt for vinden«. Det er en sang om det farlige i at lade »andres drømme tage styret.

Den er ikke et selvportræt, for selv om der var en god portion misantropisk tvivler i Leif Roden, fulgte han den opfordring, han selv tidligt kom med: »kom ud af mørket og leg.«

Med prøvetid i The Stomps (som indspillede, men aldrig i sin levetid fik udsendt en single, hvor Roden sang for og Laus Bengtsson havde skrevet engelsk tekst) og amagerbandet Beauty Fools live-debuterede Alrune Rod i januar 1969, og gruppen skulle fra første akkord dele de vande, der dengang kunne blive ganske oprørte, når der blev snakket musiksmag. Rocken var blevet mere og mere virtuos. Roden og resten af gruppen gik en anden vej. Dels fordi de teknisk set ikke kunne spille ret godt, og dels fordi de ville ind i musikkens mystik. Og det kom man bedst så nøgen som mulig. De lancerede sig selv som »indsyret flowerpower og natmandsagtig Albert Dam-musik.« Typisk for Alrune Rods egenart trak de ikke, som mange andre dengang, tråde tilbage til William Blake, men til en glemt forfatter som Albert Dam, som i tekstforfatteren Laus Bengtsson havde fået en kongenial videredigter. Roden og Bengtsson arbejdede i øvrigt på samme reklamebureau sammen. Uventet bonusinfo: Det er dem, der forfattede sloganet ‘Spies, rejs og vær glad’!

ALRUNE ROD debuterede i 1969 med en lp, der bare bar bandets navn. Gatefold-coveret var helt i tidens ånd og tegnet i vandfarver af den første trommeslager i The Beefeaters, Erling ‘Mozart’ Madsen:

Debuten blev to år senere fulgt op af ’Hej du’. Nu om dage regnes Steppeulvenes ’Hip’ og Skousen & Ingemanns ’Herfra hvor vi står’ jo for de første betydende dansksprogede rockplader. Den sidste med noget mere at have æren i end den første, men Alrune Rod skilte sig ud ved hverken at være påvirket af Bob Dylan – de var så til gengæld påvirket af så meget andet! – eller ved at være specielt venstreorienterede. Deres musik var elektriske oratorier, dvælende mantraer og indadvendte Grateful Dead-levende improvisationer.

Miraklet var, at den ikke lukkede sig om sig selv. Det var Leif Rodens fortjeneste. Han var en showman, som lignede dem, han spillede for og så alligevel ikke. Han kunne i få skarpe sætninger fra en scene spidde den slumrende dynge af levende afghanerpelse nede i salen, som råbte »kul på«, men selv bare ’kullede ud’. Og så satte han af igen – mod både det inderst inde og det yderst ude og gjorde det med en stemme, der lød som digte, når de bliver til.

Alrune Rod blev bedre til at spille, og de sidste album, ’Spredt for vinden’ og ’4-Vejs’ fra 1973 og ’74, er oversete perler i den danske rockskat. Samtidig udkom gruppen på eget pladeselskab. Ikke fordi de i tidens ånd ville overtage produktionsmidlerne, men helt uideologisk bare fordi det var sund økonomisk fornuft. En gruppe som Gnags brugte Alrunens selskab Mandragora som model for deres eget Genlyd. Og var både venner og fans af Alrunen, som bandet hed i folkemunde.

I 1975 gik det i opløsning. Hippier kan praktisere alt andet end peace, love and understanding. Og Roden havde tit ikke tålmodighed til velmenende amatørisme. Han var selv blevet professionel – det endte de andre ’rødder’ også med at blive, og siden 1990 gav gruppen en så godt som årlig genforeningskoncert. Se et eksempel her.

EFTER EN FLIRT som solist i først i 80’erne, blev Roden ansat i C.V. Jørgensen-bassisten Erik Falcks lydfirma Moto, i dag et af landets mest estimerede. Roden var udlejningschef, og vidste, hvad han talte om, når han udlejede mikserpulte. Allerede tidligt trådte han i karakter som producer. Han producerede Bifrosts to første og væsentligste plader, og fik senere Malurts svanesang, livealbummet ’Kys mig før jeg bliver cool,’ til at flyve.

Leif Roden var om nogen cool, og uimodtagelig for smiger, men ikke for kys. På den første Alrune Rod-single advarede han mod at tælle i morgen med. Smerten i det budskab må hans nærmeste nu sande, men det er godt for dem og os andre at vide, at Leif Roden står og venter derude på Natskyggevej.

Kender du ikke Alrune Rod eller var du for omtåget dengang til helt at kunne huske, hvordan de var, så tjek genudgivelseskataloget hos www.karma.dk.

Foto: Sven Petersen 30.1 2009 (fra www.alrunerod.dk)

En lidt kortere version af denne nekrolog kan også læses på www.politiken.dk

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

6 Comments

  1. comment-avatar

    [...] Torben har skrevet en nekrolog i Politiken og sin blog – jeg nøjes med at lette på blomsterhatten og hive gamle plader frem fra reolen. Tak spillemand, hvil i fred. [...]

  2. comment-avatar
    GLE3. maj 2010 - 22:20

    Fra glade midnight sessions i Dagmar til Staden og Amager Bio med lysshow som i gamle dage !!!
    Alrunen – Roden – vil blive savnet.
    Tak for alle flyveturene.

  3. comment-avatar
    Claus4. maj 2010 - 08:38

    Jeg vil hive HEJ DU frem!

  4. comment-avatar
    Claus From5. maj 2010 - 09:43

    Vi sås ikke tit og var meget forskellige men det var altid rart at han var et sted,drømmen levede,god rejse,vi ses

  5. comment-avatar
    Kim Greisen9. maj 2010 - 23:44

    Tak for musikken Leif, den vil stå tilbage for mig, som det største danske bidrag til rockmusikken, på højde med de allerstørste.

    “Uden dig er verden ikke den samme”
    Vindstyrke 11

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top