Et sidste farvel?
26. februar 2010 //
I dag ville John Ray Cash alias Johnny Cash være fyldt 78. Det er der god grund til at markere i en tid, hvor al omtalen om han handler om en plade, der er blevet til på gravens rand, “Ain’t no grave”. De måske definitivt sidste indspilninger fra den serie, Cash og produceren Rick Rubin påbegyndte i 1994 i et forsøg på at indkredse essensen af americana og samtidig skrive Johnny Cash’ musikalske testamente.
Der er plader i American-serien, der påkalder sig større kunstnerisk opmærksomhed end denne sidste, men selv fratrukket anmelderes nærmest genetisk bestemte svaghed for at kanonisere døde sangere, er Rubin (forhåbentlig) ikke kun ude i et nekrofilt ærinde. Skælvende og stærk synger Johnny Cash sig ind i evigheden på sange som “Cool cool water” og “Satisfied Minds”.
Det lykkes ham faktisk at forene tidløshed og forgængelighed. Hvad var det Kingo skrev? “Sorrig og glæde de vandre til hobe…” Den vej kendte Johnny Cash bedre end de fleste.
At pladebranchen så fremover til fulde vil vide at tage hans efternavn for pålydende, gør ikke musikken mindre levende.
