Eurytmiker fylder 60

Kommentarer slået fra

Multiinstrumentalisten Dave Stewart har altid lignet en lazaron, der er vant til at rejse på første klasse, men hans excentriske ydre modsvares af et disciplineret, men også temperamentsfyldt virke som sparringspartner for rockens største.

I 80’erne stod han selv øverst på plakaten. Sammen med eks-kæresten Annie Lennox leverede han i Eurythmics noget af periodens populæreste rock, der fyldte diskoteker, radiokanaler og fodboldstadioner. Det var begavet, cool og alligevel lidenskabeligt. Noget så selvmodsigende som sofistikeret mainstream.

Allerede som teenager skrev Stewart kontrakt med Elton Johns selskab. Hverken folkrockerne Longdancer eller Eurythmics-forløberen The Tourists lod ane, hvilken potentiale han besad.

Efter den globale succes flyttede Stewart i 90’erne for en stund til Frankrig og hittede der med Spiritual Cowboys. Siden har produktiviteten været omfangsrig, men flagrende. Han har udgivet plader, skrevet musicals og bøger, lavet reklamefilm og filmmusik. Samt produceret Tom Petty, Bryan Ferry, Bon Jovi, Stevie Nicks, Ringo Starr og ikke mindst Mick Jagger. Det samarbejde førte i 2011 til det kortlivede band, Super Heavy. Det gav Stewart en ny kunde, sangerinden Joss Stone.

Undervejs er der blevet tid til to ægteskaber og fire børn samt et aldrig døende engagement i menneskerettighedssagen. Det var Stewart, som i 2002 fik den ide at bruge Nelson Mandelas fængselscellenummer som det nummer, man kunne ringe til, hvor man mod betaling kunne høre sange af ham, Bono og Paul McCartney til støtte for HIV/AIDS-bekæmpelsen i Sydafrika.Den runde dag fejrer den kantede personlighed med en ny cd, den country-farvede The ringmaster general - kan høres på Spotify m.m. En af sangene, en overraskende bønfaldende ballade, forsikrer, at han er »a different man now«. Forhåbentlig ikke i retning af det føjelige, for det er i modspillet, Stewarts styrke ligger.

Han går ikke for at have næsegrus respekt for de stjerner, han forgylder klangligt. Han opfatter sig som deres ligemand og ”nøjes” med at have respekt for musikken.

Se mere om hans enorme produktivitet her.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top