Fats Domino fylder 85

I en tid, hvor flygtighed søges forfremmet til evighed og superstjerner kan købes i løs vægt ved indgangen til ethvert amatørtalentshow, er det lidt vildt at skrive om en musiker fra 1928, og vel at mærke ikke gøre det i en nekrolog. I dag fylder Fats Domino 85.

Han pladedebuterede i 1949 med singlen ’Detroit City Blues’. En lokal DJ kunne bedre lide bagsiden, og fire år senere havde ’The Fat Man’ solgt en million eksemplarer. Vel at mærke uden at bryde igennem til det hvide marked – USA var raceinddelt og Domino havde base i Louisiana, et af de steder, hvor amerikansk apartheid var mest synlig.

Nummeret, som han skrev sammen med sin kapelmester, Dave Bartholomew, introducerede Dominos uefterlignelige, lidt indolente swing, det rullende piano arvet fra Professor Longhair, det bramfri foredrag (»they call me the fat man, because I weigh two hundred pounds«) og et beat, der kvalificerer sangen til at være en af de første rock ’n’ roll-skæringer med lige dele Louis Jordan-’jump blues’ og mindre jazzet blues a la Champion Jack Dupree.

Antoine ’Fats’ Domino voksede op i fattigdom i New Orleans som yngst i en børneflok på ni (selv har han ’kun’ otte børn). Hans far var violinist, og en tyve år ældre svoger lærte niårige Fats, hvilke tangenter han skulle trykke på, og kom i øvrigt langt senere med i Dominos band som guitarist. Domino forlod skolen som fjortenårig og begyndte som ufaglært fabriksarbejder. Aftenerne brugte han som pianist og sanger i nabolagets barer. Her blev han hørt af den trompetspillende Bartholomew, som bijobbede som talentspejder for pladeselskabet Imperial. En indspilning blev arrangeret og resten viste sig at blive rockhistorie.

De efterfølgende singler hittede alle på de sorte salgslister, men først i 1955 fik Domino sin første Top 10-træffer på mainstreammarkedet. Det var ’Ain’t That A Shame’. Typisk for tiden kopieredes nummeret af den vandkæmmede Pat Boone, som førte sangen helt til tops i en renskuret, hvid version. En snes år senere gjorde Lennon på racens vegne afbigt for Boone ved at medtage ‘Ain’t That A Shame’ på sit Rock ‘n’ roll-album som en hyldest til Fats.

Trods 65 millioner solgte plader og så mange guld- og platinplader, at det ville kunne gøre alle andre end Beatles og Elvis misundelig, nåede Domino mærkeligt nok aldrig førstepladsen af den amerikanske hitliste. Det nærmeste han kom var, da ’Blueberry Hill’ blev nummer to i 1957, og så var sangen for en gangs skyld ikke et samarbejde mellem ham og Bartholomew, men sange som ’Walking to New Orleans,’ ’Blue Monday’, ’I’m Walking’ og ’My Girl Josephine’ sikrer ham udødelighed som linket mellem rhythm ‘n’ blues og rock ‘n’ roll. Med til at øge synligheden var også Dominos medvirken i nogle af periodens stildannende musikfilm, f.eks. Shake Rattle And Roll, samt flittig deltagelse i nogle af tidens populære package-shows.

Han holdt ikke idol-idealmålene, vrikkede ikke anstødeligt med hofterne eller luftede samfundsomstyrtende hensigter og var en flink fyr. Domino ’nøjedes’ med at fylde dansegulvet med et klaverspil, der var stildannende for alle fra Lloyd Price over Little Richard, Jerry Lee Lewis og guitaristen (!) Chuck Berry til Georgie Fame, vores lokale Melvis, Dr. John, Elton John og Billy Joel (som holdt introduktionstalen, da Domino kom med i rockens Hall of Fame i 1986), og en stemme, fuld af tør humor og en sanselighed, der på en mærkelig måde kun forstærkedes af, at sangeren altid var ulasteligt jakkesætklædt.

Hans opskrift afslørede han dengang meget enkelt: “You got to keep that beat.” Ikke mere, men sandelig heller ikke mindre.

Da Beatles-bølgen rullede ind over Amerika og amerikanerne, tog den ikke Fats Domino med – John og Paul var store fans. Hans sidste hit var en fin udgave af ’Lady Madonna’, McCartneys Fats Domino-inspirerede sang, men Fats genvandt aldrig samme kommercielle momentum; nok så meget fordi samarbejdet med Bartholomew ophørte og et nyt pladeselskab, det dengang store ABC/Paramount, forsøgte at countryficere Fats. Forgæves.

Live vedblev han dog at være en smittende fornøjelse til langt op i 90’erne, og udgav sågar en ret god juleplade i 1993 med specialkrydrede udgaver af bl.a. ’Jingle Bells’.

New Orleans var hans hjemsted, og med årene flyttede han sig kun modvilligt og midlertidigt. Da varslet om orkanen Katrina kom i august 2005 besluttede han at blive i sit hus, ikke mindst fordi hustruen Rosemary var dødssyg. Da Katrina havde trukket sit ødelæggende spor gennem Louisiana opstod der rygter om, at Fats Domino var blandt ofrene. Nogle dage senere blev hans død dementeret på CNN. En redningshelikopter havde bragt ham og familien i sikkerhed. Derimod stod hans klaverer og guldplader ikke til at redde. Dem havde Katrina taget.

Den belønningsmedalje, ’National Medal of Arts’, han havde modtaget af Bill Clinton, gik også tabt. Clintons efterfølger, George W. Bush, sørgede for at få fremstillet en ny, som han personligt tog til New Orleans og overrakte Fats Domino.

Det manglede bare andet.

Dette er en længere version end den, der kan læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK