I disse dage, for 30 år siden, var det umuligt at undgå at høre ‘Ebony and Ivory’, den sang, beregnet for albummet Tug of War, som Paul McCartney endte med at indsynge sammen med Stevie Wonder. Pladen ramte den amerikanske hitlisteførsteplads den 15. maj 1982 og blev der i samfulde syv uger – lige så længe som i sin tid ‘I Want To Hold Your Hand’ og kun to uger færre end ‘Hey Jude’. I England fik sangen kun to uger på toppen. Der var konkurrencen for hård fra navne som Ph.D., Nicole og Adam Ant! En sær tid, hvor Asia var en supergruppe.
‘Ebony and Ivory’ er en af den slags sange, der viser McCartneys sande rodfæstethed i Tin Pan Alley. Melodisk, irriterende ørehængende og skamløst banal, men alligevel med en oprigtighed, som ikke mindst skyldes Stevie Wonder. Jeg kan lide den, men kan sagtens forstå dem, der lider under den.
I et samtidigt tv-interview fortalte McCartney, at han havde fået ideen ved at kigge på klaverets sorte og hvide tangenter: Man kan sagtens nøjes med enten at spille på de sorte eller de hvide, men harmonien opnås først, når man kombinerer. “Det er da en fed analogi,” sagde McCartney, som i sin tid havde hørt Spike Milligan-udsagnet: “Black notes, white notes, and you need to play the two to make harmony, folks!”
Ni år tidligere havde McCartney sendt Stevie Wonder en hilsen, da han øverst i venstre hjørne af bagsidecoveret til Red Rose Speedway havde fået trykt ordene “We love you”. I Braille. En kvittering for mange års inspiration, men også for Wonders nylige hit med en op-funket version af ‘We Can Work It Out’. Nu sendte McCartney Wonder et kassettebånd – det var dengang – og spurgte om, ikke han kunne se ideen. Det kunne han.
Sangen blev indspillet på den vestindiske ø, Montserrat, hos George Martin. Wonder lagde trommegrundsporet og erstattede dermed et nymodens Linn-track, McCartney, selv en mere end habil trommeslager, betjente bassen. Der blev naturligvis også lavet en nu berømt video (som er spærret for danske YouTube-seere), men her blev der snydt lidt. Det ser ud, som om de to sidder ved klaveret sammen. Det gør de ikke. Moderne klippeteknik havde holdt sit indtog.
‘Ebony and Ivory’ har siden været selvskreven på mangen en hadeliste over de værste duetter. I Sydafrika hadede apartheidstyret den så meget, at den i en periode blev sortlistet.
I 2010, da Paul McCartney fik Gershwin-prisen, sang han og Wonder sangen for Barack Obama og frue og de allernærmeste i Det Hvide Hus (som dog ikke havde taget navneforandring i dagens anledning).
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Jeg kan også godt lidt det nummer. Og hele albummet fortjener at blive hevet frem i lyset. Det er et ganske helstøbt album.