Freddy lader 60′erne gå igen

Der står 2012 på Shadows across the country, det andet album fra Freddy & The Phantoms, men der kunne lige så godt have stået 1969-70. Så godt som alle pladens ni sange giver nemlig genlyd af The Doors, som de lød, da de tjekkede ind på Morrison Hotel eller af Steppenwolf, da de drømte sig vilde og frie.

Sangeren og guitaristen Frederik Schnoor er ikke slet så frikadelleprætentiøs, som Morrison kunne være. Omvendt rummer han af naturlige grunde heller ikke samme mytologiske klangbund, men han synger lige ud af posen. Og der er noget i den, både når han skruer op for krasbørstigheden og når han, som på ‘Steamboat Junction’, leger, at han engang var lige ved at blive medlem af The Band. Sagt på dansk: Han synger ret overbevisende, og mandskoret bag ham gør det ikke sværere end det er. Rock for usødet. Tilsat en twist country vædet i lige dele benzin og bourbon.

Sangene er lige så 60′er-typiske i den forstand, at de vil om ikke redde verden så dog gøre opmærksom på al den overfladiskhed, vi bliver bildt ind er ægthed. Man behøver ikke sidde med et tekstark eller den lidt for pompøse pressemeddelelse for at blive forvisset om, at de mener det, de synger. (Link til Gaffa, hvor gruppen guider dig gennem sangene)

Som guitarister kan Schnoor og Michael Nyboe Rasmussen både deres Joe Walsh og Duane Allman. Subtilt er det ikke, men hamrende effektivt. Præcis som resten af bandet, der kan den svære kunst ikke at rende i vejen for hinanden, men alligevel give plads til individualitet. Jeg har til gode at se dem live.

Det giver denne plade lyst til. Men også til at tænke på om ikke intensiteten og kompetencen kunne blive suppleret af en dybere originalitet, hvis man næste gang sang på dansk.

En alt andet end rutinepræget gæsteoptræden af den tidligere Beefeaters-organist, Morten Kjerumgaard Reumert, svækker ikke autenciteten.

Freddy & The Phantoms: Shadows across the country. Target.

Ukrediteret PR-foto

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK