Gak-gak i gågaden

Kommentarer slået fra

VARMEPLADE 11:

Hold kæft, hvor fik han høvl den sommer, Michael Falch. I bedre rockkredse blev han beskyldt for kulturelt landsforræderi og anmelderne henrettede ham ved standret. Hans forbrydelse: Bevidst digitalisering af rocken længe før det blev politisk korrekt.

Cowboyblå blev for en stund en meget corny kulør.

Anledningen var det soloalbum, der bare bar Falchs navn, og som samtidig var det med forventning imødesete første udspil siden han som førstestemme i Malurt havde givet den Springsteen’ske rockdrøm et sundt underlag af dansk virkelighed, som den så ud midtvejs mellem Grundtvig, Neil Young og Gasolin’.

Her, små femten år senere, er det umuligt ikke at høre melodierne fremfor attituden på Michael Falch. Og, skulle jeg hilse og sige, sangene, eller de fleste af dem, holder, når trommemaskinerne og  sequenzerne og Fairlight’en er kørt på Teknisk Museum.

En af de bedste er den sidste, Sommer På Vej. Refrænet er måske nummeret før dansktop, men det pulserer af fremtid og utopisk håb, og midt i en arrangement, der gnistrer af storbymodernisme, er det en befriende og stilistisk effektiv modsætning pludselig at komme på landet:

Og nede på kroen er der bal
og de kårer Miss Sommer
Hun ser sikkert godt ud,
men jeg blir først glad,
når du kommer …

Falch er på hjemmebane her, provinsnomade som han i virkeligheden har været det meste af sit liv, men pladens clou er den fadende rappende coda, et credo, som kun hjerteløse sidder overhørig:

»Jeg nægter at tro, at verden er af lave. Jeg tror at livet er en gave. Jeg vil holde fast på det, jeg har. Jeg vil give det al den tid, det tar. Jeg vil følge min pige gennem mørke gange. Trøste børn, der er alt for bange. Stole blindt på sol i juli. Gøre ingen drøm umulig. Og dybest set og inderst inde håber jeg en dag at finde: livet i et øjeblik – smukt som i min piges blik …

Alt andet end en skuffende kadence.

Michael Falch: Sommer På Vej. 1985. Tid: 4.30

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top