Garfunkel fylder 70

Det er Paul Simons egen skyld, at han ikke kom til at synge for på sin egen ’Bridge Over Troubled Water’; den sang, der for mange står som kulminationen på årene med Art Garfunkel, der fylder 70 i morgen.

Samarbejdet mellem den ranglede arkitektur- og matematikelskende Arthur Ira Garfunkel og den lille, tætte kender af engelsk litteratur indledtes i high school, hvor de to, forklædt som den karseklippede duo Tom & Jerry, i 1957 fik et singlehit på at efterligne lyden fra deres første idoler, The Everly Brothers.

På den oprindelige demoindspilning af ’Bridge Over Troubled Water’ synger komponisten selv for med en falsetstemme. Art Garfunkel udarbejdede vokalarrangementerne til duoens indspilninger, og inden de gik rigtigt i studiet mente han, at Simon selv skulle synge førstestemmen. Simon følte ikke melodien lå naturligt for ham. Så det blev Garfunkels sikre, lyse tenor, der gjorde sangen til en evergreen i 1970.

Det kom ikke bag på de mange, der ikke lige var steget på, men kendte duoens foregående plader. En sang som den åndeløst smukke, korallignede ’For Emily Whenever I May Find Her’ er et tidligt eksempel på Garfunkels vokale egenart som en kordreng med kant.

’Bridge Over Troubled Water’, singlen og albummet, blev ikke bare en global bestseller, men betød også afslutningen på Simon & Garfunkel som andet og mere end en populærmusikalsk legende, der med ujævne mellemrum live-optrådte de næste femogtredive år, afbrudt af lange pauser, hvor de to ikke har været på talefod.

Simon følte nemlig, at Garfunkel mindre og mindre havde hjertet med i samarbejdet. De havde aldrig haft et gnidningsfrit venskab, men da Garfunkel også begyndte at tro på det venlige, folk sagde om hans potentiale som skuespiller, blev Simon for alvor sur og følte, at makkeren forrådte deres venskab.

Sangen ’The Only Living Boy In New York’ var Simons reaktion på, at Garfunkel under optagelserne til Bridge Over Troubled Water-albummet tog til New Mexico for at indspille film. Året før havde han gjort indtryk i en birolle i Catch-22. Rollen som Sandy Kaufman i Kødets lyst sikrede ham en Golden Globe-nominering. Filmen var instrueret af Mike Nichols, som fire år før gjorde ’Mrs. Robinson’ til et hit ved at bruge den i lydsporet til Fagre Voksne Verden.

Det er siden blevet til en håndfuld film, men Garfunkel fik aldrig forløst sit filmiske talent. På samme måde har han, trods en halv snes soloplader, ikke vist sig bæredygtig som solist. Undervejs har hans distinkte stemme forgyldt sange som ’Break Away’, ’A Heart in New York’, Sam Cooke’s ’What a Wonderfuld World’ (sammen med James Taylor), ’Scissor’s Cut’ og ’Bright Eyes’, som var kendingsmelodi til filmatiseringen af ’Kaninbjerget’.

Kendetegnende nok er Art Garfunkels mest helstøbte album imidlertid den greatest hits-samling, der udkom i 1984. Første gang!

I årene deromkring var han nærmest uarbejdsdygtig på grund af en langvarig depression, udløst af en kærestes selvmord. I de seneste år har han lidt af svære stemmebåndsproblemer, som bl.a. indebar en sidste-øjebliks aflysning sidste år af endnu Simon & Garfunkel-turne af den slags, Simon altid har afvist at kalde genforening.

På parrets officielle hjemmeside fortælles der lakonisk under turne-fanen, at der ikke er nogen aktuelle planer.

Se mere om Garfunkel her.

Illustration: Ukrediteret pr-foto