Garth Hudson fylder 75

Det er ikke hver dag en musiker får en overgangssum, men Garth Hudson var ikke hvem som helst, da han i 1961 sagde ja til at være en af rock ‘n’ rolleren Ronnie Hawkins’ backingmusikere, The Hawks – det orkester, der blev bedre kendt som The Band.

Han var 24, i morgen fylder han 75, og hjemme i Ontario, Canada, gik der i musikerkredse frasagn om ham. Hawkins var en driftig mand, en rigtig møver, men ingen god sanger, og hans unge musikere ikke noget at skrive hjem om. Endnu. Som Levon Helm sagde: »Det var først, da vi fik en musiker af Garths kaliber, at vi begyndte at lyde professionelle. Han kunne spille alting og gøre det bedre end nogen, vi kendte.«

Hudsons forældre var fritidsmusikere. Og selv spillede han i danseorkestre fra tolvårsalderen og studerede siden Bach på universitetet, men Elvis gav også ekko i Canada, så han dannede sit eget rockband i 1958 og nød den lokale berømmelse.

Overgangssummen bestod i, at Hudson ugentligt modtog 10 dollars i konsulenthonorar. Han skulle gøre resten af bandet bedre. I filmen The Last Waltz fortæller de andre om ham som lærer. I transfersummen indgik også det Lowrey-orgel, som for alvor skulle give musikken karakter og dybde. I modsætning til den herskende Hammond-norm.

I 1963 fyrede bandet Hawkins. To år senere mødte de en folkesanger med dumdristigt mod på at spille det, hans stampublikum hørte som støjende, opportunistisk pop. Dylan blev en genvej til berømmelse. Det var Hudsons ide at båndoptage de sessions, der siden blev kendt som The Basement Tapes. I Greil Marcus’ stærkt anbefalelsesværdige bog Invisible republic kan man blive forvisset om Hudsons betydning for den proces. Og det var i The Band, at Hudson udfoldede sin multiinstrumentale musikalitet.

Nok skrev Robbie Robertson sangene og Helm sang de kendteste af dem, men det var Garth Hudson, der vidste, hvornår de trængte til harmonika (tænk bare på The Bands udgave af ‘When I Paint My Masterpiece’), klaver eller tenorsaxofon. Han lignede og ligner en vildmand, men der er intet ukontrolleret over hans musiceren, som dog heller ikke var beregnende – den var bare lydhør.

The Band takkede af i 1976, men blev gendannet i 1983 – uden Robertson – men selvmord og fatal sygdom satte et punktum i 1999. I dag er Hudson en efterspurgt freelancer, der også selv udgiver plader. Bl.a. sammen med sin skuespillerhustru, Maud.

Mens andre medlemmer af The Band bekrigede hinanden, arbejdede Garth Hudson altid på at være den samlende kraft. Også her er der sammenhæng mellem manden og musikken.

Pressefoto af John Steele fra www.garthhudson.com

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK