Gary Moore meldes død, 58 år gammel. Lad tonerne tale.
Lyden af Gary Moore er lyden af ‘Still Got The Blues’. Lur mig om ikke hans elegiske ballade igen har fundet vej til playlisterne på alverdens radiostationer for de evigt unge på 50+ efter meddelelsen om, at den 58-årige nordirske guitarist og sanger i weekenden sov stille ind på ferie i Spanien.
Still Got The Blues hed også den cd, som i 1990 næsten gjorde Moore til en stjerne efter årene som sideman. Genhørt er det en gedigen plade. Ikke hyperoriginal, men heller ikke så mainstream-leflende, som bluespurister ville gøre det til. Den er båret af kærlighed til selve tonen i et guitarspil, der fra start til mål var inspireret af Peter Green fra Fleetwood Mac. Green skaffede Moore dennes første pladekontrakt sammen med den lokale gruppe Skid Row med barndomsvennen Phil Lynott.
Moore fortsatte et par plader med Skid Row, da Lynott forlod de andre for at danne Thin Lizzy i 1970. Han og Moore skulle dog i et årti spille med og mod hinanden i netop Thin Lizzy, hvor der var en svingdør, bygget til Gary Moore. Især hans arbejde på 1979-albummet Black Rose fortjener at blive husket.
Moore var en teknisk veludrustet guitarist med særligt øre for den melodiske smidighed, man hører hos især Albert King, men kunne også gå heavy metal-amok, når det stak ham.
Han udgav en snes plader i eget navn, og selv om han i 2009 fik en (noget tvivlsom) dom for at have plagieret en tysk guitarist, da han indspillede soloen til ‘Still Got The Blues’, er og bliver det den melodi, der står som dækkende signatur for hele hans værk.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
En fantastisk guitarist, fra Colloseum til Thin Lizzy, solokarrieren i 80erne, katalysator til bluesmusikkens genopståen i start90erne , som John Mayall og Paul Butterfield gjorde det i 60erne, Gary Moore satte spor i musikhistorien
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Trist!
Og de talte.
En fantastisk guitarist, fra Colloseum til Thin Lizzy, solokarrieren i 80erne, katalysator til bluesmusikkens genopståen i start90erne , som John Mayall og Paul Butterfield gjorde det i 60erne, Gary Moore satte spor i musikhistorien
[...] mere: Gary Moore RIP Leave a [...]
Hedder han så Gary No-Moore nu?