MIDT I EN BEATTID

Torben Bille spiller luftguitar på sindets gribebræt

Generøs melodiker

Steve Wynn er en af rockens mest generøse melodikere. I dag søndag fylder han 50, og kan se tilbage på en karriere, der har sikret ham flere anmelderroser end tv-reklamer. I en periode, hvor rocken var i fare for at blive blødgjort af alskens elektronisk software, genopdagede han i 1984 i Los Angeles med sit band Dream Syndicate traditionen fra Velvet Underground og den elektriske guitar. På samme tid som R.E.M. gjorde stort set det samme i Georgia.

Dream Syndicate blev det førende band i den musikalske bevægelse, der blev markedsført ’the paisley underground’ og talte navne som Green on Red og The Rain Parade. En lille håndfuld plader og fem år senere var Steve Wynn solist. En logisk konsekvens af at Lou Reed efterhånden fyldte mindre i hans sangskriverunivers end Neil Young og The Beatles.

Siden har Wynn opretholdt sin lave medieprofil, mens hans kunstneriske konturer tegner sig stadig skarpere som en intelligent, popforelsket sanger og sangskriver, der har demonstreret en forbløffende produktivitet. Dobbeltalbummet ’Here come the miracles’ fra 2001 er tæt på at være fuldendt. På det seneste har han arbejdet med bandet The Miracle 3. Samt eksperimentet med tidssvarende udgivelsesformer og er en af de musikere, der mest konsekvent har arbejdet på at bruge nettet som udstillings- og salgsvindue samt debatforum.

Sammen med danskerne Jens Jakob Sørensen og Thomas Mejer Hansen har Wynn således etableret en nettjeneste, hvis endemål er at gøre alle hans live-indspilninger siden Dream Syndicate frit tilgængelige. Det kan man da kalde demokratisk rock.

Tagget med: , ,

2 Comments

  1. Hej Torben

    Synes du glemmer at nævne Steve Wynns seneste og nuværende projekt “The Baseball Project” hvor han sammen med Peter Buck, Scott McCaughey og Linda Pitmon har udgivet den fremragende VOL1 Frozen Ropes & Dying Quails…. og de har endnu en på vej…

  2. Tak for at minde mig om det:-)