Det slår aldrig fejl. Hvert år, når den første forårssol ser ud til at have taget fat for alvor, kommer mit indre til at summe af sange af Young Rascals. I starten af april er det 35 år siden, gruppen udsendte singlen ‘Groovin’, forløberen for deres måske bedste album:

Det er måske lidt overdrevet, og så alligevel ikke: Da The Beatles i juni 1967 udgav Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club til unison global applaus, var der ikke så få amerikanske teenagere, der ventede mindst lige så spændt på den nye plade med The Young Rascals. Den kom en måned senere, men da havde albummets titelsang, ‘Groovin’, længe hærget toppen af hitlisterne med en melodi, der emmede af sommer, sol og tilbagelænet sanselighed. Og soul. Som i Otis Redding og i Righteous Brothers og Dion DiMucci. Som i Ben E. King og The Drifters. For det var i det nabolag, Young Rascals holdt til. Nogen kaldte dem blue eyed soul, andre kaldte dem de amerikanske Beatles og Hall & Oatesville have været utænkelige uden dem, men med Groovin’ voksede Young Rascals ud af teenagepoppen uden at forråde tre minutters-formlen.

Det er en plade, der bekræfter gruppens status som USA’s bedst bevarede rockhemmelighed (uden for USA). De er oppe i samme kategori som Beach Boys og Byrds, men de blev senere så grebet af tidens hang til ekspe- rimenter, at de mistede fokus. Det er ikke tilfældet på Groovin’, som er velpointeret pop, spillet med en præcision og en lidenskab, man ellers ikke plejer at finde i den ende af spektret.

Bandets stampublikum må have studset en smule ved den musikalske metamorfose, Rascals havde undergået på bare to år. De havde bevæget sig fra skramlende garagerock over doo wop-inspireret pop til de indsmigrende, men aldrig sødladne ballader, der er del af lydbilledet fra sommeren 1967. Rascals var ikke fra San Fransisco. De var fra New York, og de søgte ikke den landlige idyl, men storbyens små oaser. En slags Lovin’ Spoonful i ghettoen. West Side Story ville have lydt sådan, hvis Leonard Bernstein havde været rockmusiker.

Gruppens sangskrivende duo, Hammond-organisten Felix Cavaliere og Eddie Brigati, delte sangene mellem sig. Cavaliere havde en næsten latinsk glød, mens Brigati som sanger var i slægt med Paul McCartney. I Gene Cornish havde man en af den slags instrumentalister, der ikke skammer sig over at fylde mest som rytmeguitarist, og hans basgange var melodilinjer i sig selv (hør ‘If You Knew’), og en rytmisk madding, som trommeslageren Dino Danelli ikke kunne lade være at bide på med et spil, der kombinerer Ringo Starr og elasticitet. Og så lige for at understrege overskuddet gøres ingen af sangene mindre ved Arif Mardins indlevede arrangementer, der stik imod tidens tern inkorporerer blæsere og strygere, uden at musikken bliver hverken pompøs eller fortænkt. Det føles bare naturligt. Store følelser. Stor musik. At Chicago siden endte med at degenere konceptet, kan vanskeligt bebrejdes Rascals (link til Allmusic Guide).

HOVEDNUMRENE er ’smid-al-stolthed-over-bord’-balladen ‘How Can I Be Sure’ (YouTube-link) der bare vokser og vokser som den harmonika, der bærer temaet, ‘Find Somebody’, der er så stærk en sang, at den overlever den psykedeliske pynt, og ‘I’m So Happy Now’, som Björn Ulvæus og Benny Andersson ville have givet ‘Waterloo’ væk for at have skrevet. Og produceret! Hør bare den indledende ‘A Girl Like You’. Sådan lyder forelskelse, og når Brigati overgivent og saligt hjælpeløst synger »don’t know what it’s all about«, synger han også om tidens turbulens. For singleplademestrene Rascals tænkte paradoksalt nok i helheder, i klange, og de evner faktisk at iføre sig både indisk tingel-tangel og noget på det tidspunkt så eksotisk som mexicanske rytmer, uden at det føles stilforvirrende. Og ikke et sekund glemmer de, hvor de kommer fra. Four Seasons og Four Tops er lige aktive dele af deres paratviden.