Genopdag Jimmy Reed
2. september 2010 //
Jeg sidder p.t. midt i færdigredigeringen af den danske udgave af Keith Richards’ erindringer, ‘Life’, som udkommer som del af en simultan verdensudgivelse i løbet af efteråret på Lindhardt & Ringhof.
En af bogens musikalske hovedpersoner er Jimmy Reed. Richards kalder ham ‘minimalismens mester’ og givet er det, at uden hans sang og sange havde Rolling Stones og tusinder af andre bluesbands haft sværere ved at lyde som sorte, lidelsesfyldte musikere.
Sangene er kendte: ‘Big Boss Man’ (som han ikke selv skrev), ‘Things Ain’t What They Used To Be’, ‘Bright Lights Big City’, ‘Take Out Some Insurance’, ‘Little Rain, ‘Shame, Shame, Shame’, ‘Honest I Do’ og ‘Baby What You Want Me To Do’. De findes i utallige fortolkninger fra Stones og Pretty Things til Elvis Presley. Jimmy Reed var en af de vigtigste medforfattere til bluesmusikkens ABC.
Det er simpel musik om et liv, der altid er alt andet end netop det. Reed synger (og spiller mundharpe) med smerte og savn. Men der er i ukueligheden noget paradoksalt livsbekræftende. Kald det bare tidløst. Og tæl til 12.
Født og opvokset i Sydstaterne (familien var omvandrende bomuldsplukkere og alt det der) flyttede Reed i slutningen af 40′erne til Chicago og fik et rhythm ‘n’ blues hit i 1955 med ‘You Don’t Have To Go’. Senere fulgte hit på hit, de fleste på Vee-Jay, selskabet som var de første til at udsendte The Beatles i USA, men da blegansigterne genopdagede ham sidst i 60′erne, var det ikke kun for det gode.
Han drak og drak endnu mere. Fik epilepsi og udviste noget, der lignede paranoia i sin afsondrethed, som kun med mellemrum blev brudt af velmenende producere og koncertarrangører. Han var sin egen værste fjende, og da han, 51 hårdt gennemlevede år gammel, døde i sin søvn i 1976 var der ikke meget tilbage af ‘Big Boss Man’.
Musikken bliver dog ved at leve. Anbefales kan The Classic Recordings.
