Graham Nash fylder 70
Kommentarer slået fraSangeren og sangskriveren Graham Nash, der fylder 70 i dag, har beskrevet sig selv som »a simple man,« der synger »a simple tune.« Han har også altid troet på noget så enkelt, men svært, som venskab, ordholdenhed og retfærdighed.
Derfor lå det i tarotkortene, at han skulle indfanges af hippiebevægelsen og dèt så meget, at han ikke kun begyndte at ryge hash, men i 1968 forlod sit job som kapelmester, sangskriver og vokalarrangør i The Hollies, et af de populæreste britiske 60’er-bands. Da de blev indlemmet i rockens Hall of Fame, var det, som CAPAC gør opmærksomhed på, anden gang den hæder blev tildelt Graham Nash. Første gang var for arbejdet med og i det nye band, han var med til at etablere, da han forlod London til fordel for Laurel Canyon.
Nash flyttede til USA. Med sig havde han sangen ’Marrakesh Express’, som The Hollies havde sagt nej til at udgive. Mon ikke de fortrød det? Den blev et stort hit for Nash og hans nye soul mates, Stephen Stills og David Crosby. Debutalbummet fra Crosby, Stills & Nash satte nye standarder, både i et hidtil uhørt forbrug af studietid og i vokalharmonier, der ikke var af denne verden. Nash’ falsetgrænsende tenor var prikken over i’et på bandets signatur. Internt kneb det med ensstemmigheden, især når Neil Young gjorde trioen til en kvartet, men Nash glattede ud i en gruppe, der har haft flere comebacks end Frank Sinatra. Nash var mediator, før den funktion fik navn.
Målt med rock-alen skrev Nash de mest tuttenuttede (og bedst sælgende) sange som ’Teach Your Children’ og ’Our House’, men han var også den mest udtrykkeligt politiske med ’Military Madness’ og ’Chicago’.
I 1971 udgav Nash Songs for beginners, hans første og største soloalbum, præget af hans hudløse forhold til kollegaen Joni Mitchell. Siden er det blevet til så mange soloplader, at det har beløbet sig til bokssættet ’Reflections’, men hans kreativitet har udfoldet sig mest frodigt i et fortsat duosamarbejde med hjertevennen Crosby, som han har stået bi under dennes narkonedture.
Gennem årene har de to holdt den politiske fane højt. De lod sig f.eks. rekruttere af Neil Young, da denne i 2006 tog anti-krigs-plade Living with war på tur, og i efteråret 2011 sang Crosby & Nash til ’Occupy Wall Street’-demonstrationerne i New York.
Til marts ruller duoen og Stills ud på endnu en turne. Til Australien og New Zealand. I mellemtiden har Nash nået at kuratere et retrospektivt bokssæt for Stephen Stills. Endnu en vennetjeneste – denne gang for en mand, der er alt andet end simpel.
Illustration: Forsiden til 1973-albummet Wild tales fotograferet af Joel Bernstein, en af de fotografer, Nash tog så meget ved lære af, at han selv begyndte at tage billeder og faktisk er sprunget ud som en fin fotograf med egne udstillinger.
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]