Hair er ikke kun en musical

1 Comment

For et halvt års tid siden fik jeg en mail fra et menneske, jeg engang i en intens periode, fyldt med drømme større end livet, havde tilbragt de fleste af mine vågne timer sammen med, men ikke havde set siden starten af 70′erne. Benny var blevet kontaktet af en tysker ved navn Boris, som havde et pladeselskab, Mayfair Music. Om ikke Benny havde været med i det danske band, Hair? Jo, svarede Benny. Det havde han da. Boris var interesseret i at udgive bandets første, største og absolut eneste album – igen. Og igen i vinyl.

Da tilfældet har villet, at jeg siden er blevet en slags kustode for det band, jeg selv betragtede mig som en del af, selv om jeg kun skrev teksterne, overtog jeg kontakten til den interesserede tysker. Og fik clearet rettigheder etc., og for få dage siden ringede pakkeposten på. 

Den remastererede vinyludgave af Piece er et dobbeltalbum. Med på pladen er nemlig også de outtakes og singler, der dukkede op fra arkivmørket, da vi for små ti år siden - i samarbejde med det nu sørgeligt hedengangne Frost Records – fik lavet en cd-udgave med udførlig booklet. En udgivelse, som vi i det mindste selv var ret glade for. Og som nu henstår i tilbudskasserne hos TP Music. Må det ikke gå vinylgenudgivelsen lige sådan…

Nye lyttere kan begynde her:

Det er så længe siden, at det næsten er løgn. Statsministeren hed Hilmar Baunsgaard, Superligaen hed 1. division, B1903 og KB (tilsammen det nuværende FCK) var tophold og fuldblodsamatører, modstanden mod Vietnamkrigen blev mere og mere synlig i gade­billedet med stadig mere voldelige demonstrationer, studenterne sagde nej til professorvældet på Frue Plads, prinsesse Benedikte blev gift med sin Richard, mælk kom i buttede brune flasker og i kulisserne var embedsmændene så småt ved at realitetsforhandle betingelserne for at Danmark kunne blive optaget i det, der endnu ikke hed EU.

Det ville være forkert at sige, at alt dette ikke ragede de langhårede rødder, der stod i et øvelokale i Borup Ungdomsklub på Bellahøj i København og høvlede løs på el-guitarerne i sensommeren 1969. De var selvfølgelig både imod atomkraft og USA’s invasion af Vietnam, men det stod alligevel ikke allerøverst på deres dagsorden. Det gjorde rocken, så derfor var 1969 for dem mest det år, hvor 400.000 hippier i Woodstock i august skulle sætte en ny målestok for, hvor mange der kunne feste med rocken som omdrejningspunkt, og vel at mærke uden at have det andet end sjovt. Samtidig var det også de år, hvor rockens selvbevidsthed voksede. Den kunne ændre verden, sang vi. Og vi troede på det. Også i Borup Ungdomsklub.

Gruppen, der stod og glemte resten af verden til fordel for sig selv og rockens magnetisme, stod ved en skillevej. Vi vidste det godt. Vi kaldte os Second Review, og gruppen var en udløber af det, man i dag ville kalde et partyband – Respect var navnet, og repertoiret bestod af energiske kopier af stort set alt, hvad Small Faces og Spencer Davis Group havde indspillet suppleret med behjertede versioner af Tamla Motown og Stax-hits.

Det var ikke som at være der selv, men det var ret skægt, men rammerne blev gradvist for snævre, og af årsager, der dengang forekom indviklede, men i dag virker lige så naturlige som at ens børn vokser sig ud af deres tøj blev Second Review dannet. Det skulle ikke være pop, og selv om Beatles i de år både med ‘Det Hvide Album’ og Abbey Road satte nye standarder for genren, ville vi noget mere.

Vi hørte Cream, Jefferson Airplane, de i dag alt for undervurderede Traffic, The Band og var selvfølgelig i klar opposition til det kommercielle, datidens udyr i åbenbaringen. Numrene blev længere og længere jo bedre vi kunne spille, – og vi syntes selv vi var ret gode, i hvert fald bedre end alle de syrehoveder, der udgjorde den danske scene, men faktisk var begejstringen for os selv større end den tekniske kompetence. I den retning lignede vi hundreder af andre grupper dengang. Vi prøvede at få datidens anmelderstjerner som Carsten Grolin til at komme ud og høre os. Det gad han selvfølgelig ikke. For hvor interessant var det at høre Gershwins ‘Summertime’ udstrakt til femten minutter a la Vanilla Fudge.

Det blev os mere og mere klart, at vi manglede en sanger. Den, der skriver dette, havde prøvet at synge med, men blev kærligt, men bestemt betonet, at det nok var bedre, at han nøjedes med at skrive det, der skulle synges, så vi indrykkede en annonce. En af reflektanterne, en Ivar Hedegaard, kunne ganske vist ikke selv synge, men han kendte en fyr, som måske kunne gøre noget for os.

Denne anden fyr var »et eller andet ude på Metronome«. Det var forjættende nok for os. Metronome var dem, der i Danmark udgav The Doors. Kunne man komme nærmere himlen? Ind trådte en lille, slank fyr på vores alder, men alligevel langt ældre. Han hed Paddy. Det vil sige: Egentlig hed han Niels-Henrik, og var født i Oslo, men Paddy passede lissom bedre. Han havde en guitarkasse med og var ikke bange for at åbne den, selv om det vist i starten slet ikke var meningen, han skulle være med på den måde. I hvert fald blev Hair først lanceret som en trio. Men pludselig blev det hele anderledes for legekammeraterne Benny Dyhr, Peter Rolnæs, Allan Sørensen og fra sidelinjen Torben Bille. Nu skulle ambitionerne have ben at gå på.

Vi småbrokkede os ganske vist over Paddys forslag til nyt navn: Hair! Det var sgu da en musical. Ja, sagde Paddy, men når vi først er ankommet, glemmer folk alt om den. Den åd vi. Vi havde ikke en krone, men den vinter spillede det ingen rolle. Vi anskaffede os et Acoustic-anlæg med horn på klods og ubegribelig forhandlergoodwill, der dog fik en ende. Jeg kan ikke huske om det lød så meget bedre. Det var ikke det, der talte. Det var meget dyrere, flottere designet, ingen andre herhjemme havde det endnu – et væsentligt konkurrencemoment, og så spillede The Doors på et tilsvarende. Fuck Marshall!

Det første job var 3×45 minutter den 12. august 1969 i  Studenter­foreningen i København, en hippiehøjborg. De kunne bare vente sig. De lå ned, da vi kom og de lå ned, da vi forlod scenen for sidste gang. Om vi var gode, er vist ikke sådan at afgøre. Vi spillede i hvert fald højt. Tordnende højt.

Med Paddy kom der en anden målrettethed ind over arbejdet. Han vidste, hvad han ville, og var ikke bange for hverken at skubbe til hellige køer eller træde på indgroede ligtorne. Og det kunne ikke undgå at påvirke magtbalancen i bandet. Samtidig foregik der et ikke altid lige stilfærdigt kultursammenstød mellem hans kostskolebaggrund og vores forankring i Valby, Vesterbro og Sydhavnen.

Paddy blev sjakbajs, selv om ingen i de plenumtider sagde det højt.. Og han blev det mest, fordi han havde et repertoiremæssigt overblik og et drive, som vi andre manglede. Hvor meget han egentlig arbejdede for The Doors, stod hen i det uvisse. Han havde i hvert fald en luksusudgave af Jim Morrisons digte på bøttepapir. At bladre i den var næsten lige så godt som sex. Og han var en af de få, jeg kendte, som var ret vild med The Soft Parade, der lige var blevet udsendt.

Inden vi fik set os om, sad vi i april 1970 på Frederiksberg i Wifos-studierne hos Philip Foss klar til at indspille vores debut-lp. Vi var meget imponerede, men tjekkede nok til at skjule det. Foss, en civilingeniøruddannet teknikernørd, havde hidtil enten indspillet akustisk visesang af Trille og den slags, og af el-guitarister kendte han kun Jørgen Ingmann, så da Benny trådte wah wah-pedalen i bund, og lod Telecasteren give lyd, kom Foss styrtende frem bag ruden: »Jamen, den forvrænger jo«. Det lo vi siden meget af.

Tre-fire dage senere så vi anderledes ud. Paddy var ikke kommet endnu. Foss spurgte, om vi ville have lidt kolbekaffe. Ja tak, og »nu må vi se at få nået noget i dag, ikke«. Hvorefter han på glasklart dansk forklarede os, at han undrede sig lidt over, at EMI ikke havde bestilt studietid skriftligt samt indbetalt forskudsleje.

Hvorfor ringede han ikke og fik den biting ud af verden? Paddy havde jo aftalt med dem derude. Sindige Foss ringede, og kom tilbage. Der blev meget stille. EMI kendte intet til en gruppe ved navn Hair, og endnu mindre til at samme gruppe p.t. befandt sig på Nyvej 6 for firmaets midler.

Paddys måde at tage det slag på, burde alene kvalificere ham til at være kapelmester. Det var da rigtigt nok, sagde han og mobiliserede al sin Hellerup-frejdighed, men af og til må man jo gamble, ikke? Foss fortalte ham så bestemt, men så venligt som muligt, at han ikke drev et spillecasino, men en forretning.

Enden på det hele blev, at EMI endte med at betale for opholdet på Nyvej. Officielt var versionen, at vi for egen regning havde indspillet et bånd, som vi solgte til EMI og færdiggjorde for deres penge, Produktionen satte ny hjemlig rekord: små 50.000 kroner. Uhørt herhjemme – og så for en debutant. Derfor var der ikke flere penge til at reklamere for!

Den sommer legede vi superstjerner. Og da pladen kom, var det til rimelige anmeldelser. Indrammet blev især anmeldelsen i Berlingske Tidende, der ikke roste sangen, ja, faktisk fremhævede den som et minus, men stort set kunne lide resten. Ikke mindst fordi musikken – og lyden – forekom anmelderen så professionel målt med danske alen. Den kunne vi godt lide. Selv om Hair spillede til de samme arrangementer som den danske elite, Alrune Rod, Day Of Phoenix og den slags, så vi os i klar modsætning til dem. Der blev ikke røget meget hash i Hair. Og det tætteste bandet kom på en hippie,, var dets tekstforfatter, som den sommer deltog i Thylejren, men tog hjem, da det blev for regnvådt … Vi var med andre ord ikke dus med de indflydelsesrige, og var ikke selv særligt diplomatiske, men fremstod sikkert som nogle nogle-og-tyveårige pralrøve. Vi blev aldrig en del af miljøet, som man siger.

Men Hair kom til gengæld i tv. Det eneste af slagsen, der var – Danmarks Radio. Et rockshow fra Enghaveparken med os som hovednavn, og et ungt, uvasket orkester som opvarmning. Gasolin hed de. Honorar: 2.500 tarifudregnede datidskroner. Og i løbet af efteråret 1970 etablerede vi os faktisk som et af de bedst gagerede danske bands. Vi kom på en popularitetshitliste i Vi Unge som nr. 5, men før Alrune Rod.

Vi havde masser at lave, og troede derfor på os selv. Alt imens hobede regningerne sig op. Det kunne eller ville vi ikke høre for lyden af det ubetalte anlæg. Højdepunktet var en koncert i KB-hallen den 14. november 1970, hvor Hair faktisk scorede en uomtvistelig succes, akkompagneret af et stort kor fra Statsgymnasiet Schneekloths Skole, hvor Benny, Peter og jeg havde gået. Hair var verdensmestre i en halv time, og de roterende lamper på Paddys Yamaha-orgel signalerede gennembrud, gennembrud, gennembrud. Indtil hovednavnet Deep Purple gik på scenen … og Roger Clover intonerede ‘Speed king’, så ingen var i tvivl om, hvem der regerede.

Det er svært at sige helt præcist, hvorfor Hair langsomt begyndte at gå i opløsning, men det ulmede allerede før K.B. Hallen. Når vi overhovedet havde kor med der, var det for at understøtte den nye single ‘Happy Child.’ Singlen blev et hit og gik Top 10 i en uge, men jeg var sur og Benny Dyhr var endnu mere sur. Jeg var sur, fordi Paddy havde skrevet en af mine tekster så radikalt om, at han med god ret kunne kalde den sin egen. Jeg var, inspireret af Keith Reid i Procol Harum, begyndt at lege intellektuel, og følte mig og min forfængelighed forulempet. Måske var jeg bare jaloux på Paddy. I hvert fald skred jeg til tonerne af et Top 10-hit. Faktisk forbedrede han teksten, men det siger jeg først højt nu.

Da jeg havde kommet sammen med Bennys lillesøster, holdt vi naturligvis sammen, og kaldte Paddy stygge ting. De to andre blev. De var mere pragmatiske eller også var de bare musikere. Og det til den bitre ende. Paddy gav nemlig ikke så let op.

‘Happy Child’ blev fulgt op af nyt materiale fra hans hånd. Benny Dyhr fulgte mig over i et andet band, og den tilbageværende trio gik lige efter nytår 1971 i Tommy Seebachs Soundtrack-studier på Gammel Kongevej og indspillede der en række nye sange, bl.a. ‘Sunday Suite’. Pladeselskabet turde dog ikke binde an med endnu et album. Og udsendte i stedet i maj 1971 singlen ‘Come Tell The People’, også meget Doors-inspireret. Samtidig blev bandet suppleret med guitaristen Kasper Marott og sangeren Claire Rayner. En række job lovede godt, men i juli måned samme år var det ved at være slut.

Pladeselskabet ønskede at satse på Paddy Gythfeldt, efter at han havde været i studiet som en del af Hair for at indspille den countryfarvede ballade ‘Sweet Falling Rain’. Da skiltes vandene og vejene. Sangen udsendtes i november 1971 under navnet Paddy Gythfield. Ind over processen var også den dengang herboende tidligere Kinks-bassist Pete Quaife som producer og sparringspartner. Og trods min exit fra Hair endte Quaife og jeg med at skrive en række sange sammen, som skulle give ham comeback og gøre mig rig …

Den 31. oktober 1971 underskrev Peter Rolnæs og Allan Sørensen et papir, hvori de fraskrev sig deres rettigheder. Og Hair, som vi kendte bandet, havde trukket stikket ud. Paddy fortsatte, ukueligheden selv, i flere andre inkarnationer af Hair, og spillede bl.a. på Roskilde Festival året efter under det navn. Men gennembruddet udeblev og gradvis blev tiden en anden, og en ting kan man sige om Paddy – han sad aldrig på skødet af smagsdommerne.

Hair blev fortid, og Hair blev glemt. Vinylpladen stod og samlede støv indtil arbejdet med Politikens Dansk Rockleksikon 2002 tog fart. Det indeholder nemlig en liste over værdisætningen af de sjældneste danske lp’er. Piece ligger højt på den liste, og går på pladeauktioner stadig for 2-3.000 kr. Tekstforfatteren begyndte at tænke sit, og begyndte at tænke det højt, da han havde været en tur på nettet og via en japansk leverandør havde anskaffet sig en pirat-cd-udgave af Piece. Samtidig begyndte bandet at dukke op på diverse, ofte østeuropæiske samleres hjemmeside som »very recommendable …« Syret af et band, som i virkeligheden var ret straight.

Kontakter blev etableret og genetableret, misforståelser ryddet af vejen og længst glemte masterbånd blev reddet fra erodering, og blev renset og shinet op efter alle digitale regler. Vi havde håbet, at der var nogle ordentlige livebånd, der ydede koncertbandet Hair retfærdighed. Det var der ikke. Ærgerligt nok, men de livebånd, der fandtes, illustrerede meget godt en af grundene til bandets opløsning – mangel på materiale. Gruppen spillede alt for længe de samme sange, og for at kunne udfylde de udmattende tidsrammer for job dengang – ofte 4×45 minutter (!) – kastede den sig ud i lange improvisationer af den slags, man skulle være til stede for at elske.

Paddy Gythfeldt fik ikke helt ret i det, han sagde i Borup Ungdomsklub. De spiller stadig Hair overalt, men mindst fem personer i denne verden vil altid tænke på noget andet end musical, når der bliver sagt »Hair «.

Vinyludgaven kan fås her.

Boris har genbrugt det originale engelske cover. Pladen blev i sin tid nemlig også udsendt i England. Kom ikke her…

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    capac23. april 2012 - 19:03

    Til lykke med vinylgenoplivelsen!

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top