Han gad ikke berømmelsen

Kommentarer slået fra

Pete Quaife, den første og største bassist i The Kinks, er død, 66 år gammel, som følge af en nyrelidelse, han aldrig hemmeligholdt. Tværtimod har han illustreret en slags lær-at-leve-med-dialyse bog. Han døde hjemme i Herlev. På sin vis en smuk afrunding af en karriere, hvor Danmark altid spillede en væsentlig rolle. Få steder oplevede han og The Kinks så stor en succes som netop her.

Quaife mødte brødrene Ray og Dave Davies i folkeskolen hjemme i London-forstaden Muswell Hill, og Quaifes el-bas udgjorde pulsen i den uslebne perlerække af singler, som 1964-68 gjorde The Kinks til stilskabere, ikke på højde med The Beatles, men i niveau med Rolling Stones. Bandet var dog en konstant slagmark, i bogstaveligste forstand. Davies-brødrene elskede og hadede hinanden lige inderligt, og Quaife måtte ofte fungere som bølgebryder. Stemningen i bandet sled på ham, og da han i 1966 blev tvunget til en pause efter et biluheld, tænkte han sig så grundigt om, at han efter albummet ’The Village Green Preservation Society’ kvittede The Kinks i april 1969.

En forelskelse, både i landet og en pige, Annette Paustian, fik ham til at flytte til Danmark. Her skrev han mild folkrock-inspireret musik. Den, der skriver dette, skrev tekster til nogle af de nye melodier og husker en række aftener i Quaifes lejlighed på Frederiksberg, hvor inspirationen fløj højt, selv om han i sin værdige afmålthed aldrig var den jubelnaive hippie. Han virkede også som producer af Hair-sangeren Paddy Gythfeldts de facto solosingledebut ’Sweet Falling Rain’.

Quaife slog sig siden ned i Canada, hvor han fik udsendt en single uden større held. I stedet arbejdede han som grafisk designer, men var af og til at finde i bandet The Kast Off Kinks, bestående af eksmedlemmer, der delte kærligheden til musikken og frustationen over Ray Davies’ egenrådighed.

I 2005 flyttede Pete Quaife tilbage til Danmark, hvor han altså blev ’till the end of the day’. For nu at citere titlen på en af de sange, hvor han gjorde en forskel.

I Mojo mindes Dave Davies sin gamle holdkammerat.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top