Han gav os The Beatles

2 Comments

I dagens udgave af Politiken har jeg skrevet nekrolog på impressarioen Niels Wenkens:

Han var aldrig selv typen, der skreg ”yeah, yeah, yeah,” han var mest til jazz, men impressarioen Niels Wenkens, som er død, 67 år gammel, fik sin startkapital, da han (og makkeren Knud Thorbjørnsen) i 1964 arrangerede de eneste koncerter med The Beatles i Danmark. Året før havde han kontaktet en distingveret, lidt naiv engelsk kollega for at høre, om han ikke havde nogle af de der nye beatnavne, Wenkens kunne lave koncerter med. Brian Epstein tilbød The Beatles, som Wenkens aldrig havde hørt om. Han kunne ellers få dem for en uge formedelst 600 pund.

Så mange penge havde Wenkens ikke, men han gav Epstein nummeret på en svensker, der måske var interesseret. Sådan gik det til, at The Beatles turnerede i Sverige i oktober 1963 og sådan gik det til, at de kom til K.B. Hallen året efter, for den ene tjeneste var den anden værd. Godt nok var prisen steget til 2.000 pund, men det samme var berømmelsen.

Det kunne den handelsuddannede Wenkens sagtens regne ud. Allerede som teenager havde han vist sig driftig ved at sælge slik på travbanen og røde pølser i K.B. Hallen, og jazzklubben i Nærum nød tidligt godt af hans organisationstalent og no nonsense-tilgang til tingene, som sikrede den lille klub en koncert med tidens danske superstjerne, Otto Brandenburg. Wenkens kunne dog bedre lide jazzen end den kunne lide ham, så han opgav at gå til spil hos trommeslageren Alex Riel, som han siden skulle blive manager for, da Riel spillede i Savage Rose.

På det tidspunkt var Wenkens godt i vej for de 150.000 kr. han tjente på Beatles-eventyret. Halvanden million i nutidskroner, men showbiz er en troløs kæreste, så efter en optur som kongen af dansk pigtråd og beat med kunder som Peter Belli og koncerter med bl.a. Rolling Stones, Duke Ellington, Count Basie og Tom Jones gik Wenkens i 1972 fallit efter en mislykket turne med toppen af Dansktoppen.

Han smøgede ærmerne op og tog så et job som afrydder på en bodega. Og var hurtigt tilbage på karusellen igen, men aldrig i så høj fart, at han blev svimmel. Det kunne man ellers godt blive af de beløb, der løb ind, efter at han i 1988 blev manager for Linie 3, og siden Kirsten Lehfeldt, Søs Egelind og senest Ørkenens Sønner, som alle har nydt godt af hans tæring-efter-næring købmandsskab. En overgang havde Wenkens i sin stald en jysk komiker, som måske skulle have lyttet og lært af sin manager, mens tid var. Hans navn er Finn Nørbygaard.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    Anders Bircow15. januar 2010 - 15:28

    Hej Torben – tak på fam.Wenkens og egne vegne for dine gode ord om Niels’ virke.
    Lidt korrektion er dog nødvendig.
    Ørkenens Sønner har ikke været i stald hos Niels W.
    Og Finn Nørbygårds økonomiske morads kunne ikke være reddet af Niels’ rådgivning – han var selv glad for at satse på div.derivater.
    Finn’s situation skal nok ikke vurderes af andre end ham selv.
    mvh Anders B.

  2. comment-avatar
    Torben Bille17. januar 2010 - 11:03

    Tak for info og korrektion, Anders.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top