MIDT I EN BEATTID

Torben Bille spiller luftguitar på sindets gribebræt

Han hedder ikke Jonathan

Det kan godt være, at P3-pladevenderne i 80’erne troede, de vidste, hvor de havde Morten Remar, når han i Back To Back sang ’Som de andre gør’, men er der noget, han aldrig har gjort, er det netop at gøre som andre gør.

I morgen fylder drengerøven fra Espergærde 50, og selv om han ikke skal hænge ret længe ved DAB-radioen for at høre sig selv synge popevergreens som ’Jonathan,’ har Morten Jesper Veje Remar erkendt, at man skal vende ryggen til showbiz, før den vender ryggen til dig.

I dag arbejder det fhv. stjerneskud som videnskabsjournalist på P1 med astronomi som stofområde og fungerer som webredaktør på P3. Forbindelsen til DR daterer sig til midt-90’erne, hvor Remar efter første etape af Back To Back blev vellidt børnevært i øjenhøjde på tv-programmet ’Dig og Mig og Vito’, som også blev en plade med Jan Rørdam. Et par år senere skiftede han til TV2 og det lige så populære ’Vip og Victor’. Inden da havde han været en af igangsætterne af ’Åh, abe’-konceptet. Han har lagt stemme til figuren Chien Po i ’Mulan’-filmene. Og synger ’Godmorgen Godmorgen’ og ’Cirkus Cirkus’ i ’Far til fire gi’r aldrig op’.

Sideløbende producerede, medvirkede og komponerede han på Maria Montells succesplader 1994-96. Samarbejdet var også privat, men en skilsmisse, efterfulgt af Montells ugebladsdækkede romance med kronprinsen, gjorde det svært ikke bare at være gudinde, men også at være Remar.

Noget godt kom der ud af det: En melodisk indtagende soloplade fra 1998. Albummet er hit på hit, men blev det bare ikke.

Tilbage gik det derfor til Back To Back, som kortvarigt gendannedes ved årtusindskiftet med moderat succes. Ud over at optræde solo en halv snes gange årligt, har Remar et fritidsprojekt med Kristian Leth fra de kritikerroste The William Blakes. En single kom før jul, og et album rapporteres på vej, men duoen har ikke fart på.

Det er der til gengæld, når Morten Remar ifører sig styrthjelm og kørehandsker. Gokart har i mange år været en passion. Også på eliteplan, og han stiller også gerne op i det noget større legetøj, Ferrari 360. Remar behøver dog ikke hestekræfter for at få rørt sig. Når han ikke spiller veteranfodbold i den lokale klub, løber han. Ligesom hustruen, Katrine Veje Remar. Forleden gav han sig selv en fødselsdagsgave på forskud, da han gennemførte sin første halvmaraton.

Mon ikke hans to små børn gjorde som de andre gør – heppede på far?

Pressefoto fra Maarbjerg Management.

En kortere version af denne artikel kan i dag læses i Politiken.

Tagget med: , , , ,

2 Comments

  1. I definitely agree with what you have stated. Actually, I browsed through your additional posts and I think that you’re absolutely right. Congrats with this particular online site.

Trackbacks

  1. Rund fødselsdag « Morten Remar