MIDT I EN BEATTID

Da denne blogger var en del yngre, deltog jeg i kulturradikalt hovmod sammen med ligesindede fra den da lige så provinsielle rockbranche i en lille studiegruppe. Vi mødtes en gang om året for at svine Dansk Melodi Grand Prix til. I bogstaveligste forstand. Vi spiste selv udsøgte eksotiske retter, efter at vi havde kogt en enorm gryde af enorm dårlig, men klæbestærk spaghetti. Pastaen kastede vi mod det sagesløse tv, som ydermere blev tildænget med latter og hånsord. Vi havde det kort sagt sjovt under devisen: Du har kun det fun, du selv blander.

Nu om dage spiser jeg en bedre pasta, ser sjældent grand pyt, og slet ikke det østeuropæiske. Istedet har jeg gatecrashet en forsamling af musikelskere, som halvårligt samles og viser hinanden bud på musik, der kan forbavse, flytte fordomme og ægge til diskussion. Ingen kommer velsignet nok fra rockbranchen.

Vi er en musikvidenskabelig redaktrice af et hvem-ved-hvad spilkoncept, der er til testosteronrock, en professor i latinsk litteratur og lærdomshistorie med en svaghed for virtuoser fra rockens randområder (og viste det sig: Simon & Garfunkel!), en uddannelsesekspert med en ikke fjern rektoral fortid i seminariebanchen og en hjerte, der banker for the blues, en lokal, luftguitarspillende globalist fra konsulentindustrien samt en nynorsk middelalderprofessor, der, uden undertekster, præsenterer de mærkeligste og aldeles ikke fortidige væsener i rockens underskov, og så mig bjæffede hunden.

Menuen stod på græskarsuppe, øl, italiensk rødvin, og et program, der førte os gennem bl.a. Frank Sinatra, genforeningen af Blind Faith, Elvis Costello med gæster, Led Zeppelin, Albert King, Dream Theater, Jefferson Airplane, Porcupine Tree, Fleetwood Mac før mainstreamificeringen og U2 før Bono forsvandt i scenografi og rollen som verdensfrelser. Det sære var, at det hele mærkeligt nok hang sammen. Og at Sinatra absolut ikke lød som den ældste i det selskab. Det må være det, der kaldes musikkens magi, og grunden til at anmeldere så tit ender med at være underligt overflødige.