MIDT I EN BEATTID

Meddelelsen om efterårets midlertidige gendannelse af Faces har Midt i en beattid selvfølgelig ikke kunnet sidde overhørig. Vi har derfor sendt vores retro-korrespondent i det angelsaksiske tilbage til rødderne. Det, du ser herover, er fødestedet for The Small Faces: Meget passende for det band er det en pub: The Ruskins Arms i High Street, Manor Park, nær undergroundstationen East Ham. Et område, hvor der i dag ikke er så mange blegansigter, som dengang Jimmy Winstons forældre ejede og drev pubben.

Winston spillede jævnligt keyboards i de amatørbands, der spillede der. 25. januar 1965 inviterede han med op på scenen nogle nye venner: Bassisten Ronnie Lane og sangeren, guitaristen og mundharpespilleren Steve Marriott, som arbejdede i en musikhandel i nabolaget og hvis far solgte nogenlunde friske fisk lige over for The Ruskins Arms. Bagefter spurgte de Winston, om han ville være med i deres band, som også inkluderede en anden lille rod, Kenney Jones.

Winston var måske ikke verdensmester på sit instrument, men så havde de et fast sted at øve og nok så kvalificerende for hans medlemskab af gruppen: Hans bror ejede en varevogn, man kunne transportere grejet i. Resten af dette kapitel af rockhistorien fuldendtes med Ian McLagan, som, inden året var omme, kom ind i stedet for Jimmy. Da havde de hittet med ‘Whatcha Gonna Do About It’ og fået deres egen bil.

Genforeningen af den videreførelse af Small Faces, der hed Faces, finder sted 13. august på Goodwood-festivalen i West Sussex. Med på scenen er ikke Rod Stewart, af sørgelige årsager heller ikke Ronnie Lane og Marriott, men Ron Wood (som blev et ‘ansigt’ i 1969), Jones og McLagan samt som tidligere nævnt som sanger Mick Hucknall. Og Gene Matlock med en fortid i et andet punkband, Sex Pistols.

Mon ikke vores korrespondent vil være til stede der? Han har en skummel fortid i op til flere danske bands, og varmede engang op for Small Faces i navnkundige PUK Amager, PUK stod for Politiets Ungdomsklub! Senere så han og to andre tilskuere Marriotts band, Packet of Three, spille sidst i 80′erne i Huset i København. But a jolly good time was had by everyone.

Og skal vi lige minde om, at den ultimative Faces-kompilation er det bokssæt, der hedder Five guys walk into a bar… onde tunger siger, at de aldrig kom ud igen. Det passer, som man lige har kunnet læse, altså ikke.

Ian McLagan har med sit Bump Band fornylig udsendt albummet Never say never, og det er jo så sandt som det er sagt.

PS: Bygningen er ikke ved at blive udsat for en af Christos kunstneriske indpakninger, men ved at blive ombygget til noget andet end pub. Nostalgi er ikke hvad det har været.

Foto: Axel Leonhardt, 2010