Himlen må vente

I dagens udgave af Politiken skriver jeg om Benny Holst, der fylder 70 i morgen:

I 2001 udskrev Politiken en konkurrence om den bedste fordanskning af Dylan-sangen ’Forever young’. Vinderen blev Benny Holst med ’Til evig tid’. Jeg havde nær skrevet naturligvis, for der har altid været et musikalsk bånd mellem Benny og Bob. Og sent i livsbanen, hvor mange forpupper sig i minder, er de begge genudsprunget som sangskrivere, der beviser, at ungdom er uden alder, og at indsigt er de ældres skattefri bonus, også kunstnerisk.

I morgen fylder Benny Holst 70. Han bærer sin alder og baskerhuen med stolt rankhed, når han færdes i det frederiksbergske gadeliv. Her går en mand, der er fri. En mand, der tør være menneske fuldt ud.

De samme værdier besang han og Arne Würgler i de batikfarvede 70’erne, hvor de som bogstavtro socialister leverede lydsporet til demonstrationer mod EF og resten af verdens uretfærdighed. Ofte med Jesper Jensens vers, hvor sort var sort, hvidt var hvidt, og rødt altid rødt. Ikke uden inspiration fra hjemmefronten, hvor Holst de år delte stigereoler med forfatteren Bente Hansen. Men Würgler & Holst sang om andre end Røde Wilfred . På den ’I shall be released’-inspirerede ’Drømmen om et sted’ hyldede de utopien om en verden, hvor ”enhver er fri, fordi vi er sammen inden i”. Sentimentalt? Måske. Gåsehudsfremkaldende? Ja, selv mange år senere.

Det var så at sige demo-versionen af Holst, der senere fik instruktøren Jakob Christensen til at skrive: ”Jeg havde altid opfattet Benny Holst som ham med alle de rigtige sange, den politiske korrekte sanger himself – lige til jeg tilfældigt mødte ham på en lille ø i Limfjorden – nede på bænken ved havnen over en flok bajere. Dér gik det op for mig, at han i virkeligheden var en værre rod – lige ud af dansk tradition i musikken: Otto Brandenburg og John Mogensen f.eks.”

DET KAN IKKE undre. Holst blev nemlig selvudlært musiker i Minefeltets frodige og fugtige trad. jazz-miljø i 50’ere. Der mødte den klarinetspillende retouchør en lidt ældre kornetspillende reklametegner. Dissing og Holst fandt snart guitarerne og glemte sange fra folkedybet frem. Holst var vokset op hos mormoren, Julie Petersen. Hun kunne sine middelalder-, skillings- og revyviser. Barnebarnet lyttede og lærte.

Dissing og han sang som de følte, og i Aksel Schiøtz’ fædreland var det det samme som at bede om øretæver, og dem var de tit ved at få, når de plettede arvesølv som ”Giv mig en hest, mor” og ”Alperosen” med deres Leadbelly-lignende blues. I 1968 fornyede Dissing (og forfatteren Laus Bengtsson) dansk rock med lp’en, der hed ’Dissing’, men fik kaldenavn efter den centrale sang, ’Nøgne øjne’, skrevet sammen med Holst, som i den grad medvirker på de nu kanoniserede indspilninger.

Sideløbende med beredskabsarbejdet med Würgler samlede Holst ind til sin egentlige debut, ’Sange af Benny Holst’ i 1972. Den, og efterfølgeren ’Rejsende i musik,’ intonerede en ny stemme i dansk sangskrivning. Trods anmelderros skulle Holst først sent komme overens med solistrollen; måske fordi han er mere til samarbejde end spidse albuer. Indtil videre var der for travlt ude i kulturkampen. Efter det socialrealistisk konceptalbum, ’Historien om Jenny,’ satte han i 1981 derfor foreløbigt punktum som solist med albummet ’Sten i min mur’.

HAN BLEV i 1984 omdrejningspunktet, da forfatteren Erik Thygesen genopfandt dansktoppens enfant terrible, John Mogensen. Kabareten ’Så længe mit hjerte slår’ var frem til 1997 et tilløbsstykke. Da var Holst begyndt at gæste de små listige steder med en trio og et repertoire, der tog tilløb til ’Himlen må vente’, comeback-cd’en i 2004. Her moderniserede han Blicher, nytolkede Dylan og genfandt humoren fra det jazzmiljø, han i ånden aldrig har forladt. Holst fremstod som dansk halvbror til Kris Kristofferson og Johnny Cash.

Pladen blev fulgt op ’Sepiadage’ i 2008, hvor Holst afklaret og alligevel søgende genindsang sine kendteste sange. Og fremtiden? Fuld af musik for og om mennesker som han selv. Fordi himlen netop bare har at vente.

Ukrediteret pressefoto fra Fyns Musikkontor.