Hun sang for livet
5. marts 2010 //
På www.pol.dk kan man læse min nekrolog over Etta Cameron:
Hvis man kun kender Etta Cameron som hende den lidt jubelidiotiske dommer i talentkonkurrencen ’Scenen er din’, der aldrig gav deltagerne mindre en topkarakteren ’et stooort femtal’, ja, så har man en del til gode. Nu har Etta Cameron givet sin sidste koncert. I går havde hun ikke længere kræfter til at bekæmpe den kræftsygdom, der havde været hendes vilkår siden engang i 70’erne.
Tilbage bliver musikken og en livshistorie, der ville have sendt de sejeste til tælling. Etta Cameron var en af de mange sorte jazzmusikere, der fik et nyt hjem og fristed i et københavnsk miljø, hvor musikalitet og ikke hudfarve spillede hovedrollen. Men hun var unægtelig længere om at komme hertil end mange af sine kollegaer.
Hun blev født på Bahamas 21. november 1939 som Ettamae Louvita Coakley. Familien var søndagsskolepæn, faderen anlægsgartner og moderen passede de små spirer, Etta og hendes fem yngre søskende. En flytning til USA bliver ikke lykkelig. Moderen dør af kræft, faderen bliver voldelig og frustreret, og Etta passer på børnene. Som hun har fortalt, så “kan det godt undre mig, at jeg var i stand til at nå det hele. Men jeg lærte jo også noget. Jeg lærte tålmodighed … Og så lærte jeg om tolerance og glæden ved at dele med andre.” Et alt for tidligt ægteskab ender i et drama, som hentet ud af de lidelsesfyldte sange, hun er begyndt at synge offentligt. Hun viser sig at være et bluesbegavet naturtalent, som også kan give gåsehud som gospelsanger.
Et mærkeligt uafklaret kapitel i hendes liv bliver et tvangslignende ophold i DDR, hvortil hun var taget for at synge, men hun smed udrejsetilladelsen væk, så hun blev mere eller mindre nødt til at arbejde bag jerntæppet i fem år. Danske venner fra hendes første koncerter heroppe med Radioens Big Band smuglede hende til sidst ud af DDR i en bil, og siden starten af 70’erne har hun boet fast i Danmark, hvor hun endte med børnene Debbie og Steve, ridderkors og mange stjerner på. Historien er beskrevet i Bo Østlunds biografi ”Hun gav smerten vinger”, som kom i 2007, og som burde have vundet Kleenex-prisen, fordi den i alt for høj grad red med på den næsten demonstrative inderlighed, der for mange gjorde Etta Cameron til noget af en smagssag.
Den musikalske passion kan også virke næsten overvældende på hendes mange plader. Som om vi ikke selv må finde frem til hendes kvaliteter. Især hendes velmente livtag med de danske salmer nærmede sig ufrivillig karrikatur. Sammen med Radioens Bio Band følte hun sig mere hjemme og frigjort. Og det var glædeligt for hende og musikken, at hun i sin karrieres efterår fandt sammen med pianisten Nikolaj Hess. Sammen med ham og en dansk stjernebesætning indspillede hun både spirituals og standards fra jazzkataloget. Lavmælt, sitrende af levet liv og med plads og mod til de pauser, der er en del af jazzens hemmelighed. Nu er der sat punktum, men parrets 2009-album ”Etta” bliver stående som et udråbstegn. Her synger hun bl.a. ”What a wonderful world,” så den ikke ender som en kliche. Hun synger sangen som en hyldest til selve livets under, selv om hun flere gange end de fleste havde grund til at tvivle på det.
Det er sand storhed.
Ukrediteret pressefoto 2009 fra Sundance Records.
Hej Torben Bille.
Jeg har lige læst din nekrolog på pol.dk. Med alt respekt for dit efterhånden lange virke som musikskribent, var det alligevel med undren, at der i første sætning i din nekrolog indgår ordet ‘jubelidiot’ i sammenhæng med beskrivelsen af Etta Camerons rolle som dommer i et talentshow. En rolle der dybest set intet har med hendes livshistorie at gøre, og som du ovenikøbet karikerer på sarkastisk vis ved at gengive hendes mest anvendte sætning i det pågældende show.
Jeg er ikke uddannet journalist, men en nekrolog er mig bekendt en betegnelse for et mindeord. I et mindeord lægges der vægt på den afdødes liv og oftest personens vigtigste arbejde. Her vil det være passende i en nekrolog at lægge vægt på hendes bedste arbejde, men i stedet lægger du ud med en uvedkommende ‘appetitvækker’, der opfordrer dem som kun kender hende som en jubelidiot fra et tv-program, til at give sig i kast med hendes diskografi. I din indledning formår du at tale ned til dine læsere, og samtidig, men værst, taler du ned til Etta Cameron og hendes efterladte.
Efter en meget hurtig og ligegyldig behandling af hendes livshistorie får du også smidt en sarkastisk bemærkning om en biografi, der er skrevet om hovedpersonen i din artikel. Meget muligt at bogen er dårlig, men synes du det har relevans i forhold til hendes livsarbejde? I så fald får du ikke uddybet hvorfor.
Du forholder dig slet ikke til nekrologen som genre, og hvis du gør, er det blevet til en dybt empatiforladt, overfladisk og situationsignorant skrivelse, der er pinagtig at læse.
Jeg ser frem til et svar fra dig
Mvh
Philip Z
Tak fordi du fandt frem til min blog. Til gengæld er jeg lodret uenig med dig. Når jeg nævner hendes indsats i talentshowet, er det jo fordi det var dér Familien Danmark lærte hende at kende, men samtidig bruger jeg, vælger du polemisk at overse, en del tid på at fremhæve, hvor bevægende en sanger hun kunne være, når hun fik modspil.
I min bog har de kedeligste og overflødigste nekrologer altid været de, der med tilbagevirkende kraft ophøjede afdøde til gud eller gudinde. Og jo, jeg synes, bogen er relevant at nævne, fordi den jo sikkert ikke er skrevet mod hendes vilje. Og giver et billede af hende, som hun har godkendt.
Hvordan kan du kalde mit skriv for empatiforladt, når jeg slutter med at skrive, at hun udviste “sand storhed” både i livet og i musikken?
Etta Cameron havde næppe et enkelt liv. Historien er ikke karrig med eksempler på, hvordan sådanne livsforudsætninger kan slå over i manglende dømmekraft, når søgelyset for en stund bliver rettet mod én.
tordenbillens nekrolog drejer sig om kunstneren Etta Cameron, ikke privatpersonen, for det er hende hvis bortgang Danmark er berørt af. I det lys synes jeg det er på sin plads at gøre opmærksom på, hvordan hendes søgen efter menneskelig anerkendelse til tider kunne tage overhånd over det kunstneriske projekt.
Runen er ikke rosenrød, det var Etta Camerons tilværelse efter alt at dømme endnu mindre , men hun brændte igennem i kraft af de livsvalg hun tog, og det er vel det, vi kan blive enige om gælder for et fuldbragt liv. Det tjener nekrologen til ære, at den (modigt) fremstiller, at man er også er et produkt af de vilkår, man ikke selv er herre over.