tordenbillens nekrolog drejer sig om kunstneren Etta Cameron, ikke privatpersonen, for det er hende hvis bortgang Danmark er berørt af. I det lys synes jeg det er på sin plads at gøre opmærksom på, hvordan hendes søgen efter menneskelig anerkendelse til tider kunne tage overhånd over det kunstneriske projekt.

Runen er ikke rosenrød, det var Etta Camerons tilværelse efter alt at dømme endnu mindre , men hun brændte igennem i kraft af de livsvalg hun tog, og det er vel det, vi kan blive enige om gælder for et fuldbragt liv. Det tjener nekrologen til ære, at den (modigt) fremstiller, at man er også er et produkt af de vilkår, man ikke selv er herre over.

I min bog har de kedeligste og overflødigste nekrologer altid været de, der med tilbagevirkende kraft ophøjede afdøde til gud eller gudinde. Og jo, jeg synes, bogen er relevant at nævne, fordi den jo sikkert ikke er skrevet mod hendes vilje. Og giver et billede af hende, som hun har godkendt.

Hvordan kan du kalde mit skriv for empatiforladt, når jeg slutter med at skrive, at hun udviste “sand storhed” både i livet og i musikken?

Jeg har lige læst din nekrolog på pol.dk. Med alt respekt for dit efterhånden lange virke som musikskribent, var det alligevel med undren, at der i første sætning i din nekrolog indgår ordet ‘jubelidiot’ i sammenhæng med beskrivelsen af Etta Camerons rolle som dommer i et talentshow. En rolle der dybest set intet har med hendes livshistorie at gøre, og som du ovenikøbet karikerer på sarkastisk vis ved at gengive hendes mest anvendte sætning i det pågældende show.

Jeg er ikke uddannet journalist, men en nekrolog er mig bekendt en betegnelse for et mindeord. I et mindeord lægges der vægt på den afdødes liv og oftest personens vigtigste arbejde. Her vil det være passende i en nekrolog at lægge vægt på hendes bedste arbejde, men i stedet lægger du ud med en uvedkommende ‘appetitvækker’, der opfordrer dem som kun kender hende som en jubelidiot fra et tv-program, til at give sig i kast med hendes diskografi. I din indledning formår du at tale ned til dine læsere, og samtidig, men værst, taler du ned til Etta Cameron og hendes efterladte.

Efter en meget hurtig og ligegyldig behandling af hendes livshistorie får du også smidt en sarkastisk bemærkning om en biografi, der er skrevet om hovedpersonen i din artikel. Meget muligt at bogen er dårlig, men synes du det har relevans i forhold til hendes livsarbejde? I så fald får du ikke uddybet hvorfor.

Du forholder dig slet ikke til nekrologen som genre, og hvis du gør, er det blevet til en dybt empatiforladt, overfladisk og situationsignorant skrivelse, der er pinagtig at læse.

Jeg ser frem til et svar fra dig
Mvh
Philip Z