Noget af den bedste rock er det rene nonsens, ophøjet til små¨verbale og musikalske evighedsmaskiner. En af de uovertrufne eksperter i at få ingenting til at lyde som alting er Jonathan Richman. Han har aldrig ligget øverst på nogen hitliste, men de fleste af hans sange kunne gå ind i ethver katalog over sange om den sommer, der overskrider sæsonbestemtheden.
Tag f.eks. »Ice Cream Man«, tre minutters barnlig glæde over at høre ismanden klingelinge med sin lille klokke på sin lille bil, der kører gennem gaderne og falbyder hverdagstrøst og kaloriebomber: »Icecream man, ring your bell, play your music, I learned to love so well«, og andet er der sådan set ikke.
Bortset fra at det bliver ved og ved i en lidt småinfantil, reggae-inficeret rundgang, og sangeren selv lyder ikke som om han går i barndom, han er barndommen, og du er tilbage tusind år før der var noget, der hed Hjem-is. Dengang somrene var varme og lange, isene hed skorstensfejer og københavnerstang og ismanden kom kørende hjemme i Sydhavnen eller hvor som helst på stenbroen med sin long john og sin tørisforede beholder med is, som kostede 25, 50 og 75 øre og transistorradioerne genlød af Raquel Rastenni-refræner og Gunnar Nu-radioreferater af nederlagskampe mod Sverige.
Og så startede Jonathan Richman egentlig som punker fra Boston. Han var vild med Lou Reed og den slags, og kaldte sit band The Modern Lovers. Deres debutalbum blev i 1973 produceret af John Cale fra Velvet Underground og rangerer i dag som en mini-klassiker, men Jonathan kunne ikke rigtig med sort læder og sortsyn, så langsomt åbnede han for barnet i sig og fandt sin stil. Rockens evige konfirmand er han blevet kaldt, ikke altid lige rosende, men selv om hans naivisme i for store doser af og til kan tangere det nuttede, vil jeg ikke undvære hans sange om bier, køkkenhaver, dinosaurer og modelfly. Ren zen.
Og for dem, der ikke kan få nok af Ice Cream Man kan jeg anbefale en live-udgave fra 1977. Der siger den dingeling i over otte minutter. Godt det ikke er soft ice.
Jonathan Richman & The Modern Lovers: Ice Cream Man. 1977. Tid: 2.59.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
