Ikon mod sin egen vilje

Der er rockstjerner og så er der Michael Stipe. Han er genkendelig selv som et utydeligt videograb, men også lige så flygtig og undvigende. Sangeren og tekstforfatteren i R.E.M fylder 50 4.1, men hans musik fylder mere i offentligheden end ham selv. Det er Stipe tilfreds med. Ingen kender ham helt, for selv om han f.eks. er miljøaktivist på græsrodsplan og var podiegæst ved Barack Obamas indsættelse, skygger han ikke for de ting, han tror på. I modsætning til Bono, som er blevet synonym med den politiske korrekte sanger, der har det med at blive større end de sager, han advokerer for.

Michael Stipe foretrækker et liv, hyldet i lige dele mysterium og myte. Trangen til utilgængelighed og indesluttethed gik længe igen i hans og guitaristen Peter Bucks musik, men efterhånden blev vi så mange med hver vort password til R.E.M’s suggestive, strømførende evighedsmusik, at gruppen nødtvunget og undrende indså, at de var gået fra undergrund var til mainstream. I øvrigt uden at ændre sig nævneværdigt.

Forskellen bestod i tre ting: For det første kunne man høre, hvad Stipe sang, men stadig ikke fatte halvdelen af det. For det andet blev singlen ’Losing my religion’ blev en global radio-evergreen i 1991, og som Stipe senere sagde: ”Det er svært at forudsige, hvad der bliver et singlehit. Jeg mener, her er en sang, der varer over fire minutter, ikke har noget omkvæd og melodisk bæres af en mandolin…” Og for det tredje blev Stipe millionær.

Det var han tidligt, men ’kun’ på ideer og frustrationer, da han sidst i 70’erne på bedste High Fidelity-maner faldt i snak med ekspedienten i pladebutikken hjemme i provinshullet i Georgia, hvor han gik på universitetet efter som barn at have rakket rundt, fordi faderen var karriereofficer.

Stipe og ekspedienten, Buck, dannede et band, spillede sydstaterne tynde med en skramlende blanding af punk og Byrds-guitarer, og i 1983 albumdebuterede de med ’Murmur’, som af magasinet Rolling Stones kritikere det år blev kåret til årets album, foran Michael Jacksons ’Thriller’. Dette og de efterfølgende albums blev siden inspiration for grunge-bevægelsen, men R.E.M forbeholdt sig retten til at blive inden i sig selv, ”selv om der var kritikere, der ønskede at vi skulle redde verden, nu hvor det ikke var lykkedes for Sex Pistols.”

’Losing my religion’ fik senere følgeskab på hitlisterne af bl.a. ’Everybody hurts’, ikke mindst takket være en nu klassisk video, fuld af lige dele modernitet, monotoni og weltschmerz, men R.E.M ville ikke være tro mod sig selv, hvis ikke der havde været kvalitetsdyk undervejs. Eller rettere: Plader, som bare afspejlede et band i krise, men var modigt nok til at delagtiggøre os andre i det.

Apropos mod så gjorde Stipe i midten af 90’erne ikke et nummer ud af at springe ud som bøsse. Han har siden kategorisk nægtet at rette ind i båsen som endnu en homoseksuel stjerne. Som han har sagt: ”Jeg er ikke homoseksuel. Jeg er ikke heteroseksuel. Jeg er bare seksuel.” Dét og en svaghed for fotogen ekcentricitet gør ham til en gådefuld scenepersonlighed, et ikon imod egen vilje.

Livet er som bekendt ikke kun rockmusik. For den ivrigt fotograferende Michael Stipe (der bor sammen med en fotograf) er det i høj grad også film. Og det i en grad, så han bruger nogle af millionerne som producent af film, både små og store, som f.eks. ’Being John Malkovich’ og ’Man on the moon’. Og for nylig udfordrede han politisk korrekte vanetænkere blandt sit stampublikum ved at designe en serie af t-shirts. For forkætrede Lacoste. Uden at troværdigheden krøb i vask. Det siger en del om hans integritet.

Denne omtale kunne du først have læst i Politiken søndag 3.1 2009.