It was 43 years ago today…

I DAG gør vi honnør for Sergeant Pepper. Efter næsten uhørte syvhundrede studietimer, og lige så uhørte ti måneder siden ‘Revolver’, udkom ‘Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ den 1. juni 1967. For første gang var The Beatles ikke forud for deres tid. Musikalsk foregik der langt mere interessante ting end i Abbey Road, ja, selv der kunne de høre den nye tid i form af Pink Floyd, som indspillede debutalbum inde ved siden af, men for millioner af mennesker var The Beatles det nye, fordi de mainstreamede beatrevolutionen. I tilgift fik vi nogle gode sange, men et kluddetæppe af et album. Det sidste er jeg dog klar over, at der er ret delte meninger om…

EN TING var musikken. Noget andet var emballagen. Der skulle være noget for både øje og øre i de år. The Beatles havde først fået den hollandske kunstnerduo The Fool til at udfærdige et moderigtigt psykedelisk cover. Det blev kasseret som værende for oplagt. The Fool skulle siden tage sig rigeligt betalt som nogle af dem, der nassede mest kriminelt på beatles-formuen i Apple-perioden.

McCartney henvendte sig derpå til Robert Fraser, galleriejeren, som sendte opgaven i opdrag hos Peter Blake. Blake var en af tidens mest omtalte pop-art kunstnere. I samarbejde med McCartney nåede han frem til fremstillingen af de fire beatler iført noget, der lignede brugte uniformer fra en af de habsburgske kejseres garderobe, men var lejet kluns fra den lokale Amorin. Ordenerne til tøjet lånte John af Neil Aspinall, som lånte dem af Pete Best, der igen havde dem fra sin far, der havde fået dem som fortjenstmedaljer efter Anden Verdenskrig.

Sgt. Pepper havde fået sit band. Og bag dem stod billeder af en række personer af varierende berømthed, klæbet op på finerplader. Hele sceneriet blev fotograferet af Michael Cooper.

EMI MÅTTE punge ud med alt andet end småpenge for noget så dengang perifert som et pladeomslag. De skulle blive klogere. Og kunne, da Pink Floyd nogle år senere fik gode ideer, med vemod tænke tilbage på dengang de kunne nøjes med at give Robert Fraser 1.500 pund for ulejligheden og Peter Blake 200 pund en gang for alle, mens Michael Cooper fakturerede EMI for cirka 700 pund for fotografering, atelierleje, fotoassistenter og negativer og farveprint. I alt løb de samlede udgifter til omslaget op i mere end 2.800 pund. Ifølge Blake »budgetterede EMI normalt med 25 pund for et fotografi til omslaget, og de forventede sikkert at måtte gå op til 75 pund for et band af Beatles’ kaliber.«

EMI’s arbejdende bestyrelsesformand, Sir Joseph Lockwood, fortalte Fraser, at de kunne have lejet hele London Symphony Orchestra for den sum, det kostede at pakke Sgt. Pepper ind.