James – en jack der ikke helt blev king
30. august 2012 //
Henne på Hillerødgade Skole var han kendt som Flemming, ham, James Rasmussen, som i dag fylder 75 efter et liv så dramatisk som nogen film.
Han lærte modgang at kende på den hårde måde. Han var kun tolv, da hans mor blev slået ihjel af hans stedfar. Rocken blev hans redning i form af Bill Haley’s ”Rock around the Clock”. Flemming glemte alt om sit svendebrev som klejnsmed, og kaldte sig James, når han var ude og træde op. Det var han oftere og oftere efter at han, akkompagneret af The Jamesmen, i K.B. Hallen i oktober 1957 blev »Den danske Tommy Steele«. Præmien var en single med en dansk version af »Handful of songs«.
Fremtiden var arriveret med snot i håret og medvind på pigeottomanerne. Rocken løjede noget af, da han i 1959 afløste en anden pigeven, Otto Brandenburg, i The Four Jacks. Kvartetten vadede i succes og badede i sprut. I godt, dårligt selskab med Bent Werther og John Mogensen lagde Rasmussen grunden til et misbrug, som senere var ved at slå ham ihjel.
I efteråret 1965 var Four Jacks fortid, og Rasmussen tog til USA med sin guitar og 1000 dollar på lommen. I sin lille, på sin vis store bog, Jeg var en Jack, beskriver Rud Kofoed, hvordan Rasmussen hustlede sig igennem på lige dele gåpåmod og indiskutabel musikalitet. Selv om han ikke gik fra en Jack til en king over there, var han god til at netværke. Og – skulle det vise sig – til at producere.
I 1969 sad han kyndigt bag knapperne, da den forhenværende New Christy Minstrels-medlem, Keith Barbour, fik et Top 40-hit med ‘Echo Park’ (YouTube-link), og to år senere fik Rasmussen selv hul igennem, da Sinatra-selskabet Reprise udgav det gedigne singer-songwriter-rockende album, Rasmussen; en plade, der fortjener en cd-genudgivelse.
Gennembruddet lod dog vente på sig, han var en af mange eks-berømtheder, der ikke kunne hitte vej, og i bogen fortæller Rasmussen, hvordan han spiste selvmedlidenhed til morgenmad og skyllede efter Dry Martini. I 1978 vendte han tilbage til Danmark, brugte Mogensens og Werthers forudsigelige, men kranke skæbner som skræmmebilleder og endte – omsider – af-alkoholiseret.
Siden fik han kone og barn, og har genoplivet Four Jacks-sangene, både på cd og i den seje trio, han stadig har med de tidligere Delta-musikere, Søren Engel og Preben Feddersen. I 2001 samarbejdede han med Kim Heibon om den selvbiografiske cd, Jeg var en Jack, der munder ud i linjerne: »Først fik jeg succes, så fik jeg tæsk/jeg sad i Californien uden rødkål til mit flæsk/Efter tider med optur, så fik jeg the blues/jeg måtte hjem igen til Brønshøj, og mit lille gule hus/Mit figentræ det vokser, og kæresten er sød/her vil jeg rulle smøger, til den dag de si’r jeg er død…«
Det sidste har heldigvis lange udsigter.
PR-foto: Hans Andersen
Denne omtale står også i en kortere version i dagens Politiken
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
