Jan Due – en guitarløve fylder 70

Man kan måske godt forlade rocken, men rocken forlader aldrig dig. Det så man endnu et bevis forleden ved pigtrådsgallaen i Falconercentret, hvor The Lions var en af de mange grupper, gendannet til lejligheden. På scenen stod bandets guitarspillende kapelmester, Jan Due, stoisk og sej, og var, selv om han ikke have rørt sin guitar i trekvart menneskealder, med til at drive musikken frem og over rampen som om det bare var i går, han og resten af gruppen var et af bedste danske bud på et autentisk band i traditionen fra Pretty Things og Stones.

I dag fylder han 70. Og han kan fra sit frivillige eksil på Costa del Sol se tilbage på et liv, der sikkert ville have formet sig noget anderledes, hvis ikke han efter endt uddannelse som elektromekaniker på Titan i 1961 var blevet fyret. Ikke fordi han var dårlig, men fordi det var sådan man gjorde dengang. Svende var dyre i drift.

Jan Due er en Nørrebrodreng fra dengang arbejderklassen ikke bare var noget, man trak frem den 1. maj. Hans mor arbejdede i en bagerforretning om dagen fra tidlig morgen og om aftenen supplerede hun familieindtægten ved at være garderobedame i en loge. Faderen arbejdede i Kødbyen og endte senere som pølsemand. Jan og hans storesøster Lene blev nøglebørn, og han gik ud af skolen efter 7. klasse.

Han blev uhelbredeligt angrebet af rock ‘n’ roll-bacillen i 1957, hvor han startede den første udgave af The Lions. Cliff Richard & The Shadows var idolerne, og bandet havde en del lokale jobs. I 1963 reorganiseredes bandet, bl.a. med sangeren Tony Summers aka Mogens Andersen og organisten Peter Monrad og satte med Triola-singlerne, ‘Skinny Minnie/Sticks & Stones’, ‘Gone Gone Gone’ og ‘Hithouse Shake’ deres fingeraftryk på tidens scene. I 1967, året efter at Monrad havde forladt bandet til fordel for The Beethovens, opløstes The Lions under mottoet ‘kort men godt’.

Due, som altid har været foretagsom og forudseende, havde brugt en del af den megen fritid som musiker på bl.a. at tage et flyvecertifikat hos Copenhagen Airtaxi i Skovlunde. Det førte ham senere til en ny fase i karriere, men først prøvede han sig selv af som skuespiller. Han var bandeføreren John i filmen ‘Jeg er sgu min egen’. Hans langlemmede fysiognomi og det lidt uudgrundelige udtryk stod åbenbart godt til gangsterroller, for det er også Due, der stjæler kronjuvelerne i Nationalbanken i ‘Olsen Banden på spanden’.

Et mere seriøst karrieretiltag var hans makkerskab med Pierre Beauvais. De to indførte go-go pigerne i dansk showbiz, et sælsomt, men smukt kapitel… Og arbejdet med Beauvais førte Due over i reklamebranchen og derfra til et job som såkaldt salgspilot hos Business Jet Flight Center i Kastrup Lufthavn. Han solgte små enmotorersfly, og som han siger: “Det var lige mig. Hvor jeg før skulle betale for at komme ud at flyve, fik jeg nu pludselig penge for at flyve.” Due avancerede til salgschef i firmaet, og videreuddannede sig senere i USA, så han fik det, der svarer til det store kørekort i pilotbranchen.

Han var provisionslønnet og fandt hurtigt ud af, at han kunne tjene mere ved at starte sit eget. Blandt kunderne var matadorer som Jan Bonde Nielsen og Aksel Juel Jørgensen. I 1975 gik Jetair i luften og holdt sig så flot flyvende, at han fem år senere kunne sælge det hele. Han var dog for driftig til så tidlig en pensionering, så i en årrække derefter drev han restauranter og værtshuse i Roskilde.

I 1998 solgte han igen. Og denne gang for good. Som 56-årig flyttede han og hustruen, Jannie, til Malaga, og blev der. Udsigten over Fuenrigola-bugten passer dem godt. Det kan man ikke fortænke dem i.

Dagen fejres i aften på en lokal restaurant. Men selv om dresscoden byder på selskabsrober for damerne og smoking for herrerne bliver der sikkert plads til en Hit House Shake.

Privatfoto.