Jennifer – ikke kun drømmepige

Kommentarer slået fra

Jennifer Hudson blev kun nummer syv i American Idol i 2004, men for mange fremstod den unge, generte, men umiskendeligt talentfulde sanger som den moralske vinder. Og da hun året efter blev castet til rollen som Effie White i Supremes-filmen Dreamgirls skete det på bekostning af American Idol-vinderen Fantasia Barrino.

I sangen ‘And I’m Telling You I’m Not Going’ fik Jennifer Hudson os til at snappe efter vejret og tiden til at stå stille. Og selve skuespilpræstationen blev belønnet med både en Golden Globe og en Oscar for bedste birolle.

Siden har Hudson, der fylder 30 i dag, spillet hovedrollen i sin egen karriere. Debutalbummet fra 2008 bærer bare hendes navn, og er måske noget overproduceret, men sange som ‘Spotlight’ toppede den amerikanske rhythm ’n’ blues-liste og bekræftede, at vi havde fået en værdig aftager til en sanger som Patti LaBelle.

Fra barnsben kendte Jennifer Hudson som tredje og yngste barn i en baptist-familie gospelmusikken og sang allerede som syvårig i kirkekoret hjemme i Chicago. Efter high school tog hun hyre på et krydstogtskib, hvor man opførte Disney-syngespil. Der sang hun en af muserne i Herkules og fik styrke nok til at melde sig til American Idol, kun fem år efter at hendes mor var død.

Debutalbummet blev fulgt op af I remember me, som udkom i dette forår. Og bekræftede talentet. Som yderligere er blevet demonstreret i Sex And The City-filmen og The secret life of the bees.

I en tid, hvor åleslankhed i sig selv er et succeskriterium, skiller Jennifer Hudson sig ud. Hun er lige så fyldig som sin stemme. Som hun sagde inden Oscar-uddelingen til The Sunday Times: »Jeg er stolt af at være en gennemsnitskvinde. Der er 10 millioner som mig, og hvis jeg kan vinde noget som helst, så vil de sige: Hvis hun kan, kan vi også«.

Måske nok, men til gengæld er hendes sangstemme alt andet end gennemsnitlig.

Ukrediteret pr-foto (sikkert med tak til Photoshop…)

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top