Jennifer – ikke kun drømmepige
Jennifer Hudson blev kun nummer syv i American Idol i 2004, men for mange fremstod den unge, generte, men umiskendeligt talentfulde sanger som den moralske vinder. Og da hun året efter blev castet til rollen som Effie White i Supremes-filmen Dreamgirls skete det på bekostning af American Idol-vinderen Fantasia Barrino.
I sangen ‘And I’m Telling You I’m Not Going’ fik Jennifer Hudson os til at snappe efter vejret og tiden til at stå stille. Og selve skuespilpræstationen blev belønnet med både en Golden Globe og en Oscar for bedste birolle.
Siden har Hudson, der fylder 30 i dag, spillet hovedrollen i sin egen karriere. Debutalbummet fra 2008 bærer bare hendes navn, og er måske noget overproduceret, men sange som ‘Spotlight’ toppede den amerikanske rhythm ’n’ blues-liste og bekræftede, at vi havde fået en værdig aftager til en sanger som Patti LaBelle.
Fra barnsben kendte Jennifer Hudson som tredje og yngste barn i en baptist-familie gospelmusikken og sang allerede som syvårig i kirkekoret hjemme i Chicago. Efter high school tog hun hyre på et krydstogtskib, hvor man opførte Disney-syngespil. Der sang hun en af muserne i Herkules og fik styrke nok til at melde sig til American Idol, kun fem år efter at hendes mor var død.
Debutalbummet blev fulgt op af I remember me, som udkom i dette forår. Og bekræftede talentet. Som yderligere er blevet demonstreret i Sex And The City-filmen og The secret life of the bees.
I en tid, hvor åleslankhed i sig selv er et succeskriterium, skiller Jennifer Hudson sig ud. Hun er lige så fyldig som sin stemme. Som hun sagde inden Oscar-uddelingen til The Sunday Times: »Jeg er stolt af at være en gennemsnitskvinde. Der er 10 millioner som mig, og hvis jeg kan vinde noget som helst, så vil de sige: Hvis hun kan, kan vi også«.
Måske nok, men til gengæld er hendes sangstemme alt andet end gennemsnitlig.
Ukrediteret pr-foto (sikkert med tak til Photoshop…)
