You are here: Home / Musik / Joan elsker stadig rock
Joan elsker stadig rock
20. marts 2012 // Kommentarer slået fra
Forleden var der her i København et debatseminar om kvinder og den skæve kønsfordeling i rock. Eller som det hedder på konservatoriesprog – den rytmiske musik. Det kunne have været sjovt, hvis Joan Jett havde deltaget. Hun har aldrig haft problemer med at vise, at hun er kvinde og at hun er til rock. I denne uge for ak ja 30 år siden toppede hun Billboards Hot 100 med singlen med den emblematiske titel, ‘I Love Rock ‘n’ Roll’. Og deroppe blev hun i syv uger. Det var en periode, hvor der var ret meget erstatningsrock på hylderne – Journey for eksempel, men Joan Jett lyder stadig som den ægte, ukomplicerede vare. Og er i øvrigt fortsat særdeles aktiv.
Riffet sidder, hvor det skal. I skridthøjde. Og Joan bærer ikke de læderbukser for sjov, men det er også sjov og ballade. Bag sig har hun det skarpladte band The Blackhearts, resultatet af en annonce i L.A. Times, hvor hun efterlyste “three good men”. De udvalgte blev guitaristen Ricky Bird, bassisten Gary Ryan og trommeslageren Lee Crystal. Lige dele punk og garagerock.
Sangen er oprindelig skrevet af englænderne Jake Hooker og Alan Merrill som en slags svar til Stones-sangen ‘It’s Only Rock ‘n’ Roll’. Deres eget poporkester, Arrows, indspillede den og spillede den live ligesom de fremførte den i den tv-serie, der bar gruppens navn 1976-77. Under turné i England så Joan Jett episoder fra serien sammen med resten af sin gruppe, The Runaways. Hun hørte med det samme nummerets potentiale. Det gjorde de øvrige gruppemedlemmer ikke. Men da The Runaways i 1979 var løbet skrigende fra hinanden, indspillede Jett sangen, produceret af sexpistolerne Steve Jones og Paul Cook.
Den version blev kun udsendt i Holland. Som b-siden til en opdatering af Lesley Gore-sangen ‘You Don’t Own’.
Efter at have turneret Europa tyndt slog hun sig ned i New York-området. Der forsøgte hendes manager at få hende gjort interessant for diverse producere, bl.a. Roy Thomas Baker. Han var ikke interesseret i de andre sange, der skulle udgøre et album, kun i ‘I Love Rock ‘n’ Roll’. Så det endte med at blive Ritchie Cordell og Kenny Laguna, der producerede sangen i så umisforståeligt et klangsprog, at den kunne forstås over hele verden. Okay, min anmelderhalvdel kan godt høre (og se), at den er kitschet, klichefyldt og så videre, men kors, hvor det virker:
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
