Julemanden i Bob-slæde

Af alle de mærkelige Dylan-plader, jeg har stående eller har haft stående på mine reoler gennem årene tager den seneste prisen: Bob synger julen ind. Og det mærkelige ved “Christmas in the heart” er, at den ikke er spor mærkelig. Dylanologerne går forgæves her.

Dylan synger disse traditionstyngede sange uden et gran af ironi (undskyld), men heller ikke med skygge af den sentimentalitet, der har plaget disse ur-amerikanske sange og gjort dem til hadesange for flere generationer med allergi mod kastanjer og farseret kalkun. Dylan befrier sangene og pakker dem ud, ikke som var det første gang, men som det de er: grundlæggende gode, melodisk gavmilde sange. Okay, det kan godt være, at hans gammelmandsgnæggen lige får en ekstra tand – julemanden er trods alt ikke født i går, men sangforedraget er straight og med en venlighed, jeg helt havde glemt, at Dylan kunne besidde. En blanding af Allen Ginsberg, Leif Sylvester og Dylan.

Akkompagnementet er veloplagt med bassisten Tony Garnier, guitaristen Phil Upchurch og Los Lobos-musikeren David Hidalgo som de tre havenisser. Mest tankevækkende øjeblik: Da Dylan næsten selvforglemmende på “I’ll be home for Christmas” synger: “…you can plan on me”. Det forbløffende er, at han lyder troværdig, den samme, der altid har gjort utilregnelighed til en dyd.

Stemmen er stadig grødet og uden kanelsukker, men dette album er en overraskende mandelgave af den slags, man kan bruge hver jul.