Julen havde ikke englelyd

Dvd-klubben har holdt årsafslutning og så ved stamlæsere, hvad jeg taler om.

Mens ganerne tog imod den velkendte blanding af designerøl, vin fra Piemonte, Montalcino og omegn og diverse anti pasti blev der til ører og øjne igen serveret ukendte delikatesser og sjældenheder samt solid basisføde.

Brætspilsredaktøren lagde ud med – igen – at flashe sin musikvidenskabelige diversitet. Først den mærkelige australske quasi-aborigine duo, Dead Can Dance alias Brendan Perry og Lisa Gerrard. Æterisk og æggende, men også enerverende krukket. Hun fulgte stærkt og overraskende op med Rammstein. Teutonsk agitrock med VERSALER.

Seniorkonsulenten havde siden sidst været ude og se Jeff Beck. Det var han endnu ikke kommet over. Det kan man sådan set godt forstå. Fuldstændig mavesugende godt var et klip, hvor Beck uannonceret får besøg af sin gamle med- og modspiller Rod Stewart.

Den efterhånden midaldrende middelalderprofessor bød på både Bowie og Adrian Belew samt Robert Fripp. Musik af den slags, som har givet tillægsordet ‘progressivt’ en kedelig bismag. Det må være, fordi man ikke lytter efter. Belew er en forrygende, innovativ instrumentalist. Og så som en ekstra, uventet bonus et Jon Lord-tema med bl.a. helt fremragende optagelser fra Deep Purple i KB Hallen. Fra dvd’en

Professorens yngste debuterede i klubben ved at introducere den grånende forsamling for bl.a. Paramore med sangeren Hayley Williams, en rødhåret svirrevip med en stor stemme og stor udstråling. Se bare.

Blues-elskeren levede ikke op til de kærlige fordomme, men genopdagede på pædagogisk vis for os alle Elvis årgang 1968. Et større Elvis-år fås ikke. Det skulle da lige være 1955. Kongen velhængt og veloplagt i læder og nogenlunde ukontrolleret løssluppenhed i alle tiders mest anti-julede juleshow. Efterfulgt af klip med vokalvirtuoserne Crosby & Nash. Folkrock på kanten til jazz. Jo!

Selv stod jeg for solide råvarer som Bruce Springsteen & The E Street Band fra Promise-boksen, den udødelige Jeff Buckley samt U2′ Rose Bowl-koncert. For lige som at sikre, at oksemørbraden kom med på nytårsmenuen.

Det hele skulle jo nødigt gå til i eksotisk garniture.

Jeg skulle hilse fra de andre klubmedlemmer og ønske læserne et rigtig rock nytår.

Og runder dermed indlæg nr. 400 siden denne blog begyndte at rulle i november 2009. Tak for tålmodigheden.