Når han ikke reparerede biler på det lokale autoværksted i den yderste udkant af Athens, Georgia, drak han og drengene dåseøl og spiste mikroopvarmet meat loaf hjemme i deres grimme træhuse, hvor de spillede Logans sange, som om de var skrevet af Neil Young eller Keith Richards, og når de andre ikke kunne komme over eller plejede tømmermænd eller opløsningstruede parforhold, eller naboerne havde klaget for meget over støjen, tegnede han undergrundstegneserier.
I en af dem lod Logan den lokale helt Peter Buck fra R.E.M. genopstå som en superhelt. Det syntes Buck var sjovt. Så sendte Logan Buck nogle bånd med sine sange. Dem sendte Buck videre til sin ven, produceren Peter Jesperson, som engang havde opdaget The Replacements. Jesperson syntes ikke bare, det var sjovt. Han syntes, det var spændende, og bad Logan om at sende noget mere musik.
Vennerne kendte Logan som en beskeden, men flink fyr, så det overraskede dem ikke, at Logan tog Jesperson på ordet. Peter Jesperson selv blev nok lidt overrasket over at modtage omkring 600 sange, indspillet på kassettebånd!
Han var et kort, vanvittigt øjeblik fristet til at udgive hele lortet, som han senere sagde, men besindede sig. 42 sange, indspillet 1985-93, kom med på debutdobbeltalbummet Bulk, som rummer mere end to timers aldeles utrendy, til tider totalt usammenhængende sammen- hængende, ofte rungende klichéfyldt og hele vejen 110 procent tilstedeværende rock.
Logans venner kan deres ‘Honky Tonk Women’, deres bondske countryriff, slå tiden ihjel; så sjovt, at Bulk er en af de mest livsduelige plader, denne skribent kender.
Nu er det ikke fordi, Logan griner sig gennem tilværelsen, men han ved, der er en nedkørsel på toppen af enhver bakke. Nok er livet død- sensalvorligt, men der er altid en pige, en øl, et nederlag til. Og hele tiden denne mulighed for bare én gang ud af 100 at vågne op i armene på barens sejeste sild. O.k., hun var nærmest død af druk, da de tog hjem til ham, og hun blev ikke ædru i løbet af natten, men det behøver han jo ikke at fortælle. Sådan nogle sange er det. For sådan et liv er det.
Det gode ved Bulk er, at der er så mange sange, at man ikke fra gang til gang kan huske, om man har hørt dem, endsige hvad den fore- gående eller den næste hedder. Men nogle af dem, der nægter at forputte sig mellem de andre, er den indledende, eksistentielle ‘Fuck Everything’, som ikke handler om, at alt er noget lort, men det bliver det, hvis man ikke får kneppet, når man har chancen. På ‘Shrunken Head’ bliver fars lille pige pludselig stor, bliver smidt ud og flytter hjemmefra og hen til en mand, der er 38, men »Mor, tag det roligt. Vi er bare venner…«
Nej, jeg kender ikke Jack Logan, men må tilstå at efter denne spændende kronik har jeg stor lyst til at dykke ned i hans univers. Jeg har derfor just bestilt “Bulk” på nettet, for den fyrstelige sum af 1,95 £ (incl. porto). Ganske vist brugt, men i god kvalitet i følge leverandøren (Amazon).
Det er en altid en stor oplevelse at når man opdager et “nyt” navn. Husker stadig mine første plader med Beatles og Dylan! Tak til TB fordi han endnu engang har udvidet min horisont! (Sidste gang det skete var med (Young) Rascals.
Så er Jack Logan dukket op i min postkasse. to enkelt CD´er og en dobbelt (“Bulk). Købt via Amazon til en samlet sum på seks £, eller ca. kr. 54,00 incl. levering! De er købt brugte, men lever op til leverandørens beskrivels som as good, as new! Og hvordan er musikken så? Utrolig spændende. der er lavtmælte sange med akustisk guitar og mere band-baseret numre i mere up-tempo, uden at miste den intense glød! Selv de mere demo-prægede numre er ganske charmerende. Der er naturligvis også nogle numre man lige skal vænne sig til.Hvem kan man sammenligne ham med? Måske er Daniel Johnston den nærmeste, men om Logan også har hans psykiske baggrund for at lave musik, ved jeg ikke!
“Bulk” er i sagens natur lidt rodet på godt og ondt, men mest på godt. Enkelt-CD´erne ( “Monkey Paw” og “Buzz me in”) er mere “strømlinede” da de jo er mere planlagte, men med samme gode stemning som “Bulk”. Der er på pladerne en del numre som Don Henley (Eagles) vil have givet sin højre hånd, for at have skrevet!
Lige en sidste beskrivelse af mit møde med Jack Logan. Efter at have lyttet til han musik hele dagen vil jeg lige nævne at der på hans plade “Bulk” også er musik, som har samme tone som “Exile om Mainstreet og Neil Youngs plader omkring den tid hvor Danny Whitten døde. En rå, dyster men også smuk lyd. Tak til TB for endnu engang at udvide min musikalske horisont. Og denne gang nok i en større grad end normalt. Gid flere får øjnene op for Jack Logan!
Ja nu er jeg her igen, og det kan måske provokere lidt at jeg skriver så mange indlæg om samme mand og hans musik. Nogen kunne måske få den tanke at jeg er ansat på et pladeselskab eller er i familie med manden, men ingen af delene er korrekt. Jeg er såmænd blot en simpel skolelærer og pædagog (med speciale i ADHD, Tourette,Asperger m.m. men det har jo ikke noget med Jack Logan at gøre). Nej jeg skriver igen, for at tilføje at man på hans musik også kan finde referencer til John Fruciantes (Ex. Red hot Chili Peppers) soloplader, og fra det amerikanske band Nirvana. Så dette sidste indslag er blot en hjæp til at få et klarere billede af mandens musik. Jeg må også pointere at trods de mange referencer jeg har skrevet i mine indlæg, er han ikke en copy-cat, men blot en musiker som tilfældigvis befinder sig i samme musikalske univers som alle de ovenævnte grupper og solister. Hør ham! I Bliver ikke skuffet!